DK4 udfordrer DR med nyt program med Mette Bock

DK4 vil gerne samarbejde med DR om trosstoffet.

Den tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock bliver TV-vært.

Den private tv-station DK4 har hyret tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock ind som vært på et nyt program om tro, etik og eksistens.

Søndag den 19. december 2021 kl. 19.20 sendte DK4 sit første tros-program med tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock, der læste juleevangeliet og holdt sin første juleprædiken.
Mette Bock forlod dansk politik i 2019 og har siden læst teologi med henblik på at blive præst i Folkekirken. Men nu bliver hun istedet vært på en ny programserie med titlen ”Den etiske fordring” på DK4.

– Med inspiration fra Løgstrups klassiker “Den etiske fordring” sætter jeg i en række programmer fokus på nogle af de etiske fordringer, der møder os i dette menneskeliv. Det sker gennem samtaler med en række personligheder, der bringer egne erfaringer ind i samtalen, forklarer Mette Bock.

DK4s stifter og ejer Stig H. Hasner siger:

– På dk4 har vi længe ønsket at styrke eksistens-, etik-, filosofi- og trosstoffet. Med Mette Bock som vært på ”Den etiske fordring” har vi nu mulighed for ud over eksisterende programrækker med biskopperne Tine Lindhardt og Marianne Christiansen og med Kierkegaard-kender og præst Pia Søltoft at tilbyde endnu mere kvalificeret indhold på dette væsentlige public service-område, fastslår Stig H. Hasner, som lægger op til et samarbejde med DR om at udvikle trosstoffet på tv:

– Vi vil gerne supplere yderligere på stofområdet med for eksempel transmission af gudstjenester og programmer med relation til de kirkelige højtider. Hvis DR skulle ønske at udlicitere denne del af public service-kontrakten, står vi klar – og garanterer i øvrigt en udvidelse af stofområdet, lyder det fra Stig Hasner.

KLF: Samarbejde mellem DR og DK4 giver mening

Det er sød musik i Mikael Arendt Laursens ører. Han er generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, som arbejder på at fremme indhold i radio og på tv, hvor kirke og kristendom er i fokus.

– Det er klart, at vi kun kan glæde os over, at DK4, som en lille, selvbestaltet public service-kanal, nu kommer på banen. For mig understreger det, at DR lige nu er voldsomt udfordret på at give os godt tv-indhold med trosstof ud over Morgenandagten og gudstjenesterne, konstaterer Mikael Arendt Laursen og fortsætter:

– For os er det helt naturligt at stille særlige krav til DR i forhold til netop dette stofområde. DR har tidligere vist, at de formår at skabe disse formater, og den evne burde de efter min klare overbevisning finde frem igen.

Bør DR tage imod invitationen og indgå i et samarbejde med DK4 – som eksternt produktionsselskab – om udvikling af trosstoffet på TV?
– Et sådant samarbejde mellem DR og DK4 kunne sagtens give mening.

KLFs formål er på kirkefolkets og andres vegne at fremme trosstoffet og skabe de bedste betingelser for det i de elektroniske medier. Hvis det kan ske gennem et samarbejde mellem DR og DK4, er det yderst positivt for mig at se, siger Mikael Arendt Laursen.

DR: Vi vil ikke udlicitere et ’vigtigt kerneområde’

KLF, Kirke & Medier har bedt DR om en kommentar om perspektiverne i et samarbejde med DK4 som produktionsselskab på trosstoffet.
Henrik Bo Nielsen, DRs kulturdirektør, byder konkurrencen fra DK4 velkommen, men afviser en udlicitering til DK4:

– Det er dejligt, at der er andre, der har lyst til at kaste sig ud i et så vigtigt stofområde som tro, etik og gudstjenester. Det kan man kun glæde sig over.
Det er et kerneområde for DR, der er helt centralt for dansk kultur og for DRs opgave. Vi er meget åbne for samarbejder, men vi udliciterer ikke vores egen indsats på området.

Men hvis andre byder ind med programforslag, ser vi på dem med et åbent sind – dog ikke som et alternativ til vores egen dækning. Dertil er emnekredsen alt for betydningsfuld for os, fastslår Henrik Bo Nielsen.

KLF: Det er en gave

Mikael Arendt Laursen glæder sig over DRs svar på DK4s udspil:
– Det er positivt, at DR ikke uden videre afviser et samarbejde med DK4. Men hvad der glæder mig allermest er, at trosstoffet er både meget centralt og meget betydningsfuldt for DR.

Denne klare prioritering, som jeg også oplever udtrykt i mine samtaler med Henrik Bo Nielsen, må kunne indebære nogle stærke magasinprogrammer om tro på tv i det nye år, siger Mikael Arendt Laursen og tilføjer til sidst:

– Både DK4s udspil og DRs respons er en gave til KLFs medlemmer og alle andre, for hvem trosstoffet er betydningsfuldt.

Kirke & Medier/Henri