Blåhalsen

Det var i Skabelsens allerførste tid. Alt var for så vidt godt. Der var dog hist og pist noget, som nogle mente, kunne blive bedre. Som nu den lille fugl, der var kommet bag i køen, da Adam skulle navngive alle dyrene.

Da Adam først var blevet træt efter den lange arbejdsdag, ville den lille fugl løfte sin røst og råbe til Adam: ”Du har glemt mig, giv også mig et navn og en opgave!”

Men stemmen forstummede i næbbet på fuglen. Ikke så meget som en eneste tone slap ud og nåede Adams ører i aftenskumringen. Fuglen baskede på skrømt med vingerne, men i tusmørket virkede dens kridhvide bryst gråt og anonymt. Forbitret sad den på sin pind og hørte Adams fodtrin forsvinde mellem træerne. De sidste fugle slog deres triller i haven, inden natten faldt på.

Den lille fugl faldt til sidst i søvn på sin gren og vågnede med et sæt ved solens første stråler. Hvordan kunne han gøre det mod mig? var fuglens første indskydelse. Altså, Gud, som jo var en slags arbejdsgiver for Adam.

Forbitrelsen pressede på lige under brystfjerene, derinde hvor hjertet sidder og skal slå af glæde over livet hvert sekund. Sådan føles det bare ikke, når man ser farveløs ud og desuden ikke har en røst, der kan skabe sang og glæde lige som de andre fjedrede venner.

Som om det ikke var nok, fløj dens slægtning, fuglen med det mærkelige navn nattergal, hen og satte sig hos ham. Den havde ladet sin røst høre tidligt i morges. Og hvilken røst! Nu sagde han lidt hoverende:

”Du skulle få sangundervisning, så du også kan begynde at synge, som vi gør i vores slægt. Og tag så lige at få dig et navn, mand!” Så lettede nattergalen og lod ham alene med sin bitterhed.

Pludselig stod en engel foran ham. ”Kære lille fugl, vær ikke bange! Vil du slippe af med din bitterhed og have hjertet inde bag fjerene til at banke af glæde?” Fuglen nikkede forundret. ”Så skal du få en opgave og blive til noget. Kan du se den blå himmel deroppe?” Det kunne fuglen godt.

”Guds penselstrøg er endnu ikke helt tørt. Nu skal du lette fra dit mismods tørre pind og flyve op og støde dit bryst imod himmelranden. Hvis du gør det, så får du en gave i tilgift.” Han havde ikke noget at miste og så lynsnart englen som en hvid prik langt under sig. Da han endelig nærmede sig himmelranden, lukkede han øjnene, skød brystet frem og satte farten op.

Med et bump stødte han ind i den himmelblå væg og blev hvirvlet tilbage.

Da opdagede han fortumlet, at han var blevet blå på brystet. Han mærkede hjertet slå af glæde, for nu vidste han, at hans opgave var at vise andre, at himmelen, så blå og god den er, ligger lige inde bag fjerene, lige i hjertet. Glad svævede han ned gennem luften og satte sig på sin gren. Den bar nu grønne bøgeblade.

Englen, der havde stået og ventet på ham, sagde: ”Godt gjort, lille blåhals. ”Blåhals?” ”Ja, for sådan ser du ud. Du bærer himlen i hjertet og på dit blå bryst! Og nedenunder det blå maler jeg en rustrød ring. Det er Guds hjerteblod!”

Og så strøg englen med en pensel på blåhalsens bryst. ”Men du sagde, du også havde en gave?” ”Ja,” smilede englen. ”Værsgo.” Blåhalsen følte, at noget løsnede sig i hans hals, og som ved et mirakel begyndte han at synge. ”Det lyder godt, kære blåhals”, kom det fra nattergalen i nærheden. ”Og du ser brandgodt ud.”

Den dag i dag sidder blåhalsen befriet af sin bitterhed og lader sine lovsangstriller lyde ud over sivskoven til glæde for andre levende væsener, der går forbi.

Og som kronen på værket lyser dens blå bryst med den rustrøde ring og afspejler selve himlen.