– Man kan ikke være selvglad i Jesu selskab

Selvom kristentroen med alderen er kommet til at betyde mere og mere for Charlotte Strandgaard, har den aldrig været helt fjern for hende:

”Jeg voksede op i et grundtvigiansk hjem, og vi gik i kirke. Det var et meget åbent og dejligt hjem, så der var ikke nogen grund til at gøre oprør”.

Alligevel meldte hun sig i 1965 ud af folkekirken efter en dårlig oplevelse med en præst.
Inden da havde hun overvejet at blive katolik:

”Da jeg var 14-16 år, begyndte jeg at gå til undervisning hos en jesuiterpræst i Aarhus. En meget klog, ældre mand. Jeg opgav det dog, da jeg fandt ud af, at man i Den katolske Kirke troede, at paven var ufejlbarlig. Det troede jeg ikke på, at noget menneske var. Men jeg fik meget ud af de tre år, jeg kom hos ham, og fik et solidt indblik i troen.”

(Katolikker tror ikke, at paven er ufejlbarlig som person, men kun når han i sit embede udtaler sig afgørende i lære-spørgsmål. Dette sker imidlertid yderst sjældent, red.).

En trosfjendtlig tid

”Det var en tid, hvor det var meget upopulært at gå i kirken eller sige, at man var troende”, fortæller hun.

Charlotte Strandgaard, som på det tidspunkt var flyttet til København, yndede imidlertid at sidde i domkirken: ”Jeg sad og så på Thorvaldsens engel ved døbefonten. Hvis nogen, jeg kendte, så mig dér, kunne jeg sige, at jeg sad og så på en seværdighed. Men jeg var der jo i virkeligheden for at finde ro og for at bede”.

Da hendes datter skulle gå til konfirmationsforberedelse, meldte hun sig derfor ind i folkekirken igen:

”Jeg læste koranen og tænkte også på det katolske, men blev enig med mig selv om, at det skulle være folkekirken”.

Sønnen Hans

I 2012 mistede Charlotte Strandgaard sin søn, Hans. Han havde i en lang årrække lidt af en alvorlig skizofreni. I sin bog ”Hans” fortæller hun om, hvordan han trods sin lidelse og sine vrangforestillinger fandt lindring i troen. Bl.a. så han i et syn ærkeenglen Gabriel. Efter det slap han ud af et misbrug, han havde haft.

Jeg spørger hende, hvad hans tro har betydet for hende:

”Han var urokkeligt troende, og det smitter jo af. Han var et meget stort menneske på mange måder. Jeg kender også mange gode præster, men det var ham, som inspirerede mig.”
Fx var det ham, som fik hende til at gå ind i menighedsrådsarbejdet i den lokale kirke.

De deltog også sammen i en bibelstudiekreds og i gudstjenesterne i kirken.

Troen og tvivlen er tvillingesøstre

Den samme urokkelighed i troen, som sønnen havde, kender Charlotte Strandgaard imidlertid ikke til fra sig selv. Det at miste sønnen Hans har kastet hende ud i voldsomme anfægtelser:
”For mig er troen og tvivlen tvillingesøstre. Men det er opbyggende at komme til gudstjeneste. Man møder en rummelighed, selvom tvivlen er stor.”

Netop tvivlen midt i troen kommer stærkt til udtryk i en anden af hendes bøger, bogen med den noget paradoksale titel ”Min tro”.

Bogen er en digtsamling, med digte skrevet ud fra søndagens evangelietekster.

Det er en meget ærlig bog, hvor hun ikke lægger skjul på sin tvivl. Men hun retter tvivlen mod Gud i stedet for at vende sig bort fra ham i sin tvivl.

Jeg siger til hende, at jeg oplever, at hun lader evangelieteksterne stå, som de står. Samtidig lader hun sig selv stå, hvor hun står i forhold til teksten. Det gør hun uden at bøje sig selv længere ind over teksten, end hun kan. Med andre ord forstiller hun sig ikke i en påtaget fromhed. På den anden side bøjer hun heller ikke af på teksten. Til dette svarer hun:
”Det var faktisk netop den opgave, jeg stillede mig selv”.

Evangeliet er altid nyt

”Det var også spændende at skrive om søndagens evangelier, det må jeg sige. Jeg kan godt forstå, at præsterne kan blive ved og ved med at arbejde med dem. Selvom man kender teksterne så godt, bliver der ved med at være noget nyt i dem. Jeg synes, det er utroligt, at vi har sådan en bog. Den vender op og ned på tingene og overrasker én år efter år”, siger hun.

”Jeg blev meget optaget af Jomfru Maria. Ja, det har jeg sådan set altid været”, fortsætter hun.

Mange af hendes digte i bogen er således henvendt til Jomfru Maria i hendes egenskab af mor til Jesus. I Marias smerte ved at se sin søn lide ser hun en parallel til sin egen smerte over sønnen Hans´ lidelser og død.

Også dette bliver vendt til en åbenhed om hendes egen kamp. Til Jomfru Marias lovsang ved bebudelsen spørger hun således: ”Maria, hvis du havde set dig selv ved korsets fod treogtredive år efter / Ville du så have vendt dig bort? / Ville du have opgivet din hyldest til Gud?”

Én man skjuler sit ansigt for

I det hele taget forsøger Charlotte Strandgaard at fjerne det velpudsede og pæne fra troen. Det gælder også, når hun fremstiller Jesus. I bogen med den lange titel ”Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame”, møder hovedpersonen gentagne gange en stor, ildelugtende mand. På den ene side frastødes hun af ham, og på den anden side oplever hun fred og helbredelse i hans nærhed. Som bogen skrider frem, går det mere og mere op for læseren, at der er tale om Kristus.

”Det var vigtigt for mig at lave en figur, der var anderledes end den smukke Kristusfigur, som vi kender fra alle billederne. Ham her ér jo frastødende. Men alligevel helbreder han de besværede. Og han forsvinder og genopstår. Hvis jeg nu havde beskrevet ham som et smukt ungt menneske, havde det været for åbenlyst.”

I stedet går det nu langsomt op for læseren, hvem det er, man møder i teksten. Det er som om Es 53 genlyder i teksten: ”Én man skjuler sit ansigt for”. I hvert fald er det en vinkel på troen, som kan genfindes i Bibelen. Tænk blot på Jesus på korset.

Derfor er jeg kristen

Charlotte Strandgaard har tidligere rejst rundt og holdt foredrag på skoler sammen med en jøde og en muslim. Når jeg spørger hende, hvorfor hun netop er kristen, siger hun: ”Det er næstekærlighedsbuddet. Kortere kan jeg ikke sige det”.

En anden side ved kristendommen, som har stor betydning for hende, er Gud ubetingede kærlighed til mennesker. Men som hun også siger: ”De gange, jeg kan tro på det! Det gør jeg det meste af tiden. At der er nogen, der kan elske en lige så idiotisk, man er, det er meget stort.”

”Og så er der personen Kristus. Overfor ham bliver man afsløret”. Hun siger det så rammende: ”Man kommer ikke langt med at være selvglad i hans selskab.”

Som eksempel henviser hun til beretningen om kvinden, der står grebet i hor: ”Jesus kommer og siger: ”Den, som er uden synd, skal kaste den første sten”. Jeg kan simpelt hen se for mig, hvordan de selvglade mænd slipper stenene og lusker væk.”

Her slutter vores samtale. Charlotte Strandgaard er blevet en ældre kvinde og skal hvile sig. Det, som står tilbage, er oplevelsen af hendes ærlighed og autenticitet i troen.