Pinsen er den nye pagt

De gamle keltere brugte ikke duen som et billede på Helligånden, men i stedet vildgåsen. Hvorfor? Jo, fordi den er så vild. Den kan ikke tæmmes, og man kan ikke styre den.

Den jødiske påske og pinse hænger sammen. Det kristne påske og pinse hænger også sammen.

Den jødiske påske og pinse er baggrunden for at forstå den kristne. Det er nogle vilde beretninger, som jeg vil prøve at føre os igennem i det følgende.

Påsken er redningen

I påsken fejrer vi og mindes Jesu død og opstandelse. Skærtorsdag spiser Jesus det jødiske påskemåltid med sine disciple, som handler om at mindes udfrielsen af Egypten og de lidelser, som Gud med stærk hånd udfriede dem fra.

Her spiser man bl.a. påskelammet som et minde om det lam, som israelitterne skulle slagte natten før deres flugt fra Egypten. De skulle smøre lammets blod ud på deres dørstolper, og så ville dødsenglen gå forbi deres huse under den sidste af de 10 plager, som ramte Egypterne.

Under denne plage døde alle førstefødte i de egyptiske familier.

Det jødiske ord for påske, pesach, betyder ”forbigang”. Derefter lod Farao israelitterne gå, men ombestemte sig kort efter og satte efter dem med hele sin hær.

Det førte til, at Gud bød Moses række sin stav ud over det Røde Hav, hvorefter vandet delte sig, og israelitterne kunne gå tørskoede igennem. Farao satte efter, men havet lukkede sig om ham og hele hæren.

Ligesom Gud afvæbnede Farao og stillede hans selvforherligelse offentligt til skue, og viste sig som Herre over enhver jordisk magt, så har han nu i Jesus gjort det samme mod enhver åndelig magt, og endda afvæbnet døden selv.

Jesus opstod fra de døde, og ligesom israelitterne blev reddet fra Faraos hær ved at gå gennem vandet, bliver vi – når vi tror på ham og bliver døbt i vand – reddet fra at være slaver af synden og de åndelige magter, som kun ønsker vores død.

Når vi er i Jesus, har de ingen magt over os, og voldsommere endnu, så har døden ingen magt over os.

Det var påsken. Men hvad så med pinsen?

Pinsen er den nye pagt

Pinsen er i jødisk sammenhæng primært en høstfest. I påsken ofrer man korn, i pinsen ofrer man brød. Påsken er begyndelsen, pinsen er fuldendelsen. Pinsen ligger altid 50 dage efter påske.

Denne placering har den formentlig, fordi det passer med den tid, hvor israelitterne nåede frem til Sinaj bjerg, hvor Gud inviterede Moses og Aron op på bjerget, hvorefter han indhyllede det i røg og torden og lyn.

Her gav han dem Loven og de 10 bud. Det er her, israelitterne får givet fundamentet under det samfund, som de skal bygge, og får den rolle som Guds folk i verden, som de skal udfylde.

I den første kristne pinse indgås den nye pagt med Guds nye folk. Her gives loven på bjerget, ikke Sinaj, men Zions bjerg, som er et andet udtryk for byen Jerusalem.

Ikke loven skrevet på stentavler, men nådens og kærlighedens lov, skrevet på folkets hjerter ved Helligånden. I vores bibeloversættelse står der om folket på Sinaj, at de ”oplevede tordenbragene og lynglimtene”, men grundteksten siger egentlig, at de ”så røster og flammer”.

Altså de så lydene og flammerne med deres øjne. Når de jødiske lærde på Jesu tid beskriver, hvordan dette kunne have set ud, minder det umiskendeligt om Ap.G. 2, hvor der lyder en høj lyd som af vind, og hvor Helligånden bryder ind i huset og sætter sig over disciplene som flammer, tunger af ild.

Der er dermed nærmest præcise paralleller mellem jødisk påske og pinse og kristen påske og pinse.

Og hvad sker der så? Gud begynder at tale! Ikke fra en røgsky med lyn og torden, men gennem disciplene, på vidt forskellige sprog.

Nu bryder den nye pagt igennem, og den forkyndes af Guds egen Ånd gennem disciplene. Nu når velsignelsen ud til alle folkeslagene! Nu ånder Gud på os alle, og det er vildt og voldsomt! Men også vanvittigt spændende!

Søndagens tekst: Joh. 14, 22-31

Jesus lover at sende Helligånden

22 Judas (ikke Iskariot, men den anden discipel af samme navn) sagde til ham: »Herre, hvordan kan det være, at du vil åbenbare dig selv for os og ikke for mennesker ude i verden?«

23 Jesus svarede: »Fordi de, der elsker mig, vil gøre det, jeg siger til dem. Derfor vil min Far også elske dem, og vi vil komme og tage bolig i dem.

24 Men de, der ikke elsker mig, retter sig ikke efter, hvad jeg siger. Det, jeg siger til jer, udspringer ikke af mine egne tanker, men stammer fra Faderen, som sendte mig.

25 Jeg kan fortælle jer de her ting, fordi jeg endnu er hos jer, 26 men det bliver Helligånden, den nye Vejleder, som Faderen vil sende til jer i mit sted, som skal vejlede jer i alle ting og minde jer om alt det, jeg har sagt til jer.

27 Jeg giver jer min fred, og det er en bedre fred, end den mennesker kan tilbyde. I skal ikke være bange eller modløse!

28 Jeg har fortalt jer, at jeg er nødt til at forlade jer, men at jeg kommer tilbage til jer igen. Hvis I virkelig elsker mig, vil I glæde jer over, at jeg nu skal hjem til min Far, for han er større end jeg.

29 Jeg har sagt jer det alt sammen på forhånd, for at I må tro på mig, når det sker.

30 Jeg kan ikke sige mere her og nu, for denne verdens fyrste er på vej herhen. Han har overhovedet ingen magt over mig, 31 men jeg gør det her, for at mennesker må kunne forstå, at jeg elsker min Far. Derfor gør jeg, hvad han har befalet mig. Kom, lad os rejse os og gå herfra.«

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk