Tre kandidater til bispevalget i Aalborg Stift
Tre kandidater er blevet godkendt til bispevalget i Aalborg Stift 2021, da Henning Toft Bro, der har været biskop siden 2010, går på pension.
Det oplyste valgbestyrelsen den 21. juni, efter at have godkendt kandidat-og stillerlister. De tre kandidater er: Annette Brounbjerg Bennedsgaard, sognepræst ved Torsted og Østerhåb kirker og provst i Horsens Provsti, Hanne Dahl, sognepræst ved Budolfi Kirke, Aalborg og Thomas Reinholdt Rasmussen, sognepræst ved Sct. Catharinæ Kirke, Hjørring og provst i Hjørring Søndre Provsti.
Man kan læse mere om kandidaterne på stiftets hjemmeside. Her oplyses det også, at menighedsrådsmedlemmer og præster i Aalborg Stift, i alt 1761 personer, skal vælge den nye biskop. Afstemningsproceduren indledes den 31. august, og første valgrunde afsluttes den 21. september 2021, hvor de elektroniske stemmesedler tælles op og resultatet offentliggøres.
Hvis ingen af de tre kandidater har fået mindst 50 % af stemmerne, går de to, der har fået flest stemmer, videre til en ny valgrunde, som afsluttes den 27. oktober. Herefter bliver det offentliggjort, hvem der skal være ny biskop over Aalborg Stift, oplyser stiftet.
Den nye biskop bliver indviet i Aalborg Domkirke den 12. december 2021.