’Der er ikke nogen, jeg skal leve op til!’
Et nygift kristent par fortalte i Go’ Aften Live onsdag om det at vente med sex til efter brylluppet.
Det blev en udsendelse med masser af latter og glæde, da Abdel Aziz Mahmoud og Janni Pedersen i Go’ Aften Live onsdag interviewede et nygift ægtepar om det med at vente med sex.
Danske Nanna Forum Lollike (28) og norskfødte Thomas Forum Lollike (34) havde kun været gift i 12 dage, og de fortalte meget åbent og autentisk om glæden ved at vente med sex til efter ægteskabet. Dermed er de to at betragte som en seksuel minoritet i Danmark, og værterne var tydeligt imponerede – på den gode måde – over det, de hørte.
Bedst at vente
– Vi ventede med sex, fordi det er bedst, fastslog Nanna og kom med mange logiske grunde til at vente.
Værterne spurgte, hvilke tanker de nygifte havde gjort sig før bryllupsnatten, og om det ville have gjort en forskel for Nanna, hvis Thomas havde haft tidligere seksuelle erfaringer.
Her forklarede Nanna, at hun selvfølgelig godt kender statistikken og ved, hvor tidligt mange har deres seksuelle debut. Det ville dog ikke havde været afgørende, så hun af den grund ville have brudt med ham. Men det var godt at vide, at de begge kunne startede deres samliv uden at kunne sammenligne med tidligere erfaringer.
– Thomas har ikke haft sex med nogen, så der er ikke nogen, jeg skal leve op til, fastslår Nanna.
Forberedelser
De nygifte bliver spurgt om, hvordan de har forberedt sig til at blive gift, og de fortæller, at de har delt livshistorier, læst bøger og talt sammen og med et ældre ægtepar om det, der har præget dem hver især.
Der var ingen nervøsitet på bryllupsnatten. Det var frihed, og det var ikke akavet, fastslår de. Og Thomas forklarer:
– Porno er vildledende, som om det at give en kvinde orgasme kommer af sig selv, bare man ligger sammen. Sex handler om øvelse!
Glade og åbne
– Hvor øvede er I? spørger Janni Pedersen, hvilket udløser et latterbrøl fra alle de fire i studiet.
– Det er et livstidsprojekt. Og vi har ikke noget at skamme os over, fastslår Nanna. Hun nævner andre ting, hvor folk generelt prøver at være afholdende, fx. med hensyn til forbruget af sukker.
– Vi har fundet en kæmpe glæde ved at vente, smiler hun.
Jeg fortryder…
De glade nygifte har gjort indtryk på værterne. Faktisk så meget, at Abdel Aziz Mahmoud udbryder: Jeg fortryder, at jeg havde sex før ægteskabet!
Først sent i samtalen kommer værterne ind på det med gæsternes kristne tro.
Her svarer Nanna:
– Det var ikke nok for mig at sige, at jeg ville vente med sex, fordi jeg er kristen. Jeg studerede sagen og kom frem til, at det var det bedste at gøre det sådan.
– I er overhovedet ikke fordømmende, fastslår Janni Pedersen. Hvad er jeres råd til andre?
Her svarer Nanna, at det er meget vigtigt at lære hinanden godt at kende.
Samtalen slutter med at værterne ønsker de nygifte et hjerteligt: ”Held og lykke med jeres liv. Og gå hjem og øv jer noget mere!”