Christina holder sin 50 års-dag – for Israel

Christina Elisabeth Leinum

Den 19. juli fylder Christina Leinum 50 år. Da de fleste på det tidspunkt er på sommerferie, fejrer hun dagen med en reception allerede den 4. juli. Og den vil blive præget af hendes store arbejde for forståelse med jøder og kristne.

– Når vi som børn fejrede fødselsdag, måtte vi som fødselar bestemme, hvad vi skulle lege. Skal det være rundbold, eller flaskehalsen peger på?

Jeg har fået mulighed for at bestemme, hvad min fødselsdag skal bruges til, nemlig det som betyder noget i mit liv, siger Christina Leinum.

Som formand for Den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalems danske afdeling (ICEJ), er det relationen mellem Kirken og Israel i Danmark, der betyder mest.

– Jeg har derfor inviteret ledere fra det jødiske samfund og ledere fra det kristne samfund til at tale ved en reception i Gilleleje den 4. juli, fortæller hun.

– Derudover ønsker jeg at takke Gud for Skabelsen, Inkarnationen, Transformationen og den kommende Fuldendelse. Derfor har jeg inviteret et lovsangsband fra Aalborg Valgmenighed til at lede os i salmer og sange.

Da der er begrænset antal pladser, er det muligt at følge med online på dagen.

Her ses Christina med sin mand Jacob Leinum i gravhaven i Jerusalem. Hun er ansat som landsleder af ICEJ Danmark.

Fødselsdagsgave

I forbindelse med receptionen samler Christina også en fødselsdagsgave ind til ICEJ.

– Gaven skal bruges til, at vi i Danmark kan videregive kærligheden til kirkens jødisk-kristne rødder. Du kan være med ved at sende en gave til ICEJ og få et link til at se med live. Gaven sendes til MobilePay 201131 eller på https://icej.dk/indsamling-50-aar-50-000-kr-til-danmark/, reklamerer Christina Leinum.

Christina Leinum er gift med Jacob Daniel Leinum. Mor til 4 børn og mormor til 1 barnebarn.

Hun har en Master i Teologi fra Københavns Universitet 2021 og er optaget på pastoralseminariet i Aarhus august 2021. Familien er for nylig flyttet fra Nordsjælland til til Vestjylland, hvor Jacob er blevet rektor på Det Kristne Gymnsium (KG) i Ringkøbing.