Pigen Libby ville helst være en dreng – og begyndte at skifte køn

‘Min kirke vidste ikke, hvad de skulle stille op med mig,’ fortæller Libby Littlewood.

Som teenager tryglede Libby Littlewood Gud om at lade hende “føle sig som en pige”. Men da hendes bønner tilsyneladende ikke blev besvaret, begyndte hun som 17-årig transformationen for at kunne leve som en mand – lige indtil Gud fire år senere overbeviste hende om, at hun skulle ”de-transitionere”. Her fortæller hun sin livshistorie.

’Køn var bare en følelse’

”Jeg voksede op i en kristen familie, så Herren var ikke en fremmed for mig. Da jeg var fire år, blev vi knyttet til en lille baptistkirke. Og som seksårig havde jeg mit første stærke møde med Helligånden.

Da jeg var 11, skete der en splittelse i vores kirke. Min bror blev kort efter ateist. Men det var ikke en mulighed for mig, for jeg kunne ikke benægte eksistensen af den Gud, jeg kendte. I stedet opgav jeg at være med i organiserede kirker og dyrkede udelukkende min relation til Gud gennem personlig bøn.

Helt fra mine tidligste år har jeg regnet med, at jeg skulle blive en mand som voksen. I puberteten fik jeg stadig større problemer med at identificere mig med andre piger.

En aften, da jeg var 12 år, hvor jeg havde googlet som en vanvittig, stødte jeg på ordet ‘transkønnet’. Jeg havde let ved at vænne mig til den filosofi, at det at være ’kvinde’ bare var en indre følelse, et personlighedstræk – noget, jeg ikke selv havde. Jeg blev altså bekræftet i min tro på, at jeg ikke var en rigtig pige.

Jeg vænnede mig til den tanke, at jeg aldrig ville kunne realisere mig selv, hvis jeg ikke skiftede køn og begyndte at leve som transmand. Det betød, at jeg skulle starte med at tage indsprøjtninger med syntetiske hormoner inden for en overskuelig fremtid.

’Han skabte os’

Jeg plejede at bede til Gud om, at jeg enten måtte “føle mig som en pige”, eller at han ville forvandle mig fysisk til en dreng. Han ville svare: ”Forstå, at Herren er Gud, han skabte os, og vi er hans folk, vi er den fåreflok, han passer”. (Salme 100,3).

Jeg prøvede de næste fem år at finde en løsning på mit problem, som ikke krævede transition, hormoner og operationer. Som 17-årig gav jeg op og begyndte at leve som en mand. Jeg begyndte at tage testosteron som 18-årig, fik en diagnose for kønsdysfori og accepterede en ”behandlingsplan”, der indebar en masse operationer.

Guds ’Hold ud’

I hele denne tid havde jeg aldrig mistet min tro på Gud. Jeg kunne stadig høre hans stemme og bede til ham. Når jeg var plaget af selvmordstanker, ville han hviske i mit øre: ”Hav håb – jeg har stadig en plan for dig”.

Da jeg aldrig havde hørt, at en LGBT-livsstil skulle være noget syndigt, spurgte jeg aldrig Gud, hvad han mente om min transition.

Kom i kirken som ’mand’

Først da jeg blev 21 og var i gang med mit første år på universitetet, begyndte Gud at udføre drastiske forandringer i mit liv. Min testosteron holdt op med at virke, og jeg røg ind i en stor følelsesmæssig forvirring. Det tog lægerne flere måneder at løse problemet, og i mellemtiden råbte jeg til Gud og sagde: “Hvis du har en plan for mig, må den hellere være bedre end noget, jeg selv kan forestille mig!” Hans milde svar lød: “Gå ud og find en kirke.”

Få måneder senere var jeg kommet med i en stor pinsekirke. Jeg gik til gudstjeneste to gange om dagen og spillede endda i lovsangsbandet. På det tidspunkt var der vist ingen dér, som vidste, at jeg var transkønnet, og det var helt ideelt for mig.

Jeg ønskede bare at leve som en normal mand og var ikke interesseret i hverken LGBT-miljøet eller aktivisme. Men uden at jeg vidste det, begyndte der at sprede sig sladder i kirken, og folk begyndte at finde ud af, at jeg var født som pige.

Tilbage igen

I september 2019, da jeg betroede en ven, at jeg følte Guds kald til en tjeneste, svarede han: “Jeg vil rigtig gerne se dig på prædikestolen en dag, men først skal vi lige have styr på den her trans-ting”.

Til min store overraskelse foreslog han mig at spørge Gud, hvad han mente om min transition. Det førte til flere måneders intense bibelstudier.
Jeg spurgte Gud: «Hvorfor er jeg transkønnet?” Svaret kom i form af to visioner. Den ene viste et dæmonisk angreb på mit liv. Jeg forstod det ikke, så jeg bad om en bibeltekst for at få hjælp. Jeg åbnede min bibel og kom til at slå op på Matt. 13:24-30, lignelsen om hveden og ukrudtet. Men det tog en måneds tid, før jeg forstod betydningen af det.

I november 2019 så jeg en dokumentar på YouTube med titlen Tranzformed. Efter at have hørt vidnesbyrd fra eks-transkønnede kristne, forstod jeg, at jeg kunne vælge at forlade transkønnetheden til fordel for Kristus, til trods for den kønsdysfori, jeg følte.

Jeg spurgte Gud, hvad dette betød for mig, og han henviste mig igen til Matt. 13. Nu gav visionen pludselig mening: Jeg var blevet transkønnet på grund af en ond vildledning, og jeg var nødt til at stole på Guds blueprint for mit liv og overgive min krop til ham. Det er derfor, Salme 100,3 siger: “han skabte os”. Vi har ikke gjort det selv!

Krævede beviser

Jeg ønskede dog flere tegn, så jeg bad Gud om tre beviser på, at det virkelig var ham, jeg talte med, ligesom Gideon gjorde det i Dommerbogen 6.

Først bad jeg Gud vise mig det, hvis han ønskede, at jeg skulle leve som en pige. Klokken 10 om formiddagen skulle jeg besøge en kirke for at høre en fremmed gæsteprædikant, så jeg bad til Gud ved 1-tiden om natten: ”Herre, lad ham ændre sin prædiken i dette øjeblik, til noget, der taler direkte ind i denne situation”.

Til sidst bad jeg også Gud få gæsteprædikanten til at kalde folk frem til forbøn og tale ind i en af de visioner, jeg havde haft.

Hvert eneste af disse tegn blev til virkelighed. Da jeg sad i kirken, gik prædikanten op på prædikestolen og sagde: ”Jeg havde forberedt en prædiken, men Helligånden kom til mig klokken 1 og sagde: ”Du skal ikke gøre det, du skal gøre dette i stedet”.

Så begyndte han at prædike om Esajas 45,1-3 om ”det er mig, som åbner porte og døre på vid gab for dig”. Det talte lige ind i min kønsdysfori: Jeg kunne altså være kvinde og alligevel være mig selv.

Bagefter kaldte han folk frem til forbøn, og da han kom til mig, løftede han mine arme over mit hoved og sagde: ”Dette betyder overgivelse. Du er nødt til at overgive dig selv til Guds vilje”.

Jeg var dømt skyldig, og den nat lovede jeg Gud, at jeg ville overgive min krop til det, der var hans vilje. Jeg ville ikke længere tage testosteron eller få lavet operationer.

Begyndte at leve som kvinde

Først en uge senere, den 1. december 2019, bad Gud mig begynde at leve som kvinde igen. De ældste i min kirke var ikke vilde med det, de prøvede at overtale mig til ikke at komme i kirke klædt som kvinde, fordi folk jo så kunne tro, at jeg var en mand, der ønskede at blive en kvinde!

Men Gud overbeviste mig om, at jeg ikke skulle bringe falskhed ind i hans hus, så jeg var uden kirke i hele december måned.

I løbet af denne tid, begyndte jeg at leve som kvinde igen. Selv om jeg aldrig var særlig involveret i LGBT-samfundet, mistede jeg masser af venner, fordi jeg nu havde et mere konservativt syn på seksuelle spørgsmål. Jeg vendte ganske kort tilbage til kirken i januar for at dele mit vidnesbyrd. Men min kirke anede ikke, hvad de skulle gøre, og de virkede bange for, at mit vidnesbyrd måske kunne være alt for kontroversielt.

Jeg fik ingen støtte, så jeg søgte hjælp fra ”The Changed movement”, og derigennem kom jeg med i X-Out-Loud Europe. Jeg fik mulighed for at dele mit vidnesbyrd online og komme med i en støttegruppe med andre eks-LGBT kristne.

Nu har jeg levet som kvinde igen i et år og otte måneder, og Gud har mirakuløst genskabt mit sind og min krop. Jeg er sat frit fra at lide under virkningen af den testosteron, som jeg tog gennem næsten fem år.

Det har været op ad bakke at skulle aflære alt det, som verden ville lære mig for i stedet at lære, hvordan Gud definerer mig. Men uanset hvordan jeg føler mig, ved jeg, at han altid vil være der for mig.

Libby Littlewoods historie, der blev bragt i Premier Christianity den 24. august 2021, bringes her i oversættelse ved Bodil Lanting.