Kvinder fik i kirken lov til at være kvinder – og det gav vækst i den første kirke
Kvinder fik i oldkirken en fremtrædende plads i både den enkelte kirke og på ledelsesposter. Det banede vejen for vækst og ultimativt, at kristendommen blev statsreligion i Romerriget.
Den romerske hærfører og politiker Pompeius (106-48 f. Kr.) er en latterlig mand. Tænke sig: Han er forelsket i alle sine koner! Selv de koner, som han har giftet sig med udelukkende af politiske eller strategiske årsager…!
I nutiden synes Pompeius ikke latterlig, men bare som en ganske almindelig mand, der måske svæver på en lyserød sky. Men set i forhold til sin samtid er han tåbelig.
Det skyldes, at man på den tid kun gifter sig af to årsager: For at få arvinger og for at avancere politisk. En hustru er med andre ord et middel til at nå nogle mål.
Hvis man endelig er forelsket i en kvinde, er det næppe i ens hustru, men i en af de unge, letlevende kvinder, som man enten har i sit hushold eller finder på gaden.
Hvis en kvinde bliver gravid, og det er et uønsket barn, instruerer manden hende i, hvordan hun kan skille sig af med fostret ved enten at hoppe, sparke sig selv bagi – eller det, der er værre. Hvis barnet får lov at komme til verden, og det ikke er en dreng eller velskabt, hænder det, at spædbarnet bliver “sat ud” for at møde sin skæbne.
Markante kvindeskikkelser i Det nye testamente
I oldkirken nyder kvinder større beskyttelse og anseelse. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at det er kvinder – og ikke mænd – der får lov til at være de første vidner til Jesus’ opstandelse.
Men vi ser også senere – i Paulus’ breve – at kvinder spiller en nøglerolle: Paulus sender i Romerbrevet hilsner til 33 navngivne personer – heraf er der 15 kvinder.
Et markant eksempel på en af de fremtrædende kvinder i Romerbrevet er Føbe, som er diakon eller præst i kirken i Kenkreæ i nærheden af Korinth, og som Paulus sender til menigheden i Rom med Romerbrevet.
En hedensk familie i Romerriget praktiserer en familiepolitik, hvor drenge er mere værd end piger, hvilket skaber en mangel på unge piger, som de mange unge drenge kan blive gift med. Derfor må en ung romersk dreng finde en ægtefælle blandt de stærke, unge kristne kvinder, som ofte får held med at føre de kristne værdier og samlivsformer ind i den nye familie.”
Romermenigheden skal hjælpe hende med alt, hvad hun har behov for, fortæller Paulus dem. Hvis den befaling havde ramt et hvilket som helst andet samfund end det kristne i Rom, havde både befalingen – og kvinden – på den tid mødt massiv modstand. Hvordan det går hende i romermenigheden, vides imidlertid ikke.
Kvinder i Paulus’ og Plinius’ bevidsthed
Om Paulus i særlig grad favoriserer kvinderne set i forhold til kvindernes stilling på den tid, er vanskeligt at sige noget generelt om. Men man kan sammenligne med en anden flittig brevskriver fra antikken, nemlig Plinius den Yngre (61-112 e. Kr.), en romersk jurist, embedsmand og faktisk relativt progressiv, sammenlignet med sin samtid.
Der er bevaret 368 breve fra hans hånd. Én af dem, der modtager mange breve fra Plinius, er kejser Trajan (53-117, kejser fra 98 til sin død). Hele 121 breve er bevaret. Af de 247 breve, der er tilbage, er blot 38 adresseret til kvinder eller omtaler kvinder.
I de 13 breve af Paulus, der er bevaret, nævner Paulus i alt 23 kvinder i 6 af dem. Det vil sige, at Paulus i 46 procent af sine breve omtaler kvinder ved navn. For Plinius er andelen 15 procent – hvis vi fraregner de 121 breve til kejser Trajan.
Kvinder får plads i oldkirken
Hvad kvinder måske mangler af anerkendelse i antikkens mandsdominerede samfund, ser vi, at de får i kirken. At brevet til menigheden i Rom nævner så mange kvinder ved navn, er en antydning af, at menigheden i Rom har en høj andel af kvinder i nøgleroller. Den første deciderede kirkehistorie er forfattet af Euseb omkring år 300, hvori der fortælles om kvinder som Biblis, Blandina, Potamiaena og flere andre kvinder, som lider matyrdøden.
Det sender også et signal om, at de kristne kvinder gjorde noget væsen af sig: For hvorfor skulle det romerske retsvæsen ellers interessere sig for kvinder, hvis kvinders rolle udfolder sig diskret i hjemmene med at holde hus og føde børn?
Kvinder oplever altså i kirkens fællesskab at få større indflydelse og status end kvinder i samfundet i øvrigt.
Kristne kvinder bliver værdsat i hjemmene
Som vi har set, lever de fleste kvinder i Romerriget en ydmyg skyggetilværelse. Med de kristne kvinder forholder det sig anderledes: Kristendommen sikrer i højere grad kvinder, idet den fordømmer samtidens skilsmisser, incestuøse forhold, utroskab og polygami. De kristne kvinder oplever i langt højere grad en tryghed i ægteskabet.
Der er heller ikke noget, der hedder uønskede graviditeter og uønskede børn i den kristne familie. Der bliver på den tid brugt meget primitive metoder, når det gælder fosterdrab, hvilket kan have fatale følger for kvinden. Hvilket de kristne kvinder undgår. Handicappede spædbørn eller piger bliver heller ikke sat ud, men vokser op i den kristne kernefamilie.
Kristne kvinder skaber naturlig kirkevækst
De kristne kvinders markant bedre stilling både i hjemmet og i kirken sender rystelser igennem Romerriget og sætter gang i en kristning af Romerriget nedefra.
En hedensk familie i Romerriget praktiserer en familiepolitik, hvor drenge er mere værd end piger, hvilket skaber en mangel på unge piger, som de mange unge drenge kan blive gift med. Derfor må en ung romersk dreng finde en ægtefælle blandt de stærke, unge kristne kvinder, som ofte får held med at føre de kristne værdier og samlivsformer ind i den nye familie.
Det vil med andre ord sige, at der langsomt og ganske naturligt bliver flere og flere kristne familier, og færre og færre familier, der dyrker den romerske mytologi.
Udviklingen går langsomt, men det er næsten uundgåeligt, at Romerriget ender med at blive en kristen stat. Det bliver en realitet, først med Milano-forordningen, som kejser Konstantin og kejser Licinius proklamerer i 313, og som sikrer religionsfrihed for de kristne. Siden med Thessaloniki-forordningen, som med kejser-trioen Theodosius, Gratian og Valentiniuns underskrift gør kristendommen til statsreligion i Romerriget i 380.
Hvis disse forordninger ikke var kommet, var Romerriget alligevel i realiteten blevet kristnet takket være denne kristne kvindekamp – og højagtelse af kvinden.
