Kan min søn blive syg igen efter helbredelsen?

Kære Orla Lindskov

Jeg er en troende kvinde, og jeg er nu over de firs.

Jeg har to sønner, og for to år siden blev den yngste angrebet af alvorlig sygdom, som kunne have medført døden. Han blev imidlertid rask igen.

I hans sygdomsperiode bad vi alle for ham, og han bad også selv. Han sagde endda efterfølgende: – ”Havde Gud ikke lagt denne sygdom på mig, ville jeg nok i dag ikke have været en kristen.”

Lige efter han blev rask, fortolkede han sygdommen som et kald fra Gud.

Vores ældste søn er herligt frelst, og han er sammen med min mand og mig fast i troen.

Jeg læser jo i Bibelen, at mange blev ført til Jesus på grund af sygdom. Vores yngste søn oplevede under sin sygdom stor afmagt og hjælpeløshed. Han har ellers altid været selv-hjulpen.
Han har altid haft fuld tillid til vores læger. Men nu oplevede han, at de almindelige læger ikke var herre over liv og død.

Der var i hans sygdom noget, der talte til ham om Gud. Hans hjerte blev åbent for bøn. Han tryglede Gud om hjælp og helbredelse fra sygdommen. Han omvendte sig, troede vi.

Men hans bøn var nok alligevel mest en bøn om helbredelse. Det var nok ikke, som vi troede og havde håbet, også en bøn om frelse fra fortabelse.

Hans hjerte åbnede sig for Gud under sygdommen. Men nu frygter jeg, at hans hjerte har lukket sig til igen.

Han har så travlt med det materielle. Jeg frygter for hans åndelige liv. Jeg føler, at han har vendt Gud ryggen. Jeg frygter også, at den dødelige sygdom skal ramme ham igen, fordi han har svigtet Gud, som helbredte ham. Hans helbredelse var jo en gave fra Gud.

Hvad skal jeg tænke?

Jeg spørger dig, for du har jo så meget med sygdom og sundhed at gøre.

Venlig hilsen
En mor til to drenge.

Gud er ikke smålig i forhold til sine gaver

Kære mor til to drenge

Det er en kendt sag, at mange, når de bliver ramt af sygdom, åbner sig for Gud og for bøn og for forbøn.

Jeg oplever, at der er mange, som ellers aldrig ville bede til Gud eller søge Guds hjælp, under sygdom pludselig ønsker Guds hjælp. De ønsker helbredelse.

Ganske få af dem ønsker omvendelse, dvs. frelse fra fortabelse. Mange forstår heller ikke, hvad det er.

Vi skal derfor passe på med at tro, at sygdom er det bedste tidspunkt til at omvendelse til Gud.

Vi skal også som forbedere være opmærksomme på, at selve sygdommen kan fremkalde en følelsesmæssig tilstand, som vi kan tro er en åndelig vækkelse og omvendelse hos den syge.

Det har vist sig mange gange med dem, der på grund af sygdom tog imod Jesus og som endda blev helbredt. Ja, de formåede ikke at holde fast i Jesus.
Måske er det sådan med din yngste søn. Travlhed trækker ham væk. Men alt det véd Gud. Alligevel ser vi Gud bruge sygdoms-tider som et middel til forvandling.

Der sker nemlig det, at gennem forbønnen i Jesu navn sætter Gud sit aftryk på den syge ved Helligånden.
Selv om den syge efter helbredelsen glemmer Gud, fx på grund af travlhed, så glemmer Gud ikke den helbredte.

Han forbliver tro

Hvorfor ikke?

Fordi der står om Gud i 2. Timotheusbrev. kap. 2, vers 13: ”- er vi utro, forbliver han dog tro.”

Det er også, fordi navnet over alle navne, navnet Jesus Kristus, er blevet nævnt over den syge i forbønnen. Og i det navn er der frelse og evigt liv.
Du spørger mig om, hvad du skal tænke?

Du skal i hvert fald ikke tænke frygts-tanker. Du frygter for, at den dødelige sygdom skal ramme din søn igen, fordi han har svigtet Gud.

Og du skriver også, at helbredelse var en gave fra Gud.
Men her er det så vigtigt for dig, at du husker på, at Gud er en kærlig far, en uendelig kærlig far.

Han tager aldrig sine gaver tilbage fra dem, han har givet dem til.

Tænk på dette eksempel: – ville en almindelig, jordisk far juleaften tage sin gave fra sin søn Peter, hvis Peter blev uartig og sur på sin far, inden juleaften var omme? En jordisk far, der gjorde sådan, ville vække forargelse. Man ville kalde ham smålig.

Gud tager aldrig sine gaver tilbage, for Gud er ikke smålig.

Kære mor til to, tænk kun tanker om frelse og sundhed for din yngste søn. Derved baner du frelsens vej for ham.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.