Rapport fra fængselsgangen

Der er beretninger fra det virkelige liv, der er så gennemgribende sorte i anslaget, at man fortvivlet, men forgæves, søger at hægte sig af dem. De sammenlignes bedst med burrer, vedholdende som de er. De gør ondt helt ind i sjælen, gør de. Der er dage, man ikke glemmer.

Mød pakistanske Asia Bibi, forkætret af sine fjender, ydmyget af sine bødler, gemt nedværdigende bort som en hund. Gemt, men ikke glemt af verdenssamfundet.

Hun karakteriserer sig selv som en simpel pakistansk bondekone, der lever et stille liv blandt sine medborgere. Hendes familie er kristen og søger kun fred og fordragelighed i forholdet til sine omgivelser. Hendes store skæbnedato bliver den, hvor hun anklages for at have spottet profeten og hans følgere.

”I lang tid troede jeg, at jeg skulle dø på grund af en tår vand.” Så enkelt refererer hun det; ved en fejltagelse kommer hun til at drikke af en muslimsk kvindes glas, en uskyldig ting, ville de fleste sige, men konsekvenserne bliver næsten uoverskuelige.

Hendes utrættelige fortaler, den franske journalist Anne-Isabelle Tollet som hun har videregivet sine ord til med denne bog, sammenligner hendes sag med et drama af Shakespeare.

Man kunne også se det som en demonstration af fransk grand guignol, det både berømte og berygtede skræk-teater, der havde sin storhedstid ca. 1900-1960, og som gjorde flittigt brug af kulørte volds-effekter.

Fortalere for hendes sag var bl.a. organisationen Åbne Døre, men også de helt prominente som Paven.

Næsten ti år skulle der gå med grusomme fængsels-vandringer, retssager og appeller, inden hun til sidst efter endelig frifindelse kunne sætte foden på canadisk jord.

Her opnåede hun også at blive genforenet med sin familie, men vejen hjem til sit elskede Pakistan er for altid lukket for hende.

Der er bøger, man ikke glemmer. Denne handler selvfølgelig fra en overfladisk betragtning om Asia Bibis lidelseshistorie, og den handler om frygt. Den frygt, der trækker hende nedad mod helvedes mørke, den konstante angst, der ikke på noget tidspunkt synes at ville forsvinde og lade sig tøjle.

Men ikke blot hendes angst, også fangevogternes. Alle bærer de rundt på frygten for ”de andre” – en angst, der også kan anes i dagens Danmark.

Så kan bogen selvfølgelig også ses som endnu en versionering af Jobs spørgsmål: ”Jeg har mange gange spekuleret over, hvorfor Gud pålagde mig så megen lidelse. Jeg kæmpede længe imod mørket i mit fangehul og førte mit livs kamp uden nogen forberedelse,” mindes hun (s. 25).

Intolerance, fanatisme, blasfemi-lovgivning som magt-demonstration og håbløshedens overvindelse er andre stikord, der falder lige for.

Og endelig er der det helt uafvendelige spørgsmål: Hvordan med de forfulgte, der stadig hensmægter og ydmyges under elendige forhold, fordi de ikke var så heldige som Asia Bibi at få bevågenhed fra ngo’er, verdenspressen og -opinionen. De er stadig gemt, men må aldrig glemmes.

Jo, der er stadig behov for bøger, der kalder til handling og forbøn.

Asia Bibi: Dødsdømt.
251 sider. 250 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag.