Er forbederens tro nok til helbredelse?

Kære Orla

Tak for din indsats med at bede for syge. Jeg læste i din Brevkasse i Udfordringen et spørgsmål.

Det lød, om det var nok at forbederen havde tro. Så vidt jeg husker, kom du med en god situation, der kastede et godt lys på det.

Jeg har hørt, at bare én har tro, så er det nok; måske bare modtageren. Og så løb jeg lige ind i et tilfælde, hvor en hund blev helbredt. Det læste jeg i bladet fra Magne Petersen.

Jeg kommer også i tanker om Lazarus. Han havde jo ikke tro, for han var jo død.
Jeg velsigner dig i Jesu navn, Orla.

KH.
E.J.

Forbederens tro er ofte det vigtigste

Kære E.J.

Troen til helbredelse? – hvor skal den være?
Det er dit spørgsmål.

Jeg giver så her de tre mest kendte svar på det spørgsmål:

Forbederen kan have troen for helbredelse af den syge.
Den syge kan have troen for sin egen helbredelse.
Den syge kan have troen for sin egen helbredelse lagt sammen med forbederens tro, dvs. de forener deres tro.

Alle tre muligheder kan resultere i helbredelse.

Her vil jeg dog tilføje, at det nok for det meste bør være forbederens tro, der bringer helbredelsen. Eller forbederens og den syges tro i forening.

Hvorfor? Jo, mange syge, der har været alene om at bede for egen helbredelse, netop de syge oplever ofte, at troen for egen helbredelse lidt efter lidt svinder ind, når helbredelsen udebliver.

Det er derfor ikke meningen, tror jeg, at den syge skal bære troens byrde alene.

Den syge bærer i forvejen sygdommens byrde, og den byrde er i sig selv tung. Lad derfor være med at sige til den syge. – ”Du skal bare tro! – så bliver du helbredt.”

Hvorfor? – fordi det at tro for egen helbredelse netop kan være den syges store problem, især efter langvarig sygdom.

Bibelen lærer os, at vi skal bære hinandens byrder. For mig betyder det, at de raske om muligt skal bære tros-byrden for de syge.

Lad os nu se på en beretning i Bibelen, som netop handler om tro. Beretningen findes to steder:

Den findes i Markus-evangeliet kap. 9,14 ff og i Matthæus-evangeliet kap. 17, 14 ff: Det er beretningen om Jesu helbredelse af en månesyg dreng eller en dreng med en uren ånd, som det også kaldes.

Beretningen er om en far, hvis søn får så frygtelige anfald, at de ofte er ved at koste ham livet.

Faderen kommer sikkert, fordi han har hørt, hvad der sker i Jesu nærhed. Men på grund af trængsel omkring Jesus, spørger faderen sikkert først disciplene, om de vil gøre hans dreng rask.

Disciplene gør et forsøg; men det lykkes ikke.

Så går faderen heldigvis hen til Jesus. Jesus hører historien om drengens lidelser. Og faderen slutter med ordene:

”Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overmander ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.”

”Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.”

Jesus sagde til ham: ”Hvis du kan!” siger du, ”Alt er muligt for den, der tror.”

Straks råbte drengens far: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”

Hvad betyder det? Faderen siger faktisk: ”Jeg ville så gerne tro. Men dette sidste desperate forsøg på at finde hjælp er da ikke nogen tro. Men Jesus, hjælp den tro, som ikke er nogen tro!”

Her møder vi troens nederlag; sådan oplever faderen det. Men Jesus oplever det anderledes. Jesus ved, at den lille forvirrede, ulykkelige, desperate tro hos faderen er tilstrækkelig.
Jesus udfrier drengen.

Efter udfrielsen bliver drengen liggende livløs. Drengen er jo død, tænker tilskuerne. Mange af tilskuerne tvivler nu sikkert på værdien af Jesu hjælp. Men så tog Jesus drengen ved hånden og rejste ham op.

Jesu disciple kunne ikke uddrive den onde ånd af drengen. Men da de er kommet inden døre og er alene med Jesus, spørger de Jesus: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?”
Han svarede dem: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.”

Det er Jesu svar til dem i Markus-evangeliet.

I Matthæus-evangeliet kap. 17 læser vi: – Da de var blevet alene, kom disciplene hen og spurgte Jesus: – ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?”
Bemærk: Her udvides Jesu svar. Jesus siger til dem:

”Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg til jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! Og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.”
Og om den onde ånd, siger Jesus: ”Den slags fordrives kun ved bøn og faste.”

Dette er efter min mening en opskrift fra Jesus på, hvordan vores tro kan vokse.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov