Jeg har brug for helbredelse for at kunne klare Julen

Kære Orla Lindskov

Jeg skriver dette brev til din Brevkasse, fordi jeg ønsker forbøn og også en salvedug.

Jeg føler stærkt, at jeg har brug for din hjælp inden jul. Jeg ønsker nemlig, at julen skal blive en rigtig god tid for mig og mine. Sådan var julen nemlig altid i min barndom og ungdom. Det var en lykkelig tid.

Jeg skriver også til dig, fordi jeg stadig lider under fysiske svagheder og psykiske traumer fra fortiden.

Jeg er nu en midaldrende kvinde. Jeg stammer fra en god familie fra Nordsjælland. Jeg blev konfirmeret og gik i kirke med min familie næsten hver søndag.

Jeg fik mange gode venner i ungdomsårene. Jeg begik mange dumheder. Hver gang var det, fordi jeg troede, at jeg var forelsket.

Dengang forekom disse forelskelser mig at være betagende oplevelser. Men de afsporede mig. Lige inden jeg fyldte tyve, mødte jeg så ham, den eneste ene.

Jeg blev dybt forelsket, og han ligeså. Der var intet at vente på, så vi giftede os over hals og hoved. Jeg anede dengang ikke, at ægteskabet med ham skulle komme til at stjæle og forstyrre min lykke i årevis.

Jeg tænkt ikke over, hvorfor min far havde advaret mig mod at gifte mig med ham. Tænk, hvad jeg kunne have sparet mig selv for, hvis jeg havde lyttet til min fars råd.

Det viste sig, at den mand, jeg havde giftet mig med, var en sammensat natur. Efter de første måneders ægteskab var jeg allerede dybt skuffet og ulykkelig.

Det var, som om min ungdom var blevet ramt af en pludselig ødelæggelse. Jeg havde jo ventet, at ægteskabet skulle bringe mig en strålende glæde.

I mit ægteskabs første tid gik det op for mig, at min mand følte sig som et ”højere væsen”, og han gav tit udtryk for sin skuffelse over mig. Han sagde ligeud, at han syntes, at jeg var enfoldig. Jeg begyndte at føle mig forfærdelig ensom.

Men det varede faktisk længe, før jeg indså, at min mand ikke elskede mig. Han flirtede også med andre kvinder, fik jeg at vide.

Vi fik to dejlige børn sammen. De var min glæde og trøst. Men de forenede ikke min mand og mig. Han blev snart træt af børnene. Jeg gjorde mit bedste for, at børnene ikke skulle blive et stridens emne. Efter flere års ægteskab var vi stadig fremmede for hinanden. Alt forekom mig nu grusomt og meningsløst.

Der indtraf flere ubehagelige ting, som gjorde et fortsat samliv umuligt, så samlivet blev opløst.

Mine dirrende nerver fik nu lidt ro. Nu skulle jeg ikke mere frygte hans lunefuldheder. Nogle dage og nætter, hvor jeg græd meget, syntes jeg, at jeg opfangede et underfuldt glimt af et lys.

Det var som om, der lå et underfuldt liv og ventede på mig. Men jeg troede stadig, at jeg skulle finde ud af alt selv.

Efter adskillige års adskillelse mødtes min mand og jeg igen. Vi ville gøre et nyt forsøg på at skabe et lykkeligt, ægteskabeligt samliv, om ikke for andet så dog for børnenes skyld.

Min mand ville så nødigt, at vores børn skulle havne i kategorien: Skilsmissebørn.

Han sagde, at det begreb fandtes ikke i hans familie, og at hans mor derfor havde presset ham til at gøre et nyt forsøg med ægteskabet. Vores forsøg mislykkedes, og omsider efter lidt mere end tyve års ægteskab blev ethvert forsøg på at bringe samlivet på fode igen endeligt opgivet. Det blev til den endelig skilsmisse.

På en måde føltes det som en befrielse. Mine nerver havde været lige ved at svigte under forsøget på at få vores ægteskab på fode igen. Mit helbred fik også et knæk, som jeg stadigvæk lider under. Jeg samlede alle mine kræfter for at komme videre i mit liv. Jeg koncentrerede udelukkende mit liv om mine børn og deres uddannelse. Men så skete der et mirakel for mig:

En veninde fra København, som jeg havde kendt i mine unge dage, mødte jeg tilfældigt i Magasin. Jeg var på indkøb med min voksne datter.

Vi aftalte, at vi skulle mødes privat. Vi mødtes hos hende. Hun fik hele min livshistorie.

Det viste sig, at hun var blevet en genfødt kristen, ved at hun havde været på et kristent møde. Her var der blevet bedt for hende.

Derefter begyndt hun også selv at bede. Det var famlende i begyndelsen. Men hun opfordrede også mig til at begynde at bede. Vi bad sammen, og da jeg kom hjem, bad jeg selv.

Øjeblikkeligt oplevede jeg en underfuld befrielse, og jeg fik fred med mig selv. Jeg fik så tanken om at genrejse mit ødelagte ægteskab. Jeg var jo blevet en ny kvinde. Men min mand havde giftet sig igen.

Jeg har fred nu. Men jeg lider som sagt stadig fysisk og psykisk på grund af fortiden. Jeg føler, at jeg har brug for helbredelse for at kunne klare julen.

Tak, hvis du vil tage mit brev med i din Brevkasse. Der er måske andre, der lider under ægteskabelig ulykke.

Tak mest af alt, hvis du og måske andre vil bede for mig og for en god fremtid.

Venlig hilsen fra
En kvinde, reddet ved bøn.

Jesus vil gøre alting nyt, også for dig

Kære kvinde, reddet ved bøn.

Tak for din livshistorie.

Jeg vil selvfølgelig bede for dig, og jeg er sikker på, at der også er andre, der vil, når de læser om dit liv.

Jeg tror ikke, at din fortid er spildt, selv om den har været smertefuld, fyldt med skuffelser og fyldt med traumatiske oplevelser.

Bibelen siger, at Gud formår at genoprette, hvad Ødelæggeren, dvs. djævelen har gjort af skade.

Jeg tror, at du på bønnens vej vil opleve en ny start og få dit mistede liv tilbage. Gud har nemlig veje og måder, som vi ikke kender.

Du skriver, at du ved bøn oplevede en underfuld befrielse og fik en herlig fred med dig selv. Jeg tror, at det er en pejling på, at dit liv tog en ny retning sammen med Jesus.

Du skriver, at du under dage og nætter med gråd opfangede et underfuldt glimt af lys. Jeg tror, at det lys var Jesus, som på trods af din modgang var dig nær.

Jeg ønsker dig en rigtig glædelig jul i Jesu navn.

Orla Lindskov.