Lokalhistorie med evighedsperspektiv
Det er ikke altid lige interessant for en bredere kreds udefra – lokal-historie. Det kan også blive for lokalt, skulle jeg mene. Netop derfor er Peter O. K. Olofsons dyk ned i udvalgte dele af nordfalstersk historie en både spændende og levende overraskelse – og så med evigheds-perspektiv!
Det er overordentlig vedkommende, hvad den tidligere udsendte til Tanzania og præst på Færøerne her har bedrevet i sit otium.
Som han selv skriver, har han nu fundet ikke blot rod, men også hjem – men inden da er der lige en historie, der skal ind under huden, og der er et evangelium, der skal høres og formidles, ”hvis vi skal slå rod både i det jordiske og det himmelske”. Denne bog har oprindelig set dagens lys i form af prædikener og foredrag, og det bærer dens mundrette stil da også præg af. Det er en sand fornøjelse at have Olofson med som guide på rejsen.
Jeg noterer med interesse læreplanen for skolen: kristendomsundervisning og læsning var gratis, mens der måtte betales for regning og skrivning. Der var skolepligt fra 5-års alderen, og tiden var først i 1700-tallet. Det tør nok siges, at pensum har ændret sig!
Olofson skriver med stort lune om dengang, sognets beboere kunne gå op i spørgsmål som tilbørligheden (eller det modsatte) af præsters barbenethed og brug af gebis. Jørgen Falk Rønne skriver herom i sine erindringer; 100 år senere er det andre emner, der deler vandene.
Samme Falk Rønne udgav i 1949 nøgleromanen ”Omkring Gadekæret”, som vi får et lige langt nok referat af. Forelskelser, magtkampe, antallet af kirkegængere og en aspirerende Matador, der melder sin ankomst, er nogle af nøgleordene.
En anden forfatter med Vålse-tilknytning var Helene Strange, der også var folkemindesamler og især blev kendt for sine store romaner om Sværke- og Priergårds-slægten.
Vi kommer også lige rundt om den lokale kirkestrid, der i 1917 efter en ministeriel indgriben resulterede i en særlov: Lex Vålse, der gjorde det muligt for en præst at kunne få eller fastholde sit embede, selvom biskoppen ikke sagde god for det.
En lov, der har fundet anvendelse helt op i nyere tid. Sagen skyldtes, at præsten Niels Peter Arboe-Rasmussen lå i modvind til dele af den evangelisk-lutherske lære; biskoppen betegnede det som et ”sygdomstilfælde” – og for hvem er helbredelse vel mulig?
Olofsons bog byder også på en interessant rundgang blandt Falsters kirkegårde (udenfor Nykøbing Falster) og deres indskrifter. Her er korte ord om levet liv og håbet forude.
Forfatteren runder af med et foredrag, skrevet i anledning af den sønderjyske genforening med Danmark og Danmarks befrielse fra tyskerne for 75 år siden – begge begivenheder set i det helt store perspektiv. Begge dele fejrer vi glad og gerne, ”og så beder vi for, arbejder vi for og sukker efter den afgørende genforening og befrielse, som kun findes i Jesus Kristus” (s. 101).
Et anderledes nedfældet stykke lokalhistorie, som det kun er en glæde at give sin anbefaling med på vejen.
Peter O. K. Olofson: ”Vålse, Falster og evigheden”.
Neema Forlag, 2021.
104 sider. Indb.
Rigt illustreret. 195 kr. + porto.