Forstå et far-søn forhold i Grymers veloplagte fortælling
Claus Grymer har skrevet en herlig bog om forholdet til sin far fra hjemstavnen i Mors. Levende, velskrevet og vædet med diskret stille humor, som bløder op på de mange refleksioner og spørgsmål til at forstå forholdet til faren. Et far-søn forhold, hvor man ikke frådser med ord, for det er to sindige jyder med ro på.
Forlaget skriver, at ”Fortællingen er præget af et stille vemod over alt det usagte…”. Helt sådan læser jeg den ikke, snarere tværtimod! Hele vejen igennem beskriver den et kærligt, respektfuldt forhold med afmålt tale mellem far og søn.
Til gengæld skinner varmen og fællesskabet igennem, uden at far og søn ligefrem strøer om sig med store ord! Og måske var det ikke nødvendigt. Det er her, bogens titel spiller ind, for far og søn havde nåden imellem sig, de forstod hinanden alligevel, selv om det ikke altid blev sagt – sådan ligeud.
Nordvestjyde, jubel og oprør
Undervejs giver Grymer eksempler på, hvordan fællesskabet ytrede sig. Begge var fodbold-fans og engang til landskamp i København. Her svingede de sig op til både ord og jubel – men en afdæmpet jubel, for ”heller ikke i København glemmer to nordvestlige jyder, hvor de kommer fra” (s. 84)!
I fællesskabet indgår også, at ”sønnike” var længe om at ville erkende behovet for eftermiddagslur og derved give efter for at ligne faren. Sjovt er også hans yderst diskrete ungdomsoprør, som handler om tobak. Læs selv!
Det usagte – det vigtige?
Og så talte de ikke om de store spørgsmål – de holdt sig til de nemme og ufarlige emner som fx fodbold, vejret og naturen samt behaget ved det trygge og det vante. Det usagte er måske det vigtige.
Men den diskrete humor har underholdt mig ganske godt! Læseren får glimt fra barndommen og de unge år frem til, at farens træthed gør, at talen tørrer gradvis ind. Men lysglimtet til sidst er om den fælles altergang – en stor oplevelse for begge.
Alt i alt en selvbiografisk roman, som man er i godt selskab med. Altså ikke så ringe endda! Claus Grymer er journalistudannet og mangeårig anmelder ved Kristeligt Dagblad. Siden 1973 har han også skrevet bøger og digte, senest digtsamlingen ”Efter døden” i 2020 om sin elskede hustrus ubærlige død. Mange af hans værker kan læses på bibliotekernes App, e-reolen.
Claus Grymer:
Faderen, sønnen og nåden
160 sider. 200 kr.
Fokal – Forlagsgruppen Lohse