Bøn mod skovbrand blev hørt

Brand nær Neve Ilan i det centrale Israel den 9. juni 2021. Foto: Jødisk Nationalfond

Der var flere skovbrande i bjergene uden for Jerusalem den 9. juni om eftermiddagen. Der var mistanke om ildspåsættelse, fordi brandene flammede op på flere forskellige steder. Ilden startede mellem Abu Gosh og Nataf.

Indbyggerne i Kibbutz Ma’ale Hahamisha blev bedt om at evakuere deres hjem.

– Bed om, at branden må komme under kontrol, før den når boligområderne, skrev Venner fra Yad Hashmona, som er en moshav for Jesus-troende. (En moshav er en slags israelsk by eller bosættelse, hvor der foregår et samarbejde på tværs af individuelle gårde, red.).

Brand i området ved Ma’ale Hahamisha set fra Jerusalem. Foto: Alfred Muller

Over 70 brandkorps, ti brandslukningsfly og to helikoptere blev sat ind i slukningsarbejdet.

– Dette er stejle områder, og det er vanskeligt at slukke branden. Det er desuden tørt i området, sagde Nikai Zekaria til radio Kan.

Branden ramte blandt andet det forblæste bjerg Har Haruach med hundrede år gamle træer. Det er den ældste skov i Israel.

Togforbindelsen og vejen mellem Jerusalem og Tel Aviv blev lukket onsdag eftermiddag.

I Jerusalem kunne man tydeligt mærke røgen. Der var askepartikler i luften fra de brændende træer. Sollyset blev brunt. Myndighederne opfordrede folk med hjerte- og lungesygdomme, børn, gravide og ældre til at holde sig inden døre.

Branden var slukket ved 20-tiden. Et arrangement på Yad Hashmona blev gennemført som normalt. De Jesus-troende jøder var blevet bønhørt, men omkring 2800 km2 naturskov i Jerusalem, Judæa og Samaria blev ødelagt i løbet af dagen.