Fadervor, – en ’hjerteoversættelse’

En morgen fik jeg på hjerte at lave en oversættelse af Fadervor fra Matt. 6,9-13, hvilket senere udviklede sig til en lille artikel. Man kan huske stedet, fordi det minder om ”syv-ni-tretten”, bare med kapitel seks i stedet for syv – og så er tro på det overnaturlige i øvrigt at foretrække frem for overtro.

Jeg har været inspireret af den græske tekst, og har kigget i enkelte kommentarer som ESV Study Bible og ”The Expositor’s Bible Commentary” (D. A. Carson har skrevet til Matthæusevangeliet).

Målet er dog ikke en ny standardoversættelse, men at skabe refleksion over teksten, og ideelt at fremkalde noget af den originale ”stemning” i bønnen, som disciplene mærkede, da Jesus sagde det første gang. Jeg har tilladt mig at bruge mine egne (helligåndsinspirerede) ord.

Bønnen er også længere end originalt, fordi jeg har tilsat ord og formuleringer for at fremme den sammenhæng og mening, der er i bønnen. Fx skriver jeg ”til det beder vi…” i femte linje, for at vise, at den næste sektion i bønnen skal forstås i forlængelse af de foregående tre led af, hvordan Guds rige ”må ske” i vores liv.

Bønnen giver i virkeligheden en mini-definition af Guds rige i tre korte sætninger i begyndelsen. Sammenhængen og stemningen var altså vigtig for mig, og så følelsen af, hvor praktisk Jesus ønsker, at vi skal forstå det for vores hverdag.

For mig at se er der kort sagt to temaer i fadervor: 1) Guds rige, og 2) Guds riges betydning for vores grundlæggende tilgang til hverdagen, nemlig trofastheden mod Gud i hverdagen og mødet med medmennesket. Ellers kan du også læse et par kommentarer her nederst på siden efter bønnen.

Kære himmelske far til alle.
Må alle have dyb respekt for dit hellige navn,
må dit rige leve iblandt os og sprede sig,
og må din vilje ske i vores hjerter og samfund,
så din himmelske virkelighed møder den jordiske.
Til det beder vi dig kun om det vi har brug for i hverdagen.
Og derudover at du eftergiver os, hvad vi skylder dig,
svarende til når vi oplever at andre skylder os noget, men vi viser godhed mod dem.
Og før os ikke igennem unødige prøvelser af vores karakter,
men red os fra alt, hvad der er af det onde.
Alt tilhører jo dig, riget, magten og æren, i evighed.
Amen.

Et par kommentarer til bønnen:

1 De tre led i ”må alle have… , må dit rige leve… og må din vilje ske…” svarer til de tre led i slutningen, nemlig ”riget, magten og æren”.

Ikke på en indholdsmæssig én-til-én måde, men alligevel er det vigtigt at lægge mærke til, at fadervor starter og slutter med Guds rige. Først tre ønsker, og så en proklamation med tre led, der svarer til de tre ønsker.

Man siger egentligt GID dit rige må komme endnu mere (i starten), for dit rige ER her allerede (i slutningen). Sprogligt danner det en ”burger”, hvor det, som står i midten, er ligesom ”bøffen”. Og hvad er bøffen? At vi spreder forsoningen og Guds godhed videre i hverdagen, som ringe i vandet, der udgår fra korset.

Sprogteknisk kaldes ”bøffen i midten” for en ”kiasme”, fordi Chi er det græske bogstav X, hvor top og slutning er det samme og så et midterpunkt.

At bøffen handler om udbredelsen af forsoningen, fremgår af den kommentar, som Jesus siger lige efter fadervor: ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.

Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” Av, Guds rige hænger altså sammen med vores tilgang til andre mennesker i hverdagen.

2 Det græske ord ”ofeilemata”, som oversættes til ”hvad vi skylder” kan både henvise til penge-gæld og moralsk gæld, faktisk ligesom det danske ord ”skyld” (man kan både skylde penge og undskyldninger).

Ved at skrive ”eftergiver” i stedet for ”tilgiver”, prøver jeg at understrege det objektive i at skylde, lidt ligesom penge-skyld, hvilket også er en af måderne at forstå korset på, nemlig, at Gud har betalt en gæld for os, som vi ikke selv kunne betale.

Se fx lignelsen om den gældbundne tjener i Matt. 18,23-35. Det var en objektiv gæld, som Gud eftergav os. Jesus sagde ikke bare ”nu er det ligemeget, I er tilgivet”, nej, Jesus sagde ”det er fuldbragt” (Joh 19,30). Guds rige betyder kort sagt: Gud har tilgivet os = vi skal leve et liv, der spreder forsoningen og forløsningen videre.

3 Det var svært at oversætte ”Til det beder vi dig kun om det, vi har brug for i hverdagen.” Det handler nemlig ikke kun om, at Gud må give os det grundlæggende, men det handler også om, at vi selv siger, at vi vil nøjes med det mest nødvendige.

Hvad vi derudover ejer eller har til rådighed, må vi tænke på som noget, vi kan tjene Guds rige med. Det er faktisk en radikal og provokerende tanke i et vestligt velfærdssamfund.

De to ord ”Til det” markerer den nære sammenhæng med de tre led i beskrivelsen af Guds rige, som kommer lige før, og giver stemningen af en form for vision for de kristne, eller Guds mission igennem kirken.

Samtidig er det ret fedt, at man helt kort kan beskrive indholdet af, hvad det vil sige at være en discipel, med, at ”vi nøjes med det grundlæggende for livet, og alt andet skal bruges til at vise Guds godhed videre til andre, sådan som vi selv har modtaget den fra Gud.”

Det er faktisk alt, hvad et menneske har brug for. Fred være med det menneske, der kan finde glæde og tilfredshed ved at nøjes med det! Helt ærligt, mit hjerte begærer ofte flere materielle ting.

4 Og så er der endelig bønnen, at Guds himmelske virkelighed må møde den jordiske. Waow. Det er jo kristologi! Kristus var jo selv både Gud og menneske, han var begyndelsen på Guds rige, der kom nær til os, og når vi spiser ham i nadveren, så får vi hans virkelighed ind i vores fysiske kroppe.

Jesus definerede selv evangeliets indhold sådan: ”Guds rige er kommet nær”. Men ”nær” er i praksis ikke altid ensbetydende med et reelt møde, desværre. Men når vi beder fadervor, så træder vi igennem bønnen ind i Guds rige, og så ønsker Gud, at det skal ramme vores hjerter, vores liv, og hele vores samfund. Indefra og ud, ligesom et sennepsfrø. Eller en Jesus-oblat i nadveren.

5 Omkring det at Guds vilje må ske i ”hjerter og samfund”: det er både individualismen og kollektivismen, der er på spil, og måske synes nogle det er provokativt at nævne samfund, fordi det lyder som politik.

Jesus sagde selv, at ”mit rige er ikke af denne verden” (Joh 18,36), men netop fordi evangeliet ændrer alt ”indefra og ud” indebærer det også et værdisæt, som ikke kan adskilles fra konkrete handlinger.

Kristendom har, i modsætning til de 613 regler og bud i Det Gamle Testamente, principielt set ingen regler, men alligevel ændrer Guds rige alt, ligesom hævemidlet i en dej, eller salt i madlavning.

6 ”Og før os ikke igennem unødige prøvelser af vores karakter” var svær at oversætte. Det normale ”led os ikke ind i fristelse” er lidt misvisende, fordi Gud netop ikke kan friste et menneske til at synde, hvilket man også kan læse i Jakob 1,13. D. A. Carson vender flere muligheder i sin kommentar, men grundlæggende kan man sige, at Gud ikke lover, at vi aldrig bliver prøvet på vores karakter (nærmere tværtimod).

Vi beder derimod om Guds ledelse væk fra alt, der har med synd at gøre, både at vi må blive skærmet fra, at Satans direkte fristelse til at begå synd må ske hos os, men også at vi ikke må gennemgå ren og skær meningsløs lidelse, som ultimativt er et sideprodukt af synden.

Forskellen på kristne og ikke-kristne er den måde vi bærer lidelsen på, fordi Kristus både har vist os – og rent praktisk bevist for os – at der er et dybere perspektiv, der rækker ud på den anden side af lidelsen. Lad os derfor bære vores byrder som en forberedelse til at møde Guds herlighed, ligesom Kristus gjorde det.

7 Og så til sidst: Er det ikke bare tilfredsstillende at tænke på, at en kristen discipels liv kan defineres som to ting: ”Det daglige brød” og livet med Jesus. Det er alt vi har brug for. Alt andet er bare overflødige detaljer. Det er kristen minimalisme, eller faktisk maksimalisme, for verden kan ikke tilbyde mere end Kristus.

Men det handler ikke bare om en passiv ”så, nu er I tilgivet, så er det bare fint”, nej, det handler om alt det, der sker efter tilgivelsen, den nye relation, det fornyede forhold mellem parterne.

Bryllupper er flotte, men livet er alt det, der sker bagefter. Sådan lever kristne både i fornyelse med Gud, og med en fornyende tilgang til resten af verden. Og så det daglige brød.