Jihadister dræber 160 og sårer 40 civile i Burkina Faso
Op mod 160 civile meldes dræbt under en voldsom razzia mod en landsby i Burkina Faso den 4. juni, skriver Christian Post.
Associated Press skriver om forløbet, at jihadisterne angreb og skød civile, nedbrændte huse og markedet i landsbyen Solhan i Yagha-provincen i Sahelområdet om natten den 4. juni. Yagha ligger i det nordøstlige Burkina Faso nær grænsen til Niger.
Hundreder flygtede til den nærmeste by under angrebet. Endnu har ingen gruppe taget ansvar for hændelsen, men terroranalytikere vurderer, at den sandsynligvis blev udført af gruppen Jama’at Nasr al-Islam wal Muslimin, som har forbindelse til al-Qaeda og nu er ved at styrke sin tilstedeværelse i Sahelregionen.
Agence France-Presse antyder, at militæret nærmest har overladt området til sin skæbne de seneste måneder.
Efter angrebet indførte Burkina Fasos præsident Roch Marc Christian Kabore tre dages landesorg. Han fordømte angrebet på de mange civile som både barbarisk og foragteligt.
Burkina Faso har en befolkning på 20,9 millioner, hvoraf 4,9 mio. er kristne. Mange af landets kristne er internt fordrevne, men islamistiske terrorangreb rammer i stigende grad både muslimske og kristne ledere, og moskeer såvel som kirker, fastslog en rapport fra den amerikanske Commission on International Religious Freedom sidste år.
Kommissionen tilføjer, at regeringen ikke er i stand til at kontrollere hverken volden eller sine egne styrker i denne situation.