Kønsløs baby i New York City

Af Kirstine Høj, Journalist

Et bekendt par i New York City anskaffede et kønsneutralt fødselscertifikat til deres baby.

For nu er det forrykte forslag om juridisk kønsskifte til børn sat i bero, mens regeringen tager sig et års betænkningstid. Med tidligere ligestillingsminister Mogens Jensen (S) i spidsen lød det oprindelige forslag på ingen aldersbegrænsning for juridisk kønsskifte. Det vil sige, at en nyfødt i princippet ville få lov til juridisk kønsskifte med forældrenes samtykke.

Mine bekendtes barn

Det leder tankerne hen på et par gamle bekendte i New York City, Bobby og Lesley. Da jeg i min anden vilde ungdom i 2016 valfartede rundt i byen, der aldrig sover, spenderede jeg tid med parret.

Jeg var blandt andet til filmaften i deres chikke Brooklyn-lejlighed. Søde og gæstfrie mennesker. Deres unge er navngivet Sojourner Wildfire (på dansk ”Udlænding Løbeild”), og jeg ved desværre ikke, om det er en dreng eller en pige.

Bobby og Lesley fik med møje, besvær og ganske banebrydende efter måneders arbejde fremskaffet et kønsneutralt fødselscertifikat til deres baby. Det berettede det progressive ægtepar om i 2018 i en artikel på thecut.com.

Fødselscertifikatet ankom fra sundhedsmyndighederne i New York City med posten få uger efter, at de forlod hospitalet efter fødslen. I feltet, hvor der normalt står barnets køn, var der fire små stjerner.

Babyens køn er ukendt

Bobby og Lesley kom til at afsløre barnets køn til familien og tætte venner, før de kom på idéen om at vikle den stakkels unge ind i deres projekt om kønsneutralt fødselscertifikat. Parret prøvede at trække i land efter at have afsløret barnets køn – og bad familie og tætte venner om at se bort fra barnets biologiske køn.

Bobby bad hospitalspersonalet til fødslen om ikke at beskrive babyens anatomi, eller hvad personalet tænkte, at anatomien betyder. Han ville forhindre, at hans barn blev påduttet et køn i den intense tid lige omkring fødslen. Som Bobby siger i artiklen:

”Vores baby vil vokse op og blive lige, hvad De (engelsk – they) vil være”.

Artiklen om Bobby, Lesley og deres barn kan læses på https://www.thecut.com/2018/04/theybies-gender-creative-parenting.html