Familier vil være sammen igen

Foreningen ’Familier På Vej’ gennemfører sin sommerlejr i år.

Lejrchef Jens Skov.

– Nu ser det ud til, at vi kan gennemføre vores familielejr i en lidt indskrænket udgave, siger Jens Skov fra foreningen Familier på Vej.

– Med de seneste udmeldinger ser det ud til at blive muligt at samle en god gruppe i uge 30 til vores familielejr på Aalborg Efterskole, mener Jens Skov. Sidste sommer valgte foreningen at aflyse lejren på grund af de mange corona-restriktioner.

Men i uge 30 inviterer foreningen Familier På Vej igen til sommerlejr på Aalborg Efterskole. Foreningen sætter fokus på parforhold, relationer og familie, og der er også undervisning for børn, juniorer og unge.

– Uanset om du har været gift i mange år, er nygift eller går og drømmer om en kæreste, så kan du lære mere om at være sammen i et forhold til et andet menneske. Relationer vedligeholder ikke sig selv, men har godt af at vi sætter tid af til at pleje dem, siger Jens Skov.

Ikke sammen hver for sig

Det skal ikke handle om Corona og om at være “sammen hver for sig”, lover ledelsen. Men det seneste år har været anderledes på mange måder: på arbejdet, i familien eller i andre relationer. Forskellige undervisere vil se på, hvordan forandringer og kriser kan påvirke og udfordre mennesker og relationer.

I grupper med andre familier kan man dele erfaringer og oplevelser fra ens liv.

Mange børn og unge har også oplevet et år, hvor sociale relationer har været svære at vedligeholde, og for mange er en dagligdag bag hjemmets fire vægge blevet en ny normal.

På lejren får børnene gode muligheder for at være i grupper og deltage i aktiviteter sammen med jævnaldrende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Lejren holdes på Aalborg Efterskole, som ligger på Nordmandshage 45 i Hals.

På Aalborg Efterskole

Lejren foregår fra mandag til lørdag i uge 30 (26.-31. juli) på Aalborg Efterskole, som ligger på Nordmandshage 45 i Hals.

Der vil være mulighed for at bo på værelse eller i medbragt telt eller campingvogn.
Tilmeldingen er åben nu. Pladserne vil blive tildelt efter først til mølle princippet.

Hvem er Familier På Vej?

Familier På Vej er en forening, som arbejder for, at familier får opbygget sunde relationer mellem mand og kvinde samt omsorgsfulde relationer til børnene. Foreningen ønsker at opbygge stærke og velfungerende familier, som trives og har overskud til at hjælpe i menighederne og i samfundet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi tror på, at sundhed i relationer, familie og parforhold starter med det enkelte individ, med os selv, vores forhold til Gud og til vores medmennesker. Derfor handler det ikke kun om, hvordan vi er sammen, men hvem vi er, og hvad vi bringer ind i ligningen, skriver foreningen.

– Vi mener også, at sundhed er mere end god kommunikation. Det handler om, hvordan vi passer på os selv og hinanden. Hvordan vi bruger vores tid og passer på vores krop. Familien er en vigtig og central institution i vores samfund.

Den kan danne en sund ramme for børn og for ægteskab, men for mange kan det også være en udfordring. Vi tror på, at det er muligt at styrke denne ramme, og at det er vigtigt at lægge et godt grundlag for familielivet.

Familier På Vej ønsker at hjælpe ægtepar og familier med at finde viden og motivation til ikke bare at overleve familien, men til at trives og udvikles. Det gør vi igennem undervisning, afholdelse af lejre og rådgivning, slutter foreningen.


Artiklen fortsætter efter annoncen: