En forfatters vej til Gud

Den prisbelønnede forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky har altid været søgende, og da hun var i 20-erne, greb Gud ind i hendes liv. I dag er hun en bekendende kristen.

Anne-Cathrine voksede op på en gård på Sydfyn. Familiens dårlige økonomi påvirkede både hendes opfarende far og hendes psykisk ustabile mor. Det var dog ikke noget, der blev talt om. Men den underliggende eksplosive atmosfære gjorde tidligt Anne-Cathrine god til at aflæse mennesker.

Troen har hun ikke med hjemmefra:

– Min far var vred på kirken. På sin vis med god grund. Han havde oplevet en meget streng præst. Ingen dans, ingen musik, ingen kortspil, og det var alt sammen ting, min far godt kunne lide. Han var god til at synge og til at danse. Så dermed afskrev han kirken.
Jeg tror ikke, min mor har nogen relation til Gud. Hun har haft mange selvmordsforsøg, og hun havde lært i skolen, at det var en dødssynd. Derfor var og er kirken for hende fuldstændig lukket. Det er ikke et sted, hun vil hen – med mindre, der er en udstilling eller et foredrag.

Spirende tro

Alligevel spirede der allerede tidligt en tro frem i Anne-Cathrine:

– Jeg vidste, at der var noget derude. Det var jo på mange måder en ret tung barndom. Jeg var meget bekymret for vores økonomi og for min mor, som græd nærmest hver dag, og jeg kunne ikke trøste hende eller få tingene til at fungere.
Jeg havde som 10-årig en erkendelse af, at meningen med livet var at være lykkelig. Jeg måtte et andet sted hen end det, jeg befandt mig i. Intuitivt forstod jeg, at det ikke var meningen, at det skulle være sådan. Der måtte være noget andet.
I mit 10-årige barnesind var formuleringen, at meningen med livet er at være lykkelig. Men hvordan kom jeg derhen?

Troens omveje

Først måtte hun imidlertid en omvej:

– Som teenager udvikler jeg mere og mere en eller anden form for åndelig søgen. Men jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg ledte efter. Af åbenlyse årsager tænker jeg ikke på at henvende mig i kirken.
Men jeg havde en fornemmelse af en form for åndelig verden. Der var noget derude, og jeg søgte. Jeg bestilte bøger om astrologi, krystaller og alverdens ting og håbede jo at finde en eller anden sandhed dér. Jeg kom endda omkring et kursus på Den danske Healerskole. Så jeg fik virkelig søgt ud i alle hjørner.

”Men hvad hvis det nu bare var mit ønske,
og ikke var det, Gud ville med mig?”

Gud åbenbarer sig

Men en dag fik Anne-Cathrine en åbenbaring:

– Jeg hørte Guds stemme – uden at vide noget om Gud. Stemmen var så stor og tydelig, at jeg faktisk troede, der var en person i rummet. Jeg prøvede at vende mig om, for at se vedkommende. Men i samme øjeblik gik det op for mig, at det ikke kunne være et menneske.
Stemmen var indeni, udenpå, over det hele. Den var meget kærlig, lattermild, fuld af overskud og fuld af sandhed.
I et kort, klart øjeblik var jeg ligesom oplyst og gennemlyst.

En åbning til evigheden

Anne-Cathrine forsøger at forklare det, hun oplevede:

– Jeg er glad for, at ordet åbenbaring findes. Jeg blev først opmærksom på det for nogle år siden. Det er jo det, det er! Det er en enorm åbning, hvor der pludselig er en større grad af forståelse, end hvad der er normalt for et menneske.
Jeg havde gået og tumlet med nogle spørgsmål. Nu kom der et modspørgsmål.
Men det var ikke så meget ordene eller spørgsmålet. Det var mere stemmens kvalitet og det, der lå bagved.
Jeg havde spekuleret over, hvad der skulle blive af mig. Men det blev pludselig meget småt. Det her var den grundtone, der ligger bag ved alting. Jeg havde aldrig før oplevet så meget sandhed og renhed på én gang.
Jeg kan måske bedst forklare det sådan: Hvis der var nogen der bagefter havde sagt til mig, at 2 plus 2 er 4, og det er sandheden, havde jeg skreget af grin. Jeg ville have sagt, at det er så lille en del af det.

Endelig hjemme

Men det gjorde hende ikke på én gang til kristen:

– Stadig var det meget fjernt fra mig at gå ind i en kirke. Jeg var ung og havde jo ikke de bedste vilkår for at holde mig på rette vej, så jeg nåede langt omkring.
Ad forskellige omveje landede jeg imidlertid i en Syvendedagsadventist menighed med en vidunderlig ungdomspræst.
På det her tidspunkt var jeg blevet skræmt af nogle åndelige fornemmelser. Noget, der var ubehageligt, og som var noget helt andet end den åbenbaring, jeg havde haft.
Ungdomspræsten bad for mig, at jeg måtte få Helligånden, og derfra gik det fremad.

Forfatterdrømmen

Siden Anne-Cathrine var 15 år, havde hun haft en drøm om at blive forfatter:

– Men hvad hvis det nu bare var mit ønske, og ikke var det, Gud ville med mig?

I de kredse, Anne-Cathrine kom i, skulle man helst være enten sygeplejerske eller lærer. Men det var noget, som lå langt fra både hendes evner og interesser.
I stedet gik hun i en hel anden retning og begyndte i forsvaret som sprogofficer i russisk.

”Hvor har jeg tit som ung beklaget mig til ham over,
at jeg har så let til tårer.
Hvorfor har jeg så meget indlevelsesevne?
For det har ofte gjort tingene vanskelige for mig.”

En ordbog viser Guds vilje

Forfatterdrømmen var der stadig, men som ny kristen stillede Anne-Cathrine sig selv mange spørgsmål om Guds vilje og ledelse:

– Da jeg startede som sprog-officer fik jeg ret hurtigt mine russiske ordbøger udleveret. Det er et meget vanskeligt sprog.
Jeg husker så tydeligt, at jeg kom over på mit værelse og stod med ordbøgerne og tænkte:

– Gud, er det det rigtige eller det forkerte, jeg har gang i? Hvad skal der blive af mig? Hvad skal jeg bruge mit liv til? Hvor skal jeg hen?
Jeg slog tilfældigt op i den russisk/danske ordbog, og mit blik falder på ét ord. Jeg kendte intet til russisk, havde bare lige lært mig bogstaverne. Langsomt stavede jeg mig igennem ordet. Der stod ”Писатель” – det danske ord er forfatter.
Gud havde vist hende vejen.

Lagt tilrette

I bakspejlet kan Anne-Cathrine nu se, hvordan Gud, allerede da hun var barn, forberedte hende til forfatterkaldet:

– Hvor har jeg tit som ung beklaget mig til ham over, at jeg har så let til tårer. Hvorfor har jeg så meget indlevelsesevne? For det har ofte gjort tingene vanskelige for mig.
Men havde jeg ikke haft den evne, kunne jeg ikke have beskrevet bøgernes personer, så folk kommer tilbage til mig og siger: ”Jeg føler, jeg kender ham. Jeg kan mærke, hvordan han tænker og kan se ham for mig.”

– Indlevelsesevnen er en forudsætning for at kunne skabe personer med nogle facetter, som folk tror på. Det har også noget med min opvækst at gøre, som jeg fortalte. Jeg er virkelig blevet en god iagttager. Derfor kan jeg heller ikke i ramme alvor sige, at jeg er ked af, at jeg er vokset op på den måde.

Kristen forfatter

Anne-Cathrine lægger ikke skjul på, at hun er kristen – hverken i sine foredrag eller i romanerne. På den måde når hun nogle, som måske ellers ikke ville høre om Gud.

– Jeg har oplevet, at én har fortalt, at hun har fundet Gud gennem min bog ”Tro i hverdagen”.
Engang på Gentofte bibliotek oplevede jeg, at en mand kom op og trak mig i ærmet og sagde: ”Der er nogle ting, du har skrevet i din bog, som jeg har læst i Bibelen, men jeg forstod dem aldrig. Men nu forstår jeg dem”. Det er for mig noget af det smukkeste, der kan ske.
Jeg er jo ikke præst, men nogle gange er jeg måske hende, der skubber lidt til fiskene, så de overvejer, om de skal svømme i en anden retning.