Ældre kvinde: Jeg frygter at være til besvær

Kære Orla Lindskov

Jeg har længe følt trang til at skrive til dig, da jeg er trofast læser af Udfordringen og af din Brevkasse.

Du må gerne tage mit brev med i din Brevkasse, da der måske er mange ældre, der oplever det samme i deres liv, som jeg gør.

Når jeg skriver til dig, siger jeg hvert ord jeg skriver, som om du er fysisk til stede og hører min stemme. På samme måde vil jeg læse dit svar højt for mig selv, som om det er dig, der taler til mig direkte. At jeg gør på den måde, skyldes nok min ensomhed.

Jeg er en ældre kvinde, lidt over midten af firserne. Jeg er troende, og det har min mand og jeg været i hele vores ægteskab. Men min mand lever ikke mere, så nu er jeg altså enke. Det var et stort tab for mig, da min mand døde.

Der er et andet stort tab, som stadig smerter mig meget: Et af mine børn døde for år tilbage af kræft.

Det er frygteligt smertefuldt at overleve sit barn. Men min mand og jeg havde trods alt hinanden til at dele sorgen med. Jeg har to børn tilbage.

Det er også svært i alderdommen at opleve tabet af sine venner. Den ene efter den anden er faldet bort.

Nu må jeg endelig også huske, at jeg skriver til dig for at bede om din forbøn. Din forbøn, læser jeg, har hjulpet mange. Må jeg også bede om en tilsendt salvedug.

Årsagen til min anmodning skyldes først og fremmest min tiltagende svaghed i mine ben. Nogle gange oplever jeg, at mine ben knap nok kan bære mig. Det er bittert, når jeg elsker at komme omkring. Trist, at jeg også blev nødt til at stoppe med at cykle for to år siden.

Jeg ønsker også forbøn for min svigtende hukommelse. Jeg husker levende det, der skete både i min barndom og ungdom. Men det kniber med at huske det, der skete i går.

Jeg nævnte mine to børn. De elsker at ringe til mig, og de elsker at hjælpe mig så godt som de kan. De bor i storbyen, og jeg bor på landet.

De kommer gerne kørende, hvis jeg har brug for hjælp. Men mit problem er, at jeg ikke ønsker at være til besvær for mine børn. Ja, heller ikke til besvær for andre.

Der kommer af og til nogle fra kirken for at besøge mig, også vores præst er flink til det. Men jeg er så dum. Jeg har stort besvær med at vise dem min taknemmelighed.
Eller rettere sagt, jeg er bange for, at de måske ikke opfatter, hvor utrolig taknemmelig jeg er for deres besøg. Jeg siger dem tak mange gange.

Jeg håber, de forstår, hvor meget jeg mener det; at min tak kommer fra hjertet.

Med venlig hilsen fra
En ældre, enlig kvinde.

Du kan være til velsignelse trods din svaghed

Kære ældre, enlige kvinde.

Tiltagende svaghed er en stor prøvelse for mange ældre. De når fx ikke mere det, de nåede før. Mange er blevet langsommere til alt.

Jeg kender en mand. Han må efterhånden bruge lang tid til noget så banalt som at rejse sig fra lænestolen.

Du oplever det bittert, at du ikke længere kan gøre mange ting, som tidligere faldt dig let. Du nævner det med at cykle.

Undgå bitterhed

Men bliv ikke bitter over din legemlige svaghed; sørg ikke over det. For selv om dit ydre legeme svækkes, vil Herren styrke dig i dit indre.

Bed Herren om at forny dit indre menneske fra dag til dag, således at din legemlige svaghed bliver omvekslet til en indre rigdom. Den rigdom vil dine børn nyde at få del i, når de besøger dig. Ja, på samme måde vil dem fra kirken nyde det, endog din præst vil, er jeg sikker på.

Vogt dig for bitterhed. Bitterhed nedbryder din krop og skader dit indre og skader dit liv.

Svigtende hukommelse er også en svær prøvelse, som rammer mange i alderdommen. For mange viser det sig på den måde, som du også oplever det:

– Man kan huske, hvad der skete for mange år siden. Men hvad der skete i går og hvad man hørte i går, er røget i glemslens papirkurv.

Jeg kender én, som følger gudstjenesterne på TV. Men så snart hun har slukket fjernsynet, har hun glemt hvert ord, præsten sagde. Det gør hende slemt ærgerlig og vred på sig selv.

Det må du ikke blive, når du oplever, at din hukommelse svigter. Hold fat i glæden over det, du trods alt kan huske. Glæden vil styrke din hukommelse. Ærgrelse og vrede vil svække din hukommelse yderligere.

Vi tror på et gensyn

Du nævner også tabet af dine venner, som er faldet bort en efter en. Og du nævner det mest alvorlige og sørgelige: tabet af dit barn og af din mand.
Ja, de fleste ægtepar, jeg kender, bærer på et ønske om at kunne følges ad indtil det sidste. Det kan være trist at vide, at det nok kun sker for de færreste.

Det er en frygtelig prøvelse at miste sit barn, at overleve sit barn, og selv blive ladt tilbage. Det er du og din mand gået igennem.

En mand sagde til mig: – ”Jeg ville gerne være gået i døden, hvis min dreng derved havde fået lov til at leve videre.”

Jeg kan fuldt ud forstå hans tanker og følelser. Men sådan er livet her på Jorden ikke indrettet. Livet giver os ikke sådan en mulighed for ombytning.

Ordet ”farvel” findes i livet her på Jorden. Men for mig og for mange andre er døden ikke et farvel for evigt. Jeg tror, at de fleste i forbindelse med døden håber på et: ”På gensyn.”

Kære ældre, enlige kvinde, jeg sender min forbøn til dig i form af Guds, vor Faders helbredende og styrkende kærlighed. Også en salvedug.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.