Når ’Poirot’ læser op fra Bibelen kommer ’de små grå celler’ i sving

Skuespilleren David Suchet er i Danmark mest kendt for sin rolle som Poirot i Agatha Cristies krimiserie. Her taler detektiven ofte om at bruge hjernens små grå celler. De senere år har han brugt dem på at læse Bibelen.

David Suchet er ellers ikke opdraget i en religiøs familie. Men som voksen fandt han et Ny Testamente på sit hotelværelse og begyndte at læse.
Da han læste Romerbrevet, overbeviste det ham om, at det kristne budskab var sandt.

27 år senere i 2014 blev hans oplæsning af Bibelen på engelsk frigivet, og den blev straks en bestseller. Han ønskede ikke noget honorar for oplæsning. Overskuddet gik til Bibelselskabet.

David Suchet er en af de mest kendte og mest elskede skuespillere i sin generation. Han har arbejdet for The Royal Shakespeare Company, på teatrene i Londons West End og på Broadway.

Hans mest berømte rolle er dog Hercule Poirot i den meget populære tv-serie. I 2011 blev han tildelt Order of the British Empire for sit skuespil, og i 2014 fik han en livstids-præstations-pris af Royal Television Society for sin præstation som Poirot.

Daviod Suchet har også lavet en meget succesfuld BBC-dokumentarserie, der følger i fodsporene af Paulus og Peter. Han er nu vicepræsident for det britiske bibelselskab.

Suchet er troende og praktiserende anglikansk kristen og kommer i menigheden ved St. Pauls Cathedral i London.

En del offentlige oplæsninger kan findes på YouTube. Hans oplæsning af Johannes-evangeliet er allerede set af over 3,7 mio. seere!


Artiklen fortsætter efter annoncen: