Der står skrevet…

Af Henrik Engedal. Journalist.

Hvordan får vi fred i hjertet og i tankerne? Det sidste år har jeg lagt mærke til, hvor anderledes alting bliver, når der ikke er publikum på. Når der er publikum på til OL, fodboldkampe, koncerter osv., så giver det en særlig følelse af at stå sammen og opleve noget sammen med andre i fællesskab. Det er fantastisk, næsten som en rus. Men samtidig kan det også blive en dårlig erstatning for fred.

Hvordan det? Jo, for mig selv er jeg igen og igen blevet mindet om forskellen på underholdning og fred. Kulturelle begivenheder giver en masse godt, men det er ikke her, at du finder varig fred i sjælen. Underholdning holder tankerne beskæftiget. Men Guds fred finder man ved at være stille og bruge tid med Gud. Jeg tror, at Gud prøver at sige til os: ”Er jeg nok for dig?”

Hvis man ikke har mulighed for at blive underholdt så ofte, som man plejer, så føler man naturligvis en form for tomhed. Den følelse har mange nok haft under corona-nedlukningen. Det har jeg i hvert fald. Men denne tomhedsfølelse er nogle gange nødvendig for at blive mindet om, hvor vi finder vores sande styrke.

Da Jesus blev ledt ud i ørkenen, blev han efter fyrre dage tre gange fristet til at finde trøst i noget midlertidigt. Men Jesus svarede tre gange tilbage med: ”der står skrevet…” med henvisning til Bibelen. Det, der betød noget for Jesus, da han var maksimalt presset, var, hvad hans far havde sagt. Han holdt fast i Guds ord, det var nok for ham.

Det kunne han kun, fordi han kendte Bibelen. Mange kristne bruger kendte one-liners fra Bibelen, men ved faktisk ikke, hvad der rent faktisk står i sammenhængen. I så fald er man svag, når man pludselig står i sit livs ”ørken” og bliver fristet til det ene eller det andet.

Og det sker for os alle. Hvis man ikke ved, hvad der rent faktisk står i Bibelen, så er det meget nemt at blive overtalt til at mene og gøre hvad som helst.

Det er ikke nok kun at lovsynge eller høre på kristne peptalks i kirken. Vi har brug for at meditere og blive så meget fyldt op med Guds ord, at når Satan frister, så kan vi svare: ”Der står skrevet…”