Pinse – også i dag

Når man læser den spændende beretning om den FØRSTE pinsedag, så lyder det overnaturligt og utroligt. Men”pinseunderet” er siden sket mange gange i historien – og netop i vores generationer sker der en ny udgydelse af Helligånden, som er for ALLE kristne.

Lægen Lukas fortæller i Apostlenes Gerninger:

”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlede. Og med ét kom der fra himlen en lyd, som af et vældigt fremfarende vejr, som fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.

Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” (ApG. 2:1-4).

I forhold til den traditionelle kirkelighed, vi har udviklet, er det en helt eventyrlig verden. Derfor har nogle teologer ment, at pinsen var en enestående begivenhed, så at der efter apostlenes tid ikke længere burde ske hverken tungetale eller mirakler.

Det gjorde der så alligevel. Men det var ofte på missionsmarken, hvor der foregik mange andre eksotiske ting.

I bogen ”Helligånden i 2000 år” kan man læse, at der er sket Helligånds-udgydelser gennem hele kirkehistorien.

Desværre forfulgte den officielle kirke ofte ”sekterne” i Guds navn – uden at forstå, at det var Gud selv, der forsøgte at vække og udruste kirken. De slukkede Guds ild…

Pinsebevægelsen – og den karismatiske fornyelse

I 1906 oplevede kristne i Azusa Street i Californien en udgydelse af Helligånden, som satte sig spor over hele verden. Pinsebevægelsen opstod, og i begyndelsen af 1900-tallet var der Helligånds-udgydelser i bl.a. Wales, Indien og Armenien.

Nogle af de nye kirker blev dog hurtigt fastlåst i nogle former og en teologi, som lukkede fornyelsen inde.

Men i 1960’erne og 70’erne kom der en ny Helligånds-udgydelse. Og denne gang ramte Helligånden ind i næsten alle de etablerede kirkeretninger med en ”karismatisk” fornyelse – dvs. med nyt fokus på Helligåndens nådegaver.

Pludselig talte både lutheranere og katolikker i tunger og profeterede, og mirakler skete også blandt baptister. Der opstod en ny åndelig forståelse på tværs af kirkerne.

Herhjemme oplevede både konservative og liberale præster, at Gud var mere nærværende, end de havde troet.

Min onkels tidehvervske præst plejede at skælde ud på missionsfolkene i sin prædiken, men nu prædikede han på en helt ny måde. Han var blevet fyldt med Helligånden.

Pas på med at lukke af og stå i vejen

Ofte har de etablerede kirkelige ledere i de gamle vækkelser svært ved at tage imod en ny vækkelse. De forhindrer med deres advarsler og mistænkeliggørelse deres egne udmattede kristne i at blive fornyet og udrustet.

Det er en meget alvorlig sag at stå i vejen for Helligånden. Det er noget, jeg selv er meget bange for at komme til. Jesus sagde til sin tids skriftkloge og farisæere: ”I lukker Himmeriget for mennesker. Selv går I ikke ind i det, og dem, der vil ind i det, tillader I det ikke.” (Matt. 23,13)

Men sådan behøver det ikke være

Lad os lukke op for Helligåndens fornyelse – selv om den jo ofte kommer i en form, vi ikke forventer. Enhver kristen har brug for at blive fyldt op og fornyet – dagligt.

Jesus talte om Helligånden, da han svarede kvinden ved brønden: »Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«

Helligånden i os kan altså være som et kildevæld – med fornyelse og vejledning hver dag – så vi når frelst frem til det evige liv. Og netop i vores tid udgydes Helligånden igen som aldrig før.

Millioner bliver kristne i Guds store endetids-indhøstning blandt alle folkeslag – lad det også ske hos os. Lad os være med i det. Kom Helligånd! Kom til os!