Kirkens syn på abort og ægteskab forvandlede Europa

Vi har alle hørt tale om «underlivsspørgsmål» – de spørgsmål, som mange mener, kirken er alt for optaget af, og som kirken opfordres til at holde op med at bekymre sig om. Det handler om abort, om synet på sex, om pornografi og om definitionen på et ægteskab. Samtidig er der få spørgsmål, som vor tids mennesker kæmper så meget med som netop disse.

Hver fjerde graviditet i Sverige afsluttes med en abort, og langt fra alle kvinder oplever indgrebet som uproblematisk.

Kampagner som #prataomdet, #mörkertalet og #MeToo har rettet fokus mod de mange tusind kvinder (og mænd) som er blevet udsat for seksuelle overgreb. Der er ingen tvivl om, at vi her rører ved et område, hvor store dele af befolkningen har det rigtig dårligt – også (eller ikke mindst?) i det sekulariserede Skandinavien.

Kirkens gode aftryk

Noget af det, vi sjældent snakker om, er at «underlivsspørgsmålene» er en central del af kristendommens bidrag til den vestlige civilisation.

Hvis vi begynder med abort, kan vi konstatere, at allerede det ældste bevarede kristne skrift ud over Det nye Testamente, Didaché, advarer mod både abort, barnemord og pædofili.

Denne forkyndelse førte hurtigt til, at der kom en betydelig bedre kønsbalance i det kristne samfund end i samfundet generelt. En overvejende del af alle de nyfødte, som på denne tid blev smidt på lossepladsen, var nemlig piger.

Den amerikanske sociolog Rodney Stark fortæller i sin bog «The Rise of Christianity» at der i 200-tallets Rom var 131 mænd for hver 100 kvinder, og at tallene for Italien, Lilleasien og Nord-Afrika var hele 140 mod 100.

Foruden spædbarnsdrab er det især aborterne – som førte til moderens død – og den lave giftealder for kvinder, som kan forklare statistikken.

Den kristne kirke, siger Stark, gik imod strømmen på alle disse områder. I tillæg til forbud mod spædbarnsdrab og abort, tog den til orde for højere giftealder, skabte en forventning til både kvinder og mænd om seksuel trofasthed, og gav stor valgfrihed til begge parter om, hvorvidt de ville gifte sig eller ej.

Desuden havde man et omfattende program til at tage sig af menighedernes enker.

Alt dette bundede i en overbevisning om alle menneskers ligeværd, men også i tanken om det monogame ægteskab som stedet for seksuelt samliv.

Den britiske historiker Tom Holland, der er kendt for sine bøger om antikken og om kirkens indflydelse på den vestlige kultur, har i flere sammenhænge erklæret sin fascination over kristendommens brud med den gamle ordning.

Den stærkestes ret – eller det kristne alternativ

Gang på gang understreger Holland, at det i Romerriget var en selvfølge med ”den stærkestes ret”. For frie, mandlige borgere indebar dette, at de var i deres fulde ret til at udnytte deres underordnede seksuelt. Men så kom kristendommen ind med helt nye værdier. I et interview med netavisen Scroll.in, siger Holland:

«Paulus er jøde. Så han har en tanke om, at skabelsen skelner mellem mand og kvinde; Gud skaber manden og kvinden separat. Så han ta’r denne forudsætning med sig ind i samtalen.

Men han har også en anden ny forudsætning med, og det er, at Kristus kom og led døden på grund af sin kærlighed til menneskeheden. …Og hvis vi vil have en seksuel relation til et andet menneske, da må den være tro mod den kærlighed, som Kristus har vist menneskeheden.

Så det, Paulus gør, er at sige, at der kun findes én måde, én korrekt måde, at have en seksuel relation på, og det er, at man må leve i et monogamt ægteskab.»

Dommen over Weinstein

For den ikke-kristne Holland blev #MeToo-bevægelsen og afsløringerne af Harvey Weinsteins overgreb en øjenåbner i denne sammenhæng. I Romerriget var det nemlig Weinstein, som ville have fået omgivelsernes fulde støtte. Han opførte sig præcis som man ville have forventet det af en privilegeret, romersk mand.

Så det faktum, at vi i dag reagerer på Weinsteins magtmisbrug, siger Holland, har med den vestlige kulturs kristne præg at gøre. Det er derfra, vi har fået den holdning, som driver #MeToo!

Mindre magt til klanerne

En anden person, som har fremhævet den kristne kirkes indflydelse på «underlivsspørgsmålene», er den svenske litteraturhistoriker Johan Lundberg. I en artikel i tidsskriftet Kvartal peger han blandt andet på kirkens rolle i opløsningen af den europæiske klankultur:

«Fra og med 300-tallet, og gennem flere hundrede år, førte kirken kampagner, som decimerede klanernes magt. Man indførte systematisk love mod, at fætre og kusiner kunne gifte sig med hverandre, mod polygame ægteskaber, og mod regler, som sagde, at enker skulle gifte sig med den afdøde ægtemands bror.» Og videre:

«At kernefamilien gennem kirkelige dekreter blev prioriteret på bekostning af slægten, førte på sin side til, at man i middelalderen havde mere egalitære og mindre autoritære familiestrukturer end det, som var normalt i klanbaserede samfund.

Disse tendenser blev derefter drevet frem af virkningen af laug-systemet og etableringen af kommercielle netværk, som viste sig at være mere lønsomme end de familiebaserede.»

Polygami bidrager til vold

For at illustrere hvilken påvirkning dette fik på det europæiske samfund, bruger Lundberg polygamien som eksempel:

«Selv i et samfund med en moderat form for polygami, hvor den femtedel af mændene, som har højest status, gifter sig med tre-fire koner hver, mens resten af mændene lever i monogame ægteskaber, vil 40 procent af alle mænd forblive ugifte.

Dette kan relateres til det faktum, at mænds testosteronniveauer synker i faste relationer, og allermest, når de bliver fædre. Lavere testosteronniveauer er i sig selv godt i et samfundsperspektiv, da dette fører til større impulskontrol, selvdisciplin og langtidsplanlægning, samt mindre risikoadfærd og vold.»

Iagttagelser som denne har ikke bare en historisk værdi. Faktum er, at alle de problemer, som kristendommen historisk var med til at afhjælpe, er aktuelle også i dag – uden for den kristne kultursfæren.

Kønsselektive aborter i lande som Indien og Kina er for eksempel den vigtigste årsag til den alarmerende kønsubalance i disse lande, med et mandsoverskud på henholdsvis 12 og 15 procent.

Også ægteskab mellem fætre og kusiner og polygami et udbredte problemer i vore dage, ikke mindst i muslimske lande. Det første leder til en generel forarmelse og til en styrkelse af klanernes magt. Det sidste fører til, at store grupper af mænd ikke får mulighed for at gifte sig.

Terrororganisationer tiltrækker enlige mænd

Den amerikanske professor Valerie Hudson har påvist, at det er disse grupper med ufrivilligt enlige mænd, som udgør den vigtigste rekrutteringsbase for de mange krigsherrer og oprørsgrupper i vor verden. Ikke mindst kan dette konstateres, når det gælder terrororganisationer som IS og Boko Haram – eller for den sags skyld Afghanistans talibanstyrker.

… alle de problemer, som kristendommen historisk var med til at afhjælpe,
er aktuelle også i dag – uden for den kristne kultursfære.

Det er ikke tilfældigt, at disse grupper er kendt for bortførelser af teenagepiger. En vigtig del af deres «forretningsidé» er deres funktion som ægteskabsformidlere i regioner med dårlig tilgang af kvinder, og med socioøkonomisk marginaliserede mænd.

Alle disse fænomener har det til fælles, at de effektivt er blevet modvirket af en kirke, som lever i tråd med det klassiske syn på sex, ægteskab og livets ukrænkelighed. Historisk kan man helt klart sige, at «underlivsspørgsmålene» har forvandlet Europa til det kontinent, vi i dag ta’r som en selvfølge. Burde vi ikke tænke os om både én og to gange, før vi kaster denne arv over bord?

Kronikken, som har været udgivet i Dagen.no, er oversat af Bodil Lanting.