Karsten både prædiker og skærer kors

I hjemmet i Hirtshals var troen meget perifer. Nok lærte han Fadervor og gik i søndagsskole, men ellers var troen ikke noget, der fyldte i barndomshjemmet. Men så blev Karstens faster uhelbredelig syg af kræft:

”Familien prøvede alt mulig alternativt. En dag læste mine forældre en artikel om Hans Berntsen, som bad for folk. De fortalte min faster og onkel om det, og foreslog dem, at de skulle prøve at tage til et møde med ham.”

Det blev starten på, at familien begynder at komme fast i Kristent Centrum, i Aalborg:

”Her blev der fortalt et dejligt enkelt vidnesbyrd om Jesus, om hvad han har gjort, og at han kan gribe ind. Og der blev bedt for min faster. Vi blev ved med at komme, fordi vi ville støtte op om min fars søster. Troen var på det tidspunkt kommet til at betyde meget for hende. Selv havde vi ikke nogen egentlig holdning til troen.
Min faster oplevede mange små bønnesvar og kom til frelsende tro på Jesus, inden hun døde.”

Bibelen er Guds sande ord

Karsten og hans familie blev ved med at komme i Kristent Centrum efter fasterens død.

”Det endte med, at folkene fra Kristent Centrum også kom og holdt møder i fars og mors hjem i Hirtshals. Vi kunne være op til 50 mennesker.
Jeg sagde selv mit ja til Jesus den 26. januar 1989. Set i bagspejlet, kan jeg nu se, at det ikke var mig der fandt Jesus, men ham, der fandt mig.”

Den aften sad Karsten og kiggede i sin bibel og tænkte: ”Nu bliver mit liv en vandring med Bibelen”. Helt fra begyndelsen blev hans indgang til troen, at Bibelen er Guds sande, ufejlbarlige ord, og den tro er forblevet uændret.

Troen rodfæstes

Tiden i Kristent Centrum i Aalborg fik stor betydning for Karsten. Han fremhæver flere personers eksempel, der har dannet grundlag for hans tro:

”Det gjorde et stort indtryk på mig, hvordan de tre ældste trofast søndag efter søndag sad på platformen, og hvordan de gav plads for hinanden.” Men også manden, der stod for bogbordet, fik stor betydning for Karsten:

”Jeg gik altid ned til bogsalget og snakkede med ham, og her købte jeg min første kristne bog, Erling Ruuds andagtsbog ”Ny kraft”.”

Luthersk kristendom

I det lange løb var Aalborg imidlertid lidt langt væk, og Karsten finder ind i fællesskabet i Indre Missions Unge og folkekirken i Hirtshals. De havde, som han siger, to bibeltro præster. Her og i KFS på gymnasiet lærer Karsten betydningen af, at vi gøres retfærdige. Altså at Jesus gør os retfærdige.

Han oplever, at han trives som fisken i vandet med den lutherske tro.

Dette bliver uddybet på et etårigt bibelskoleophold på Luthersk Missions Højskole i Hillerød:

”Her blev den tro dannet og formet, som er mit fundament”, siger Karsten.

Han valgte netop denne bibelskole, fordi der i deres præsentationsmateriale stod: ”Vi tror på, at Bibelen er Guds sande, ufejlbarlige ord, som ønsker at lede hen til troen på Jesus” – netop det, som fra begyndelsen har været centralt for ham.

Når Karsten skal sætte ord på, hvad i troen, der særlig har fået betydning for ham, fremhæver tre ting:

Glæde og frihed

Allerede i 9.-10. klasse i folkeskolen vidste Karsten, at han ville være præst, og efter bibelskoleopholdet begyndte han at læse teologi i Aarhus og kom i sammen omgang på Menighedsfakultetet, hvor han fik mange venner.

Det er imidlertid arbejdet med det afsluttende speciale, som på en særlig måde har fået betydning for ham. Han valgte at skrive om forholdet mellem lov og evangelium:

”Det at kunne bruge et helt år på at arbejde med lov og evangelium og den glæde og frihed, der er i det, er én af de store ting, der er sket i mit liv. Det lever jeg af hver dag”.

Korsets teologi

I 2003 blev Karsten ansat som sognepræst ved kirken i Harboøre. 7 år senere tog han studieorlov, hvor han fordybede sig i endnu et emne, som får betydning for hans tro:

”Jeg brugte min orlov til at fordybe mig i det, som kaldes korsets teologi. ”Korsets teologi” handler ikke så meget om, at Kristus på korset gør os retfærdige – det er retfærdiggørelseslæren.
Men ”korsets teologi” er tanken om, at vi her i livet ser Gud bagfra. Når vi betragter Jesus på korset, ser det ud som et nederlag og en fejl. Med andre ord: Korset set fra jorden er en fiasko. Men korset set fra himlen er Guds kærlighed og hans plan for frelse.
Det lærer os, at Gud kan komme til os, under det, som er stik modsat. Når vi oplever Gud som fjern, så er det måske dér, han er nærmest.
Jeg plejer at bruge en gamle russisk legende som eksempel: En mand kommer op til Gud. Her ser han sit liv som to sæt fodspor i sandet. Men på de tidspunkter, hvor det havde været svært for ham, var der kun ét sæt fodspor. Han spørger Gud, hvorfor han ikke var der, når det var svært. Men Gud svarer: Det var dér, jeg bar dig.
For mig giver det en troværdighed i troen. Det er svaret på det gab, der sommetider synes at være mellem de rige løfter, vi læser i Bibelen og vore erfaringer: Guds velsignelser til os kommer ofte i gråt papir.”

Hele skriften er rent Kristus

Det tredje oplevelse, som har formet Karstens tro, er knyttet til et ugekursus i Sverige for teologer, hvor Charles A. Gieschen underviste. Hans pointe var, at hele skriften er rent Kristus, altså at alt i bibelen handler om Kristus:

”Jeg havde selv prædiket om Kristus ud fra bestemte tekster i Det gamle Testamente. Men Gieschen sagde: ”I skal forstå, at hele skriften er rent Kristus”. Forstået på den måde, at Jesus er der på hver eneste side og i hvert eneste ord. Hver gang vi møder Guds navn, Guds ære, Guds herlighed, så er det Kristus vi møder. Ja, det er den treenige Gud, men Kristus er der. Og han er der også på en langt mere tilstedeværende måde, end vi normalt tænker. Han er der ikke bare som forudsigelser og løfter. Han er der som Gud; som den han var, før han blev menneske.
Det har jeg brugt meget tid på de senere år, og det bruger jeg også meget i min forkyndelse. Det er en stor ting, at Jesus er der, og ønsker at møde os.”

Trækors som prædikener

Da Karsten blev kristen, ville han gerne bære et kors-smykke og fik lavet ét hos en guldsmed efter en model, han selv havde tegnet.

Senere begyndte han selv at lave trækors i alle størrelser: ”Det var et rent tilfælde, at jeg begyndte at lave kors. Jeg ville også gerne have et kors, der kunne stå, og fandt så noget limtræ på en lokal fabrik”. Senere lavede han et kors til en studiekammerat, og derefter er det blevet til utallige kors.

Karsten fortæller, at korsene kan deles ind i tre typer:

Dem, der så at sige bare er kors.

Andre kors laver han som prædikener, ud fra en prædiketekst.

Og så er der de kors, der bliver en prædiken for ham selv. Der kan uventet ud af træet dukke noget op, som han ikke kan forudsige. Som dengang hans kone opdagede, at der midt i et kors var dukket et hjerte op, som han ikke selv havde bemærket. Det blevet en prædiken for ham om, at vi ikke altid ser Guds kærlighed i korset.