Svenska Kyrkan erklærer sig ’trans’ i åbent brev

Västerås Stift laver en særpræget henvisning til Hagar i et brev til det trans-kønnede samfund.

– Brevet tyder på, at Svenska Kyrkan mangler åndeligt klarsyn, mener generalsekretær Olof Edsinger fra Svenska Evangeliska Alliansen.

Den svenske evangelisk-lutherske folkekirke har i et åbent brev erklæret sig ”transkønnet”. Det vækker både sorg og forundring hos generalsekretæren for Evangelisk Alliance i Sverige.

Det åbne brev fra Västerås Stift, som også gengives på Svenska Kyrkans hjemmeside, er formuleret af seks personer, hvoraf fire er præster. Brevet er underskrevet af omkring 1000 præster og andre fra Svenska Kyrkan, som ialt har over 5 millioner medlemmer.

’Til dig, som er trans’

Det åbne brev starter med ordene: ”Personligt brev til dig, som er trans.

Vi skriver til dig fra en kirke, som også er trans. En kirke består af mennesker. Mennesker er forskellige. Hos os findes konfirmander, ansatte, kirketjenere, tillidsfolk, frivillige og andre sognebørn, som definerer sig som transpersoner. Kirken består altså også af transpersoner.

Derfor må kirken kunne beskrives som trans.”

Slavepigen Hagar

I brevet sammenlignes transsamfundet med den bibelske kvinde Hagar, der som slave hos Abraham og Saraj skulle sikre det barnløse par en søn. I brevet fra Svenska Kyrkan handler det om, at Hagar bliver drevet bort sammen med sin søn, Ishmael, efter at Sarah har født Isak.

”Hun er en slavepige, som bliver udnyttet af sine ejere,” hedder det i brevet. ”Da der ikke længere er brug for hende, bliver hun drevet ud i ørkenen sammen med sit barn til den sikre død.

… Gud hører barnet græde, og hans engel siger til Hagar: ’Du skal ikke være bange!’ Gud viser Hagar en kilde med vand, så hun kan give barnet noget at drikke. Hagars og barnets liv ender ikke i ørkenen.

Barnet vokser op og Gud lover Hagar, at også barnets folk vil vokse.

”Somme tider er vi ligesom Hagar. Folk vil styre vores liv, snakke om os og behandle os som ting, de ejer,” lyder udlægningen af beretningen fra 1 Mosebog 21.

Feminister sammenlignes med ”radikale kristne”
I brevet sammenlignes ”trans-ekskluderende feminister” (altså feminister, som benægter, at transkønnede er rigtige kvinder) med ”højreorienterede kristne”.

”Vi ser, at trans-ekskluderende feminister bruger en retorik, som vi genkender fra radikale, højreorienterede kristne grupper og højrefløjs-populister. Du lider under ord og handlinger, som næres af nogle af menneskehedens mørkeste sider.

Vi sørger over en borgerretsbevægelse, som rammer nedad. Du, jeg og vi alle har brug for en bred, solidarisk feminisme, som bekæmper de snævre køns-normer.

…præcis ligesom Hagar har vi alle, kristne eller ej, transpersoner eller cispersoner, en egen relation med Gud. Vi har en egen beretning, som findes og er sand, uanset om nogen anden ønsker, at den skal findes eller ej”.

Mangler åndeligt klarsyn

Udfordringen har bedt generalsekretær i Svenska Evangeliska Alliansen, Olof Edsinger, kommentere brevet. Han skriver:

”Det var med sorg og forundring, jeg modtog brevet fra Västerås Stift i Svenska Kyrkan. Jeg har tidligere reageret på stiftets arbejde med ”queer kids”, men blev mødt af kompakt mangel på interesse, da jeg i Kyrkans Tidning satte argumentet overfor videnskabelige studier om den nye trans- og queeridentitet i den unge generation.

Nu tager man det hele et skridt længere og kalder alle, som stiller spørgsmålstegn ved det kraftigt stigende antal unge, som søger kønsidentitetsudredning, for ”hadere”. Det er uhørt lavt, og det tyder i bund og grund på en kirke i akut mangel på åndeligt klarsyn.

– Udlægningen af Bibelens beretning om Hagar er meget tendentiøs og lader skinne igennem, at alle, som ikke ukritisk jubler over fx kønskorrigerende behandling af teenagere, forviser transpersoner ”ud i ørkenen for at dø”.

Man hævder også, at Gud fuldt ud bekræfter hver eneste transperson i sin oplevede køns-identitet, og at dette har en direkte kobling til den enkeltes menneskeværd. Også denne type holdning, mener jeg, bidrager til en urimelig polarisering, hvor de eneste ”gode” er dem, som ukritisk jubler over udviklingen,” vurderer Olof Edsinger.