Selvbiografisk roman om druk

Julen står for døren. For mange danskere betyder det, at der skal drikkes. Til julefrokosterne hældes julebryg og snaps indenbords i stride strømme. Julegløgg med portvin er en del af hyggen. Rødvin trækkes op, når and og gås kommer på bordet. Julen er tiden for årets største brandert.

“Det er helt vanvittigt, så meget folk drikker i Danmark. Vi har et kæmpe overforbrug”, mener forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen. Han er netop udkommet med romanen Bar, der er røget til tops på boghandlernes bestsellerliste. Den skildrer et menneskes forhold til alkohol igennem en hel tilværelse.

Drikker diktatorisk

“Danskerne drikker i fællesskab. Alle skal være med. Hvis man ikke drikker, tror folk, at der er noget galt, eller at man ikke gider selskabet. I andre lande som for eksempel Italien, Frankrig og USA er der mange, som slet ikke rører alkohol. Ingen undrer sig over, at de kun drikker vand til middagsselskabet. Det kan man ikke i Danmark.

Her hersker der en regel om, at vi alle skal løfte glasset på samme tid. Og vi skal bunde – eller resten i håret. Danskerne drikker på en diktatoragtigt måde”, mener Kristian Ditlev Jensen.

Var selv alkoholiker

Han ved om nogen, hvad det vil sige at have et overforbrug af alkohol, og hvor farligt det kan være. Kristian Ditlev Jensen lægger nemlig ikke skjul på, at hans nye roman er selvbiografisk og handler om de mange år, han selv levede som alkoholiker.

Efter flere forgæves forsøg på at stoppe tager han kontakt til en alkoholbehandler, som sætter ham overfor valget om at stoppe drikkeriet eller at gå til grunde. Kristian Ditlev valgte at blive ædru, men sådan går det ikke for hovedpersonen i romanen Bar, der også hedder Kristian. Han ender med at dø af druk.

Præst på Anholt

Sådan gik det heldigvis ikke i Kristian Ditlev Jensens eget liv. Efter at have været sognepræst i Sønderjylland og i Skagen har han netop fået embede på øen Anholt midt i Kattegat.

Selvom troen og livet som præst først kom, efter han holdt op med at drikke, er der ingen tvivl for Kristian Ditlev Jensen om, at hans tro er en af de væsentligste årsager til, at han i dag ikke rører alkohol.

”Hvis man ikke tror på Gud,
kan man bede om at få troen som en nådegave.”

Alligevel vælger han den tragiske slutning for romanens Kristian og ikke den håbefulde som hans egen.

Hvorfor?

“Fordi lyse udgange er vildt sjældne. Næsten alle, der forsøger at holde op, falder tilbage. Det er det almindelige, og derfor ville jeg gerne fortælle den historie. Jeg har en mission med at vise, hvor farlig alkohol er, og at få folk til at vågne op.
Hvis jeg skulle have fortalt den anden slutning, så skulle jeg have fortalt om det, der er sket i mit eget liv. At jeg har fået et forhold til Gud og til en menighed. Det er en måde at blive et menneske igen. Jeg skal elske min næste, og min næste prøver måske også at elske mig.”

Religion eller kærlighed

Når det går så galt for romanens Kristian, er det, fordi alle hans relationer bryder sammen. Til sidst ender han i et drikkelag med andre alkoholikere, som han ikke kender. De mødes blot for ikke at være alene, når de drikker. Men venner er de ikke.

Af samme grund citerer Kristian Ditlev Jensen i romanen også misbrugseksperten Henrik Rindom, som siger, at den eneste vej ud af stofmisbrug er enten religion eller kærlighed.
Dog var det ikke tro på Gud, der i første omgang gjorde, at Kristian Ditlev gav slip på alkoholen, selvom han til møder i AA lærte, at en misbruger behøver en højere magt.

Buddhismen var ikke nok

“Siden jeg var i tyverne, havde jeg interesseret mig meget for buddhisme, og så tænkte jeg, at det kunne jeg bare genopfinde i en slags lommebuddhistisk form. Men det virkede overhovedet ikke.
Buddhisme er ikke en religion. Den indeholder ingen personlig relation til Gud. Det er et eller andet bizart forhold til mig selv og til nogle filosofiske betragtninger, over for eksempel hvad et snefnug er, eller om en lussing gør ondt. Men det har ikke noget at gøre med noget, der er større end mig selv og uden for mig selv, fortæller Kristian Ditlev Jensen.

AA som fællesskab var heller ikke nok for han. Der manglede noget foroven og ikke bare ved siden af. Kristian Ditlev Jensen gav lidt op. Men så kom der pludselig en invitation, som kom til at forandre alt.

Kristian Ditlev Jensen blev som forfatter inviteret til at holde prædiken langfredag i Sankt Jakobs kirke på Østerbro.

“Jeg følte mig usikker. Hvad kunne jeg tillade mig at sige? Der var virkelig modstand på indeni. Men så skete der noget underligt, da jeg prædikede. Det var, som jeg så og forstod teksten for første gang. Flere gange blev jeg helt overrumplet af det, jeg faktisk havde skrevet.
Da jeg kom ned fra prædikestolen, følte jeg mig omtumlet. Det var fuld Helligånd. Fra det øjeblik var der noget, som begyndte at krakelere. I løbet af de par uger kom det lige så stille. Jeg vidste, det var sandt. Det gik op for mig, at jeg altid har været troende, men at det ikke havde været forløst. Der skete en omvendelse med mig på fjorten dage”.

Gud fandt mig

I dag er Kristian Ditlev Jensen overbevist om, at det, der skete på prædikestolen, var en nådegave fra Gud.

“Det var Gud, som fandt mig, mere end omvendt. Når folk leder efter kærligheden på Tinder, finder de ikke noget. Det er kærligheden, som skal finde dem. Størst af alt er kærligheden. Den kommer fra Gud, og den forplanter sig på alle mulige måder rundt mellem mennesker. Den skal nok indfinde sig på en eller anden måde. Men man kan ikke sådan selv lede efter den.
Hvis man ikke tror på Gud, kan man bede om at få troen som en nådegave. Gennem bøn kan du forberede dig, pløje dig selv. Men det er en anden, som sår sig selv i dig.”

Gud er som en god far

For Kristian Ditlev Jensen er det at tro på Gud ligesom at være sammen med en far:

“Der er en selvfølgelighed i forholdet, ligesom når man er sammen med ens forældre. Det er umiddelbart, trygt, godt, og dejligt. Og så sammenvokset, at man ikke altid behøver ord.”
Kristian Ditlev Jensen føler sig også rigtigt meget forbundet med Kristus gennem sit navn:

“Kristian betyder en, som er kristen. Krist står inde i mit navn. Det er jo ham inde i mig. Jeg bærer ham med mig”.
Som præst skal Kristian Ditlev Jensen på arbejde i julen, men det gør bare julen endnu bedre for ham:

“Jeg har hørt præster klage over, at de skal på arbejde i julen. Jeg føler, at jeg fejrer julen endnu mere ved at få lov til at være præst. Og da jeg jo er afholdsmand, bliver det en rolig aften, hvor jeg forventer, at cirka 30 personer kommer til julegudstjeneste i kirken på Anholt”.

Jul er at gå fra mørke til lys

Hvad er det vigtigste ved julebudskabet?

“Når folk fester sådan igennem, er det jo en måde flettet sammen med, at der er grund til at feste. Julen er den store epifani. Det er en introduktion af Gud i verden. Gud bliver menneske.
Fra nu af ved vi, at Gud findes. Det er en ekstremt oplysende begivenhed. Før vidste vi ingenting. Nu ved vi alt. Julen er at gå fra mørke til lys,” slutter Kristian Ditlev Jensen.