Befolkningen i Myanmar har brug for støtte
I Myanmar lider mange efter militærkuppet i februar. Eksil- regeringen, hvor også religiøse minoriteter er repræsenteret, beder om engagement og støtte.
Fredag 11. juni fastslog FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, at Myanmar er kastet ind i en humanitær krise, og at de militære kupmagere, som tog magten 1. februar, alene har ansvaret. Det melder det norske nyhedsbureau NTB.
Generalsekretær Ed Brown i Stefanusalliansen er i direkte kontakt med medlemmer af eksilregeringen for Myanmar, kaldet National Unity Government (NUG). Her har også repræsentanter for religiøse minoriteter, som kristne og muslimer, fået indflydelse.
– Jeg har haft længere samtaler med dr. Sasa, som er NUG’s repræsentant for samarbejde med andre lande. Han be’r først og fremmest om engagement og støtte til befolkningen, siger Brown til Kristelig Pressekontor.
Kristen minister
Dr. Sasa, som var lovet en ministerpost i Aung San Suu Kyis regering efter valget i november, kommer fra Chin-minoriteten og er som de allerfleste derfra kristen.
Mens politiet den 1. februar bankede på dørene til folkevalgte politikere og fragtede dem til arresten, klædte dr. Sasa sig ud som taxi-chauffør og klarede efter tre dage at komme ud af landet. Han blev derefter udnævnt som FN-udsending af den nyetablerede eksilregering.
– Dr. Sasa henviser til, at FN’s World Food Programme frygter, at der de næste måneder vil være op mod seks millioner, som vil lide hungersnød, og at halvdelen af befolkningen vil være under fattigdomsgrænsen. Der er et akut behov for mad, medicin og uddannelse, som de beder om hjælp til, fortæller Ed Brown.
Under jorden
En anden af Stefanusalliansens partnere gennem 15 år, Aung Myo Min, som er leder af Equality Myanmar, har også fået en ministerpost i NUG. Han gik under jorden 1. februar og er nu blevet minister for menneskerettigheder.
Stefanusalliansen har også andre partnere, som sørger for mad til omkring 1000 familier og beskytter over 80 personer, som gemmer sig for hæren, fordi de har deltaget i ”civil ulydighed”.
– Flere af vore partnere er gået under jorden eller hjælper dem, som protesterer. Også disse melder om akutte behov for at kunne overleve, fortæller Brown.
Norge vil ikke anerkende eksilregeringen
I udgangspunktet ønsker Brown, at norske myndigheder offentligt anerkender eksilregeringen i Myanmar, men nu har han skiftet mening efter at have snakket med professor Stein Tønnesson i PRIO. Tønnesson har arbejdet på flere forskningsprojekter, som omhandler demokratisering og fredsarbejde i Myanmar og kender landet godt.
– Han mener, der er gode grunde til ikke at anbefale anerkendelse. Faren ved at anerkende er, at vi kan havne i et nyt Vietnam, hvor stormagterne med interesser i regionen støtter hver sin side i konflikten.
USA og Storbritannien for eksilregeringen, og Kina og Rusland for militærregimet. Da får du pludselig en stedfortræderkrig, hvor stormagterne styrer. Det bliver en vanskeligere konflikt at løse, fortæller Brown, som efter nøje vurdering har opgivet sin tidligere holdning.
– Nu anbefaler jeg hellere, at de først og fremmest støtter dem og engagerer sig med dem, siger Brown og trækker paralleller til, hvordan Norge tidligere har samarbejdet med oppositioner i Sydafrika under apartheid eller i Sydsudan før løsrivelsen fra Sudan uden at anerkende dem som suveræne.
Øget indflydelse for minoriteter
Fredsprisvinder Aung San Suu Kyi, som var State Counsellor i Myanmar fra 2016 til militærkuppet i år, har tidligere fået megen kritik for sin rolle i behandlingen af den muslimske minoritet rohingya-folket.
Denne etniske minoritet har været udsat for forfølgelse i flere årtier, men overgrebene mod dem skulle være øget betydeligt, efter at hun tog over som landets de facto leder. Selv om de kristne minoriteter i Myanmar ikke bliver forfulgt i samme grad som rohingyaerne, oplever også de megen systematisk diskriminering.
Nu håber Ed Brown, at de religiøse minoriteters repræsentanter i eksilregeringen kan hjælpe med til at skabe varige ændringer i Myanmar.
– Der er nok fortsat en del skepsis og varsomhed, men håbet er, at denne inkludering på sigt kan sikre deltagelse fra alle de etniske og religiøse grupper i styringen af landet, siger han.
– Men opgaven med at inkludere minoriteter bliver man aldrig helt færdig med, det kan man se herhjemme også. Stereotyper og fordomme er vanskelige at arbejde med, men det er vi alle nødt til, slutter Ed Brown.
