Lis & Per sang og talte i Blåhøj

Sangduoen Lis og Per gav koncert i Betania Kirkecenter i Blåhøj ved Brande torsdag og søndag i sidste uge. Begge dage var der stor interesse for at høre det landskendte og veloplagte ægtepar, som også fortalte om deres liv.

Midt i deres sangkarriere blev de rystet af, at to af deres børn pludselig blev ”personligt kristne.” Per var frimurer og mente, at han var en god nok kristen, men børnene blev ved med at opfordre deres forældre til at besøge deres nyfundne kirke i Randers.

Mødet med kirken ledte ægteparret til en helt ny tro på Jesus, og fra at have været indædte modstandere, blev de nu det stik modsatte – og det skulle ”ingen tage fra os igen!”

Per fortalte også om hverdagsmirakler fra deres liv. En økonomisk nedtur blev vendt til en velsignelse, fordi det blev vejen ind i deres sangkarriere. Og han fortalte om en dag, hvor Gud sendte en engel som hjælp i rette tid – og om hans dårlige arm, der blev helbredt på et splitsekund. Og meget andet.

Kombinationen mellem parrets melodiøse sange og de trosopbyggende vidnesbyrd er et unikt koncept, som appellerer til store dele af befolkningen, hvad enten man er en overbevist kristen eller ej. Man går glad og opmuntret fra et møde med Lis og Per.