Kim: Jeg kan ikke bare se på

Kim Hartzner med sine gamle forældre René og Ruth. De stiftede Mission Øst og Aktiv Mission, efter at René havde forladt Europamissionen.

I et nyt Facebook opslag fastholder Kim Hartzner sine udtalelser.

Vil styrke kristen profil

”Jeg ønsker at fastholde og styrke Mission Østs profil som en kristen hjælpeorganisation, dvs. med respekt for og reference til den kristne fortælling om Jesu offer for os og hans bud om næstekærlighed og om at give ‘et glas vand’ til den tørstende. Det er kristne værdier i handling.

Vores opgave er ikke at missionere. Vores opgave, vores mission, er at vise Jesu kærlighed til de fattige gennem konkrete handlinger. Hvis det eksempel tjener til efterfølgelse, er det fint, men at hjælpe de nødstedte er mission i sig selv.

At holde den kristne fane højt betyder ikke, at vi ikke kan favne alle mennesker. Alle kan arbejde hos Mission Øst, uanset tro, race, baggrund, sexuel orientering osv. Det er også næstekærlighed omsat i praksis og i tråd med det kristne budskab,” fastslår Kim Hartzner.

Truet med fyring

”I løbet af det sidste år er jeg af to forskellige formænd uretmæssigt blevet truet med fyring. Det pres kan jeg ikke leve under, og det må ikke ske en tredje gang.

Jeg kan ikke rejse rundt i verden og redde organisationen ved at indsamle store beløb og samtidig være nervøs for, om jeg stadig har mit job i fremtiden,” skriver Hartzner, som sammen med sin far René stiftede både Mission Øst og Aktiv Mission.

Reddede økonomien

”I 2018 gik vores egenkapital ned med 2 mio. kr., og Carsten lagde pres på mig for at få den op igen, ellers ville jeg blive fyret.

I løbet af 13 måneder rejste jeg derfor mere end nogensinde før: 21xTyskland, 3xBelgien, 3xSverige, England, Færøerne, Ukraine, Armenien og 2xNordkorea plus mange optrædender i kirker i Danmark, altsammen i løbet af 13 måneder.

Og de 2 mio. kroner kom i hus – efter en fuldstændig umenneskelig indsats,” fortæller Hartzner, der trods succesen med at ”redde økonomien” alligevel blev fyret.

Det lykkedes ham dog sammen med faderen at få indsat en ny bestyrelse på årsmødet i 2020.
Men den nye formand, Torben Andersen, ”valgte at sætte pistolen for mit bryst med trussel om fyring og ‘tilbød’ mig i stedet ansættelse som ‘Founder’ med en næsten halvering af min løn.

Et ‘tilbud’, jeg dog dårligt kunne sige nej til, da jeg for enhver pris ønskede at blive i Mission Øst,” fortæller Kim Hartzner.

Helt uden for indflydelse

”Reelt var jeg sat uden for enhver form for indflydelse. Ingen deltagelse i møder med bestyrelse eller lederteam – reelt var jeg som en menig på kontoret med reference til direktøren i København.

En total ydmygelse efter 29 års arbejde med at bygge en organisation op, hvis lige ikke findes i kongeriget. Fra 0 til en omsætning over 100 mio. kroner, en klar kristen profil og arbejde i områder af verden, hvor der ikke er andre aktører, og med hjælp i krigsområder i Mellemøsten og i Nordkorea som de lysende eksempler.”

Uden job fra januar

Hartzner afslører også, at han i januar sagde op, fordi han ikke ”kunne holde ydmygelserne ud længere.” Hartzner tog derefter til Nord-Norge for at arbejde som læge i en alder af 61 år.

”Men med et Mission Øst i økonomisk krise og med et Aktiv Mission på vej ned kan jeg ikke bare sidde og se på. Jeg VED, at fremtiden afhænger af min indsats for at skaffe de store penge og profilere organisationen,” skriver grundlæggeren uden omsvøb.

Et tilbud

”Som formand kan jeg gøre en forskel og stille min erfaring og ekspertise til rådighed. Danida har kaldt mig Danmarks bedste fundraiser. Det burde være et tilbud, man tager imod med kyshånd og ikke give anledning til splid og kontroverser,” skriver Kim Hartzner, som også erklærer sig villig til at samarbejde med alle i organisationen, hvis han bliver valgt på årsmødet.