Ugekurser i Mariager
Som noget nyt lancerer Mariager Højskole 12 ugekurser i efteråret og foråret. Kort-kurserne er åbne for alle generationer og gør det muligt for endnu flere mennesker at benytte skolens tilbud.
– Med dette tilbud ønsker vi at åbne højskolen endnu mere op, så vi ikke kun rammer de unge, som ofte vælger 5-10 måneder, men også åbne for de mange seniorer, pensionister eller andre grupper, som kun kan tilbringe 1 uge væk hjemmefra, siger forstander Leif Petterson.
– Mens vores lange kursus fortsat tiltrækker flest unge, så tror vi, at ugekurserne kan få betydning for alle generationer. Om man er ung eller gammel, single eller gift, så har vi alle brug for at blive inspireret, lære noget nyt og udvikle os. Vores ugekurser rammer noget for enhver smag. Men endnu mere har alle brug for at være elsket og accepteret og at opdage, hvad det er, jeg kan bidrage med i et fællesskab, siger forstanderen.
Højskolens nye kurser har et fast tilbud med ekskursioner, andagt, gruppefællesskab og valgfag, fx kreativitet, pilates, sauna, sport, brætspil og hyggelige caféaftener. Derudover har hver uge som regel to temaer, hvor man kan vælge mellem almene emner eller bibelundervisning.
Kursus om Israel
Kurset ”Israel i bibelsk lys” finder sted i uge 46, fra 15. til 19. november 2021.
– Det bliver en inspirerende uge med fællesskab, god mad, musik og ikke mindst undervisning af Poul og Karen Margrethe Kirk, som i mange år har arbejdet med emnet og lavet studieture til Israel.
Derudover medvirker cand.theol. Bodil Skjøtt, som er tidligere missionær og generalsekretær for Israelsmissionen, og Ulrik Flinta, som er præst og formand for ICEJ’s danske afdeling, med flere andre, siger Solfrid Bracher, som er medansvarlig for kurset.
Man kan forholde sig til Israel på mange måder, men især som kristne er det vigtigt at forstå både de kristne rødder og relationen til nutidens Israel.
– Ugekurset er for dem, der ønsker at få en nuanceret undervisning om Israel i et bibelsk perspektiv med fokus på den kristne tros jødiske rødder. Samtidig giver vi også et bredt indblik ind i den palæstinensiske konflikt og den kristne tros muligheder for at bygge bro mellem israelere og palæstinensere, siger Poul Kirk.
Også de andre undervisere har arbejdet eller opholdt sig i Israel og haft Israel tæt inde på livet.
Andre korte kurser
Skolen tilbyder mange andre gode kurser med temaer som ”Dannelse og discipelskab” og ”Kristen sociologi”. Det er muligt at læse mere på www.mariagerhøjskole/kortkurser eller kontakte Mariager Højskole direkte.