Testamente i bydeform

Den meget produktive sognepræst, rejseleder, underviser og forfatter, Poul Joachim Stender, er på banen igen, denne gang med en lille, tankevækkende brugsbog.

Som sædvanlig bliver tingene kaldt ved deres rette navn; her plæderer han for vigtigheden af at få lavet et andet testamente end det rent juridiske. Det liv, der svandt, var jo trods alt andet og mere end villa, Volvo, vovse. På enkelte gravsteder har den afdøde berørt emnet, men her gør Stender sagen eksplicit.

Vi er nødsaget til at få nedskrevet disse, de sidste ord med på vejen, af hensyn til de efterladte, siger han – og nødvendigheden fremgår også af, at overskrifterne er i bydeform: Få dit hus bragt i orden! Lær af andres eksempler! Kom i gang!

Fortsættelse følger! En humoristisk omskrivning af evighedsbudskabet. Dét er det budskab, Stender selv ønsker skal stå på hans gravsten. I øvrigt et, han deler med folketingsmedlem, Naser Khader (K, red.). Som en del af sit åndelige (eller etiske, som han selv kalder det) testamente bekræfter denne i bogen sit livsvarige abonnement på de danske frihedsværdier. Der er intet nyt at hente her, men gode budskaber tåler sagtens gentagelse.

Forfatteren Maria Helleberg kommer ligeledes med sit brev til eftertiden. Men kan man overhovedet dét?, spørger hun og når frem til, at selvom hun måske først lidt sent – som 30-årig – kom ind på sit personlige livsspor: forfatterskabet, var det også en situation, hvor der blev valgt for hende: Kritikerne vendte tommelfingeren opad, og det blev fremadrettet bestemmende. Men alle aftryk i livet er vigtige, som hun skriver.

Journalist og forfatter, Camilla Lindemann, skriver om at finde arbejdsglæden og bringe passionen ind i de personlige relationer og om ikke at være bange for at fare vild: Det er nemlig på den måde, man finder nye veje.

Hjælp til at skrive

Det er ikke meningen, at et åndeligt testamente skal indeholde de store, voldsomme bekendelser, der blot vil rive yderligere sår op i sorgen. Som en hjælp til at komme lidt i gang indeholder bogen et afsnit med 38 spørgsmål,

hvis svar kan indgå: Hvad lever eller har du levet for? Hvornår har du følt, at livet har haft størst mening? Hvilke værdier sætter du højest? Hvad er meningen med livet? Og er der nogle, du gerne ville tilgive posthumt – og hvis ja: Hvorfor har du så ikke gjort det før din død?

Forfatteren gør lige opmærksom på en enkelt, lille detalje: Det er ikke poesibogs-spørgsmål, vi her præsenteres for. Derfor kommer vi ikke ind på yndlings-rejsemål, hvilken mad man foretrækker, hvilken komponist eller kunstmaler der har betydet mest for én: Det er dog ikke helt uvæsentlige oplysninger, skriver han og foreslår, at den slags godt kan optræde i éns åndelige testamente, hvis man ønsker det.

Det er som udgangspunkt en fin, lille udgivelse, der dog skæmmes af en fejlagtig forudsætning. At alle har en pårørende, en ægtefælle eller en ven, de kan skrive et åndeligt testamente til. Det er ganske enkelt ikke tilfældet. Der er mennesker, som lever i en næsten helt utænkelig, ubodelig ensomhed; deres eftermæle bliver en kommunalt indrykket dødsannonce med teksten: PÅRØRENDE SØGES; bisættelsen forrettes af det offentlige.
De har ganske enkelt ingen stemme her. Men en bedre fremtid, en bedre fortsættelse venter.

Poul Joachim Stender: ”Skriv et åndeligt testamente. Kan man efterlade sig mere end et hus, en kommode, en nyre og en guldbroche?”
66 sider. 120 kr. Eksistensen.