Vicegeneralsekretær i Blå Kors med i international bestyrelse
De næste fire år har vicegeneralsekretær i Blå Kors Danmark, Lars Thidemann Jensen fået en bestyrelsespost i organisationen International Blue Cross.
Afhængighed af alkohol er et problem for mange mennesker på tværs landegrænser, og derfor findes Blå Kors også på internationalt plan, oplyser Blå Kors Danmark, som nu vil styrke IBC’s arbejde.
International Blue Cross, som tæller 37 medlemslande, har et fælles mål om at forebygge, afhjælpe og italesætte alkoholproblemer globalt. Her kan Lars Thidemann Jensen bidrage med sine erfaringer fra Danmark.
Arbejdet med at hjælpe mennesker med alkohol- og stofmisbrug og deres pårørende får dermed en stærk dansk stemme på den internationale bane.
”Jeg håber, at jeg kan være med til at styrke IBC’s arbejde ved at bidrage med erfaring fra det store arbejde, vi laver i Danmark både omkring organisationsopbygning og det konkrete professionelle arbejde for mennesker, der, enten selv eller som pårørende og familie, er ramt af afhængighed af alkohol og andre rusmidler,” siger Lars Thidemann Jensen.
Det er første gang i en lang årrække, at Blå Kors Danmark har en plads i den såkaldte ”Network Commitee” i International Blue Cross (IBC), som er en bestyrelse med en præsident, vicepræsident og fem medlemmer, der alle er valgt for en fireårig periode.
Lars Thidemann Jensen har en kandidatgrad i statskundskab og en diplomuddannelse i ledelse. Inden han i marts 2021 tiltrådte som vicegeneralsekretær i Blå Kors Danmark, stod han i 11 år i spidsen for botilbuddet Blå Kors Hjemmet Hobro, som hjælper blandt andet hjemløse og mennesker med misbrugsproblematikker.
Lars Thidemann Jensen bor til daglig i Aarhus med sin familie.