– Gud velsigner, når vi er til rådighed for Ham
Præsten Josef Kristensen er taknemmelig for Guds beskyttelse og vejledning. Ikke mindst i vanskelige og til tider farlige situationer i Tyrkiet og Nord Cypern.
Josef brænder især for at være med til at gøre en forskel for nogle af dem, der har mest brug for hjælp.
For eksempel elendigt lønnede migrantarbejdere på den muslimske del af Cypern. Som ofte end ikke får tilladelse – og ofte heller ikke har råd, til at rejse til deres hjemlande, selv når der er sygdom eller død i deres familier.
Josef Kristensen hjælper, sammen med sin hustru Elin, også kvinder, der udsættes for vold.
For over ti år siden startede de sammen ”Nations’ Embassy” og efterfølgende ”House of Mercy” på Cypern. Foreningens formål er at hjælpe. Selv når det er yderst vanskeligt.
– Efterhånden tror jeg, at jeg har lavet næsten alle de fejl, man kan finde på – og Gud har reddet os mange gange! Han har hjulpet os i jordskælv, mod banditter, når folk ville slå os ihjel … også da vi tidligere arbejdede med voldsramte kvinder i København, fortæller præsten og fortsætter:
– Siden har vi tjent i Tyrkiet i mange år, og de seneste ti år på Nordcypern, hvor vi har etableret ”House of Mercy” – et hus for voldsramte kvinder. I 18 måneder har vi også boet ved den syriske grænse til Tyrkiet, hvor vi etablerede et fællesskab – bl.a. for kvinder udsat for vold. Så jeg er dybt taknemlig for Guds beskyttelse – for vi har da til tider levet livet lidt farligt!
Menneskelig kontrol er den største trussel
Hvor vigtigt er det for dig at slippe kontrollen – og vente tålmodigt på Helligåndens ledelse?
– Det er livsvigtigt at slippe kontrollen. Menneskelig kontrol er den største trussel mod et liv i Helligåndens ledelse. Når jeg slipper kontrollen, tager Gud over, og resultaterne er mærkbart forskellige. Måske oplever vi her i Vesten mindre åndelig kraft, fordi vi så gerne vil strukturere kristendommen, så den passer ind i det materialistiske såkaldte velfærdssamfund.
– Når man tror, penge, politik og menneskelige systemer er svaret, trækker Gud sig venligt tilbage, og vi ”får lov” til at leve et materialistisk liv, hvor mammon til tider nærmest er Gud.
– Når man lever i udviklingslande og græder foran Gud med bøn om mælk til sin baby, er der en anden åndelig dimension i livet, siger Josef Kristensen.
Kunne ikke lide præsterne
Han har tidligere været præst i indre København i 25 år. Bl.a. i den multietniske Copenhagen Community Church, som stadig er parrets åndelige hjem.
– Det meste af livet har vi arbejdet med socialt skrøbelige mennesker. Det sidste stykke tid, hvor jeg på grund af corona har ventet på at rejse tilbage til Cypern, har jeg for at få mere nærvær med sårbare mennesker i en periode arbejdet på et specialiseret socialpsykiatrisk kommunalt center. Bl.a. med mennesker med skizofreni.
– Her har jeg mødt medarbejdere, som er helt fantastiske.
– Jeg har spurgt flere af de ansatte, hvad deres tilgang til omsorgsarbejde er, og deres svar har rørt mig. For eksempel det jeg fik fra en mand, som i over 15 år har arbejdet på centret. Jeg havde observeret hans meget behagelige og kærlige tilgang til borgerne, og han svarede mig:
– ”Jeg føler faktisk, jeg er født til dette arbejde. Da jeg var kun to år kom jeg på børnehjem … Jeg fik tæsk morgen, middag og aften – og jeg er faktisk et af de mennesker, statsministeren har sagt undskyld til.”
– Så spurgte jeg ham om, hvordan han var kommet igennem alle barndommens traumer – og havde fået overskud til andre?
– ”Jeg har på et tidspunkt oplevet et Guds nærvær, tror jeg. Jeg kan ikke lide at gå i kirke, for jeg kan ikke lide præster,” forklarede manden … for det institutionelle kirkesystem bryder han sig ikke om. Men han havde oplevet et Guds nærvær, og det var følelsesmæssigt så stort, at det var nok.
– Hertil konkluderer jeg som præst: Vi har brug for Jesus, og det gamle enkle kærligheds-budskab.
– Jeg vil gerne møde og tale med mennesker, der stadig stiller spørgsmål og spørgsmålstegn, der kan være med til at forandre os … til det bedre. Vi må gerne bede: ”Gud hjælp mig til ikke at få succés med at gøre de forkerte ting,” pointerer Josef.
Gud taler også gennem andre
Han og hustruen bor nu fast i parrets sommerhus i Vestsjælland. Og ser frem til at vende tilbage til ”hjertebarnet” på Cypern. Billetter er allerede bestilt.
– Det gør mig glad at være i Mellemøsten og se frugten af arbejdet i ”House of Mercy” på den tyrkiske del af Cypern. Det gør mig glad at se, hvordan skrøbelige mennesker rejser sig der – og ovenikøbet også tager ansvar for andre i sårbare situationer. Det gør mig glad, når smerte lindres en smule i mennesker, som for det meste lider i stilhed … Og når vi ved Guds nåde formår at give æren for alt det gode til Ham – og hvile i Hans nåde, når tingene enten ikke fungerer, eller vi er i en frustrerende ventetid.
– I øjeblikket forsøger jeg at fremme min egen glæde ved at være lidt mere familiefar og nyde min kone, mine børn og børnebørn lidt mere end ellers, mens jeg også prøver at fortsætte med at gøre lidt gavn for Gud og andre mennesker, fortæller Josef.
Hvordan hjælper Gud dig med at træffe beslutninger og valg?
– For omkring 35 år siden var jeg til en konference med præster i England – og har lige siden haft en ven, en ældre præst, derfra. Dengang peb jeg lidt en dag, fordi jeg så gerne ville høre mere fra Gud, men ikke lige kunne gå tre dage ud i ørkenen og komme glad tilbage.
– ”Du skal ikke være så ked af dét,” svarede min ven. For i samtaler med andre hører du nogle gange noget fra Gud.” Det er vigtigt og sandt for mig. Jeg nyder jo fællesskabet med mennesker, understreger Josef Kristensen.
Hvad nu, Gud?
– Da jeg var fem år, fortalte min mor, som var sygeplejerske, at hun hørte fra Gud. ”Hvordan kan du det?” spurgte jeg hende – for det gjorde jeg ikke.
– ”Det er, fordi du har så travlt,” sagde hun til mig. Og dét har nok været min største udfordring i livet. For jeg har så meget krudt. Men i samtaler med venner og mennesker, jeg møder på min vej, ser jeg i glimt, hvad Gud vil, forklarer Josef Kristensen.
Og du stiller jo dig selv til rådighed for Gud?
– Ja, jeg prøver. Hver morgen klokken ca. fem, når jeg vågner, beder jeg:
– ”Gud, det er mig igen, og jeg vil bare sige, at også i dag er jeg villig og til rådighed …” Når man gør det, tager Gud os på ordet.
– For nylig talte jeg i kirker i København, hvor jeg fortalte om nogle af mine oplevelser med Gud herhjemme. Bl.a. om da jeg stod i kø i en forretning i Holbæk og oplevede en yngre kvindelig ekspedient, vel omkring sidst i tyverne, ekspedere en ældre mand. Hun gjorde det så godt, syntes jeg – og jeg oplevede den stille sagte stemme bede mig om at sige til hende: ”En dag bliver du spurgt, om du vil lede hele butikken.”
– Så havde jeg en ”lille diskussion med Gud” … for indtil da havde jeg vel forekommet de andre rimelig intelligent, som jeg stod der i køen med lukket mund. Da det blev min tur til at blive ekspederet, sagde jeg til hende: ”Jeg vil blot opmuntre dig og sige, at den måde, du ekspederede den ældre mand på, var virkelig flot. Jeg tror, du en dag bliver spurgt, om du vil være leder i den her butik!”
– ”Hvorfor siger du det?” spurgte kvinden mig.
– Jeg svarede: ”Jamen, det tror jeg bare.” Hun spurgte mig igen, og jeg svarede for anden gang, at ”det tror jeg blot vil ske.” Da jeg begyndte at gå, kaldte hun mig tilbage.
– ”Hvorfor sagde du det? … Ved du hvad: Jeg er lige blevet spurgt, om jeg vil være leder, men der er ingen, der ved det, så hvordan ved du det?”
– En anden dag – når jeg handler ind i butikken igen – vil jeg måske fortælle hende, at jeg er præst. Jeg ønskede jo ikke at overvælde hende, mens der var kø, forklarer Josef Kristensen.
– Når Gud bestiller noget og rører os, så stol på, at Gud vil åbne nogle veje, opfordrer Josef.
Han har tidligere – efter at søsteren Annalise for år tilbage døde af kræft – skrevet bogen: ”Nærvær når døden banker på.” Han havde i forvejen mistet sin mor som 21-årig.
Præstens far har lært ham en vigtig sandhed, som kræver en vis modenhed og renhed at forstå dybt og helhjertet: ”Det er meget bedre at være den, der gøres fortræd, end at være den, der gør en anden fortræd.” Man skal ofte først have ryddet en del op indeni for helt at få øje på andre – og før man for alvor forstår, at det sværeste er det, man har gjort mod andre – ikke det, andre er kommet til at gøre imod en:
– I takt med at jeg selv kommer nærmere på slutningen af livet, begynder jeg at forstå det bedre og bedre … Lad os være forsigtige med vores ord og handlinger, opfordrer Josef Kristensen, der har fire voksne børn med hustruen Elin.
En vigtig del af et sundt liv med Gud er at lære at være taknemmelig og tilfreds med det, vi bliver givet og har mulighed for at give.
– Livet er lettere, når jeg har den holdning, at jeg absolut ikke behøver at gøre noget som helst for, at Gud skal være tilfreds med mig. Det er let, når jeg er kommet til tåls med, at nogle planer godt må dø – og at Gud kan rejse dem overnaturligt op igen, når som helst – såfremt de er Hans intention. Livet er til gengæld svært, når jeg fejlagtigt kommer i en ”mode of”: ”Jeg vil det her,” hvis mine motiver måske er urene og selvforherligende.
– Livet gør noget godt for os, hvis alt åndelig hastværk, dumhed, skuffelser m.v. samt udeblivelse af succes ikke resulterer i bitterhed, men i en erkendelse af, at Gud er Gud – og Han ved bedst. Han er altid god og kan gøre mere på få minutter, end jeg kan gøre i hele mit livsforløb, tilføjer Josef Kristensen.