Kristeligt Arbejde Blandt Blinde fejrer 100 års jubilæum

Birthe Bräuner Haahr, som selv er næsten blind, er ny formand for KABB.

Den folkekirkelige organisation Kristeligt Arbejde Blandt Blinde (KABB) blev stiftet 1. november 1921, og kan dermed fejre sit 100 års jubilæum om nogle få uger.

Det fejres d. 1. november i Herning, med jubilæumsfejring og temadag, hvor man får besøg af Margit Simonsen, som er diakonikonsulent i Indre Mission. Temaet for dagen er ”Med Far på arbejde” – med fokus på diakoni, ligeværd og Jesus som forbillede.

I forbindelse med 100 året, har KABB også fået ny formand, Birthe Bräuner Haahr. Hun er 57 år og selv næsten blind. Hun har fulgt foreningens arbejde i mange år, og nu overtager hun altså formandsposten efter Lene Friis Therkelsen, som har været formand siden 2009.

’De skal se Gud’

KABB’s formål er at bringe det kristne budskab til blinde og svagsynede, og organisationens motto er: ”De skal se Gud”.

Organisationen har til huse i Fredericia, hvor man bl.a. kan finde et lydbibliotek. Her tilbydes kristen litteratur, som er indlæst på lydbog. Det kan være forkyndende og opbyggende bøger, romaner og biografier, som har en kristen grundholdning. Naturligvis udlejer man også Bibelen, indtalt på lydbog.

KABB holder også diverse arrangementer for blinde og svagtseenede. Fx afholder man en kvindedag hjemme hos formanden den 16. oktober 2021, og senere en mandedag.

Hvert år er der sommerstævne, og De kristne blindeorganisationer i Norden har siden 2007 hvert andet år på skift inviteret blinde og svagsynede til at mødes i et kristent fællesskab på tværs af grænserne. Man kan læse mere om KABB på www.kabb.dk