Nederlandsk ombudsmand ind i sag om ’seance’ på gravplads

Borgmester Bolsius (CDA) skal nu følge op på hændelsen, der måske er gravskænding og dermed kriminel.

Den nationale ombudsmand skal undersøge omstændighederne omkring en spirituel seance, der foregik på en gravplads ved Amersfoort den 11. september, skriver nos.nl.

Gravpladsens direktør havde givet sin tilladelse til seancen, men pårørende har efterfølgende klaget over afgørelsen.

I forbindelse med seancen var en gruppe voksne ankommet om aftenen til gravpladsen, hvor mange børn ligger begravet. De voksne foretog en såkaldt ”undersøgelse omkring energier fra afdøde” og påkaldte deres ånder.

Seancen blev afsløret, da en far senere opdagede et kamera med billeder på sit barns grav. Manden klagede derfor til borgmester Lucas Bolsius (CDA) og byrådet i Amersfoort.

Borgmesteren har efterfølgende sendt et brev til alle pårørende til børn på gravpladsen. Han fastslår, at direktøren ikke burde have givet sin tilladelse til seancen, som har chokeret mange efterladte i området på grænsen til ”Nederlandenes bibelbælte”.

”Seancen er en meget voldson hændelse for os. Jeg vil ikke have nogen voodoo-figurer på mine børns grav,” fastslog en af forældrene.

Nu har ombudsmanden haft samtaler med 70 forældre til børn på gravpladsen, og han vil lave en rekonstruktion af hændelsesforløbet. Også anklagemyndigheden er blevet indblandet i sagen med henblik på en evt. sigtelse for gravskænding.

Man overvejer også at holde et møde, hvor de pårørende kan mødes med den gruppe, der holdt seancen, skriver nos.nl.