Katolikker trues på skattefordel, hvis politikere nægtes nadver
”Hvis de bruger religionen som et våben til at ’irettesætte’ demokrater, som støtter kvinders reproduktive valg, vil det være ok at ’irettesætte’ deres status som skattefri.”
Det skrev demokraten Jared Huffman fra Repræsentanternes Hus på Twitter imod USA’s katolske biskopper, skriver The Christian Post.
Jared Huffmans opslag kommer efter, at næsten 60 af demokraterne i Huset har udsendt en principerklæring for at advare bispekonferencen mod det, de kalder ”våbengørelse” af nadveren.
Erklæringen blev udsendt, efter at bispekonferencen sidste fredag vedtog at færdiggøre et dokument om ”nadverens betydning for kirkens liv”. Et stort flertal på 168 biskopper stemte for at fortsætte arbejdet med dokumentet, mens 55 stemte imod.
Dokumentet, som skal give retningslinjer til de enkelte biskopper om udelukkelse fra nadveren, vil senere blive offentliggjort.
Demokraternes erklæring ”opfordrer på det stærkeste” kirken til ikke at ”fortsætte og nægte dette det helligste af alle sakramenterne, kilden og hele evangeliets højdepunkt på grund af et enkelt problem” [abort, red.]
Tilhængere af kirketugt henviser derimod til kirkens regler (Code of Canon Law), som siger, at folk, som ”stædigt holder fast i tydeligt alvorlige synder ikke skal have adgang til den hellige nadver.”