Min mand gennem 57 år er depressiv

Kære Poul Henning

Jeg har været gift i 57 år. I mange år har jeg ikke vist, at min mand har været depressiv. Det er jeg først blevet klar over de sidste 15 år. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle takle min mand.

Efterhånden så jeg meget negativt på min mand, og de gode følelser forsvandt. Jeg bad derfor Gud om at lave mig om. Der står jo i bibelen om fejl, at vi først må tage bjælken ud af vores eget øje, før vi kan tage splinten ud af vores broders øje.

Så gik Gud i gang med mig og viste mig mine sider. Det har været meget hårdt for mig, men pludselig vendte det hele sig sådan, at jeg så min mand igen, som han var, da vi mødtes for 57 år siden. Jeg kunne igen sige: Jeg elsker dig!

På ny begyndte vi at holde om hinanden og give godnat kys, det havde vi ikke kunnet i mange år. Det er aldrig for sent. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har sådan en dejlig mand.

I bakspejlets klare lys kan jeg se, at der var bygget en mur op imellem min mand og mig igennem mange år, og det tror jeg, kan ske i mange ægteskaber.

Min mand og jeg fortsætter vores rejse sammen, og om et par måneder begynder han et kursus, hvor en psykolog forhåbentligt vil give ham et par redskaber, så han bedre kan takle hverdagen og hans tankegang. På forhånd tak om du også har noget at bringe ind i vores situation.

Med venlig hilsen
Hustruen i gode og i svære tider

Kære tapre hustru

Tak for dialogen og nu denne voldsomme mail. Tak for din åbenhed, opmuntring og kærlighed til Gud og din mand. Det er glædeligt at se, hvordan Gud har givet dig en trofasthed og udholdenhed i svære livssituationer.

Det er udfordrende at være pårørende til en ægtefælle med en depression. Den depressive oplever, at det meste bliver sort og trist. Livets hændelser ses igennem briller med mørke glas.

Der er ingen energi. Depression kan vise sig med vrede og agitation, men den kan også vise sig med tavshed. Vrede kan medføre forkerte udtalelser, og tavshed kan medføre forkerte tolkninger fra omgivelserne. ”Var Herren ikke kommet mig til hjælp, havde jeg snart fået bolig i tavshedens land.

Når jeg sagde: Min fod vakler, så støttede din trofasthed mig, Herre. Når urolige tanker tog til i mit indre, så gjorde din trøst mig glad.” (Salme 94:17)

De svære måneder med depression trak desværre dybe og meget langvarige spor ind i jeres ægteskab og samliv. I har været for alene. Vi skal alle bære vores egen byrde og hinandens byrde. Jeg tænker, at vi hver især må gøre alt for selv at tage vare på vores liv. Vi skal ikke reddes af andre i årevis. Vi skal reddes og hjælpes, når vi er syge. Jesus siger: ”De syge har brug for læge!”

Hvornår har du båret for meget eller for lidt? Hvornår har det været en splint i dig, men en bjælke i din mand eller omvendt?

Det samspil, der kan blive i et ægteskab under sygdom, er som du skriver ganske udfordrende. Bjælke og splint virkeligheden medfører, at begge gør fejl. Husk på, at splint og træ er samme materiale! Begge hører, ser, husker og forstørrer udtalelser og hændelser, som derved bliver ubalanceret og ude af trit med det faktiske nu.

Vi modtager heldigvis Guds fornyende daglige nåde, erkender stykkevis og hviler i: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, os som efter hans beslutning er kaldet.”(Rom.8:28)

Kærlig hilsen
Poul Henning