Døden er ikke det værste, vi har

Som barn delte Klaus Højgaard Laursen værelse med sin storebror, der havde kræft. Bents ting blev stående på værelset længe efter, at han døde. Der var ingen vej udenom at leve med og forholde sig til døden, som mange ellers fortrænger.

Er døden en fjende eller en vinding?

Dét var overskriften på den bacheloropgave, Klaus Højgaard Laursen skrev, mens han mange år senere læste teologi.

Den tidlige og barske konfrontation med sygdom og død i familien medvirkede til, at han fandt sit kald som præst. Man kan næsten ikke undgå at forholde sig til noget af det dybeste i livet, når døden kommer så tæt på.

– For mig er der ikke noget, som er mere sørgeligt end et menneske, der dør uden at tro på Jesus. Vi, som tror på Jesus, har et håb. Vi har virkelig et håb! For ”den, som tror på ham, skal leve, selvom han dør,” siger Klaus Højgaard Laursen, som i dag er præst i Kirken Ved Tange Sø – en evangelisk luthersk frimenighed i Ans.

Det var altså ikke tilfældigt, at han på Menighedsfakultetet skrev en bacheloropgave om døden i Det Nye Testamente – primært ud fra 1. Korinther- og Filipperbrevet.

Er det bare noget vi leger?

– Min personlige baggrund for at vælge at skrive bachelor om døden – at gå ind Paulus’ tekster – var, at min storebror døde, da jeg var 12 år. Bent var 14 ½ år, da han døde, fortæller Klaus Højgaard Laursen.

Han er vokset op i et kristent hjem og havde altid hørt om håb og tro på det evige liv. Nu græd familien inderligt.

– Da vi stod ved graven – og i tiden op til min brors død, tænkte jeg: ”Er dét bare noget, vi leger?” … ”Er det ikke sandt, når Bent dør?”

– Det endte med at blive en positiv ting for mig – forstået på den måde, at jeg konkluderede: Gud er stærkere end døden. At han døde var begyndelsen på noget godt for ham – for Bent.

– Jeg har lige siden haft en stærk længsel efter ”Den Nye Jord”, Gud en dag vil skabe til dem, der tror på Jesus, fortæller præsten.

Opdragelse og vejledning er nødvendigt for at bane vejen for et godt liv med tro, mener Klaus Højgaard Laursen.

– Jeg har tre drenge på 5, 7 og 12 år. Det er rigtig tit, de ikke kan se det gode i mine planer. For eksempel når jeg siger nej, hvis de vil have lakrids lige inden aftensmaden. Det sker meget, meget tit, at de ikke kan se det vise – og nogle gange er vi ikke særlig vise, min kone og jeg – i vores planlægning.

Men nogle gange siger en af drengene bagefter: ”Det var fint, at jeg kom ordentlig tid i seng …”

– Der er mennesker, som har oplevet voldsomme ting i deres liv og ikke kan se Guds plan. Jeg tror også, at Satan har magt til at ødelægge – ikke fordi Gud har tabt sin almagt, for Gud kan vende alt til noget godt.

– Der kan også ske meget i mine børns liv, og som regel har Gud en plan med det, som sker. Ellers, hvis Satan har virket, så kan Gud sagtens bruge det. Som i Jobs bog – hvor Satan får lov. Det ender jo med, at Job siger: ”Nu kender jeg Gud bedre end tidligere!” pointerer præsten.

Underordnet hvornår jeg dør

Han understreger igen, hvor vigtigt, det er at sige ja til Jesus, hvis man ønsker at mødes med sine nærmeste igen – i himlen.

– Den kristne har ikke noget at frygte, gentager han, og fortsætter:

– Men er man ikke kristen, er døden langt værre. Der findes både frelse og fortabelse.

– For den, der ikke tror, er der grund til at være bange. Jeg vil ikke dømme folk eller dunke dem i hovedet, men heller ikke stikke dem blår i øjnene.

– Jeg oplever en del kristne, der virker til at være bange for døden, men Gud vil jo udfri os fra at leve evigt på denne jord, hvor vi er blevet smidt ud af paradis. Så Gud tænker, at det ikke er godt for den, der tror på Jesus, at leve evigt på jorden.

– I forhold til min bachelor er min personlige konklusion: Til dig, der tror på Jesus, er der så stort et håb! Og jeg ville ønske, at det fyldte endnu mere i alle kristne: Jeg er sammen med Jesus, og det er underordnet, hvornår jeg dør!

Savn og ånd

Mange, der har oplevet et dødsleje med et stærkt Gudsnærvær, ved godt, at vi lever videre – og at pårørende også kan og må gøre det her på jorden. Uanset hvor højtelsket den, der dør, er.

– Jeg har stiftet familie, og der er tre børn og min hustru, som vil savne mig, hvis jeg dør tidligt. Men hvis det sker, må det gerne fylde, at ”Klaus er hjemme hos Jesus, og der er bare godt at være … Og vi ses der – om ikke så længe.”

– Om man dør som 14-årig eller når man er 100, er en dråbe i havet i forhold til evigheden sammen med Jesus.

– Derfor var min vinkel i min bachelor: Hvordan kan Paulus sige, at døden er en vinding? forklarer Klaus Højgaard Laursen.

Noget skal fylde mindre, hvis Jesus skal fylde mere

Præsten henviser til biblen, som han er meget fortrolig med. Han har lært og bruger en teknik, sin passion og masser af tid på udenadslære. Han har flere hundrede gange reciteret meget store dele af den på en dramatisk måde, som åbner teksten op, i mange kirker: Bibelen live – levende ord.

Han underviser også bl.a. præster i udenadslære.

– Jesus fortæller lignelsen om de forskellige antal talenter. Vi skal – ligesom Paulus – stræbe efter, at Jesus må fylde så meget som muligt.

– Jeg var for nylig til en gudstjeneste, hvor præsten tog en ballon og pustede lidt luft i den. Er den fuld af luft? Ja … tror vedkommende på Jesus? … Så pustede præsten i ballonen igen, så der var mere luft, mere ånd, mere fylde. Man kan have taget imod Jesus i forskellige grader.

– Troen er en fælles opgave, en konstant opgave, vi aldrig bliver færdige med. Der er jo altid blinde vinkler. Og der er stor forskel på kristen kultur i Danmark og andre lande. Vi har forskellige ting at lære, men alt er dybest set et forsøg på at komme tættere på Gud.

– Skal Gud fylde mere, må noget andet fylde mindre. Grådighed for eksempel – en blind vinkel for mange, hvor der kunne være brug for en mere reel afstandstagen. Alt det materielle fylder for meget i Vesten.

– Når jeg i mit eget liv prioriterer det materielle så lavt, er det både fordi rigdom kan føre væk fra Gud, men også fordi det er mindre vigtigt – set i forhold til, at vi kun skal være her i for eksempel 40 til 100 år. Om vi bor i et nyt eller gammelt hus … – uanset hvad, så venter en evighed, hvor alt er godt.

– Fokus på at opnå et eller andet materielt niveau på vej til en jordomrejse med alt betalt … Hvis man på vej dertil bekymrer sig om, hvor vidt man kan få en café latte i lufthavnen … jamen om ti minutter letter flyet, og så er der all inclusive hele året rundt, understreger han.

Selvom det ikke gavner vores forhold til Gud at være grådige, må vi gerne nyde og sætte pris på livets goder, men i rette proportioner, mener præsten:

– Jeg kan godt lide de goder, vi har. Jeg elsker for eksempel at spille golf – det er fantastisk at komme ud i Guds natur. Det koster en del, og så må jeg prioritere. Vi må gerne påskønne noget, men det er det evige liv, det handler om! Men derfor behøver vi ikke være livsfornægtere. Vi skal hvile på den syvende dag. Når vi har brugt os selv, må vi gerne slappe af … give omsorg til os selv og hinanden.

– Jesus trækker sig jo også tilbage for at være i bøn og hvile, understreger han.

En bror, der lever videre

– Det, som var min barnlige tilgang, var en sund kritik af den dybe sorg. Ung og uskyldig? Børn er ikke uskyldige. De har skyld over for hinanden og over for Gud, men der var en enkelhed i mit 12-årige hoved.

– Min bror var syg i tre år, og vi havde det uhyggeligt svært som familie de år. Andre blev forsømt, mens mine forældre var max pressede. Bagefter havde jeg det sådan: Nu er Bent hjemme hos Jesus, og alt er godt, fortæller Klaus Højgaard Laursen, der er vokset op på Bornholm.
Barnet lever i nuet, som vi alle bør tilstræbe – men refleksioner er nødvendige, hvis alt det uhensigtsmæssige i vores liv og i verden skal forandres.

– I mit hoved var der en kritik af den bundløse sorg, og den kritik holder jeg fast i som voksen. Hvis jeg selv mistede en søn, ville jeg ikke græde over, at han var hjemme hos Jesus, men fordi jeg savnede ham. Jeg håber, Gud ville give mig kræfter til det, at praktisere et savn men også glæde mig over, at han var kommer hjem til Jesus.

– Paulus siger jo, at man ikke skal sørge som de andre, der ikke har håb. Hvis vi sørger, er det afgørende, at vi ikke sørger som om, der ikke er håb, mener præsten.

Slip bekymringer

Klaus Højgaard Laursen vil så gerne bidrage til, at vi ikke spilder livet på bekymringer, der intet godt fører med sig. Dog må vi selvfølgelig tale sandhed – især hvis det kan være med til at forandre tingenes tilstand til det bedre.

– Der er et bump der, hvor der er fysisk død. Et bump, når du flytter hjem til Jesus. Mit livssyn på døden gør meget ved mit syn på livet. For hvis det her er ægte for mig, for Klaus, og for dig, så kan vi sætte vores liv på spil på en helt anderledes måde: Skidt pyt med den café latte – om lidt sidder jeg jo på flyet, hvor alt bliver godt.

– Vi har hver især mulighed for at tjene Gud – og lære bare at acceptere, når andre opnår noget, som vi måske også gerne selv ville have – og i dét perspektiv betyder det ikke så meget længere, siger han. Der er så mange ting, der kan sætte sig i os. Som vi med og i kærlighed må give slip på i vores hjerter og sind – for at leve i kærligheden.

– Lægen opdagede ikke min brors sygdom med det samme, og det kan jo give nogle voksenovervejelser ved dødsfald. Mange oplever noget tilsvarende – for eksempel med deres pårørende på plejehjemmet. Skulle man have insisteret på en læge tidligere? På flere undersøgelser?…

– Hele det perspektiv med livets korthed … Skulle der være en smutter i forløbet, når jeg skal bort, så håber jeg ikke, at jeg eller mine pårørende har plads til bitterhed, for jeg er trods alt på vej hjem til Jesus!