Ny leder af Blå Kors-hjemmet i Hobro

Jens-Henrik Kirk har tidligere både været højskoleleder og politiker.

Jens-Henrik Kirk, som i 14 år har været forstander på Mariager Efterskole, skifter forstander-rollen ud med en lederrolle på Blå Kors’ botilbud i Hobro.

”Jeg har savnet at være leder og have en daglig betydning for andre mennesker. Jeg har som person brug for at have direkte kontakt med mennesker i mit arbejde, og så ligger Hobro-hjemmet jo dejlig tæt på mit hjem og i min kommune, som jeg er meget optaget af, fungerer godt for alle mennesker,” siger Jens-Henrik Kirk.

Politisk karriere

Han stoppede som forstander på efterskolen for 2 år siden, for at komme i folketinget. Derudover har han været 2. viceborgmester i Mariagerfjord Kommune.

Han har også haft opgaver som konsulent i Open Doors og som mentor på Mariager Højskole.

– Noget af det første, jeg skal i gang med, bliver naturligvis at lære medarbejdere og beboere at kende og i det hele taget at lære målgruppen bedre at kende – det glæder jeg mig meget til at komme i gang med, og så håber jeg, at jeg på sigt, kan være med til at sætte yderligere fokus på det vigtige arbejde, der bliver gjort i Blå Kors Danmark, siger Jens-Henrik Kirk.

Socialrådgiver

Jens-Henrik Kirk er uddannet socialrådgiver og har taget en diplomuddannelse i ledelse. Han glæder sig til at arbejde i en organisation, der kæmper for at udsatte mennesker får hjælp og omsorg.

– Jeg har altid været meget optaget af socialpolitik. Blå Kors er bredt anerkendt for deres store faglighed og engagement, og så bygger Blå Kors på nogle værdier og et menneskesyn, som jeg personligt kan stå inde for og gerne vil være repræsentant for, siger Jens-Henrik Kirk.

Dygtig og kompetent leder

– Vi er rigtig glade for, at Jens-Henrik nu er klar til at videreføre det gode arbejde i Hobro. Jens-Henrik har stor erfaring med ledelse, og vil helt sikkert også være meget kompetent til at videreføre og udvikle de gode relationer til både Mariagerfjord og de mange andre kommuner, som Hobro-hjemmet samarbejder med, siger generalsekretær i Blå Kors Danmark Christian Bjerre.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Lars Thidemann Jensen, som i 11 år var leder for hjemmet, er nu vicegeneralsekretær i Blå Kors.
Jens-Henrik tiltræder stillingen d. 1. juni. Han er 44 år, gift med Camilla og sammen har de tre børn i alderen 12 til 17 år.