Tonnys 753.820 traktater

Tonny Møllerskov i sin kælder med nogle af de mange Bibel-traktater.

Tonny Møllerskov er en mand, der lever i tro. Masse af tro har det krævet for ham at erhverve sig 753.820 Bibel-traktater til omdeling.

Den 65-årige gadeevangelist Tonny Møllerskov har taget et trosskridt af de helt store ved at erhverve sig 753.820 traktater om kristendommen på én gang.

De lidt over ¾ million traktater ankom den 13. oktober i en container på 10 store paller. De 360.000 af dem er danske. Hidtil var det meste, han havde modtaget, to paller på én gang i 2018, og de er næsten brugt.

”En traktat er ligesom en forret til Bibelen,” siger Tonny, der beder til, at modtagerne af traktater også vil få smag for selve hovedretten: Bibelen.

I forvejen var Tonnys kælder godt fyldt op med traktater på flere sprog – mindst 50 sprog såsom farsi, arabisk, thai, engelsk, tysk, dansk, somali og så videre fra World Missionary Press.

En rest på 7.000

Den 3. marts 2015 oplevede Tonny, at Gud gav ham en vision om at forøge antallet af traktater markant. Så projektet med de 753.829 traktater har været længe undervejs.

I 2015 læste han et vidnesbyrd om World Missionary Press (WMP), hvor en familie havde været missionærer i Sydafrika i 16 år. Det inspirerede Tonny, og i sin ånd oplevede han Gud sige:

”Hvad jeg har gjort for dem, det kan jeg også gøre for dig”. Dem omtaler de mennesker, der grundlagde World Missionary Press.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Det tal, Gud har givet mig i lang tid, om de mennesker, der skal aktiveres, er en rest på 7.000 danskere, der tager missionsbefalingen alvorligt som menneskefiskere i endetiden,” siger han.

Tallet 7.000 har Tonny fra 1. Kongebog 19,18: ”Men jeg vil skåne de 7000 mænd i Israel, som ikke har bøjet knæ for Ba’al eller kysset hans afgudsbillede”.

”Der er to slags kristne i Danmark: Kirkegængere og disciple. Når man er discipel, er man nødt til at være et vidne for Jesus – de to ting hænger sammen,” siger Tonny og fortsætter:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Resten sidder måske i kirkerne og spiser medisterpølse og småkager nu. Men det kan godt være, at de tager uniformen på og begynder at vidne om Jesus, når Gud kalder. Det er min bøn”.

At dele uden frygt

Tonny kalder traktaterne madding, der ikke koster noget.

I årevis ville han gerne på gaden og dele Ordet, men var som paralyseret af menneskefrygt.

For 25 år siden – den 30. marts 1996 – gik Tonny for første gang på gaden med traktater. Om oplevelsen siger han:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde, for jeg havde ikke delt ud direkte før, men lagt traktater i supermarkeder, biblioteksbøger og så videre. Så viljen var der. Det var grænseoverskridende”.

De sidste seks måneder, inden Tonny blev sat fri fra menneskefrygt, havde han haft en mission om at lære 60 bibelvers udenad. Heriblandt Esajas’ Bog 41,10 styrkede Tonny: ”Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud.”

Fra kylling til Løven

Det at blive sat fri af menneskefrygt har ændret Tonny:

”Jeg gik fra at være kylling til at rette blikket mod Judas Løve og stå fast på løfterne i Skriften. Hvis man ved, hvem man er i Kristus, har man noget at give af”.

Tonny er i brand for evangeliet og er på gaden cirka to gange om ugen for at dele traktater ud og bede for folk. Han bor med sin kone i Sdr. Hygum ved Ribe.

”Nogle vil sige, at vi skal passe på ikke at støde folk. Jeg vil sige, at vi skal passe på ikke at støde Jesus ved at ikke at evangelisere,” siger Tonny og minder om, at kristne er kaldet til at elske Gud og næsten af hele hjertet.

Når Tonny har fået de 753.820 traktater fordelt, håber han på at få en 40 fods container, som vil fylde hele garagen.

Du kan gratis modtage traktater til omdeling og få sendt en prøvepakke med forskellige traktater fra Tonny ved at skrive til vejentilgud@yahoo.dk