Åndeligt vakt i Prins Carls gartnerbolig

For 300 år siden var Wesselsgade på Nørrebro, hvor jeg blev åndeligt vakt i 1951, et mondænt område med smukt anlagte haver som del af Prins Carls slotsgods. Han var bror til den både kvindeglade og meget religiøse kong Frederik IV, som i øvrigt sponsorerede Danmarks første hedningemission i Indien blandt tamilerne i samarbejde med tyske missionærer i begyndelsen af 1700-tallet.

Lystslottet hed Blågård, opkaldt efter de smukke glaserede teglsten, men da evangeliet kom ind i mit unge liv, var hele kvarteret et sørgeligt slumkvarter med 1., 2. og 3. baggård, og der boede mange fattige mennesker.

Resterne af den gamle gartnerbolig fra de kongeliges tid stod ensomt i en baggård. Min morfar, Uno Rieper-Holm, lejede dette rummelige hus omkring 1940 og gjorde det til missionshus med en smuk mødesal og stor garderobe og bolig på 1. sal.

Hans søn, min onkel Helge, drev en overgang også søndagsskole dér, hvor der vankede sodavand til os børn. Han gik med sit børnetække ”rent ind” hos børnene og var også hyppig taler ved morfars evangeliske møder søndag aften.

Det var på en sådan aften, jeg gennem en nidkær gæsteprædikant, Marinus Sørensen fra Nordjylland (Missionsforbundet), blev draget til Jesus Kristus som min personlige frelser, uden jeg i begyndelsen selv rigtig vidste, hvad der var sket med mig.

Men både min morfar og mine forældre mærkede det, selvom jeg ikke var blevet nogen engel ligefrem. Jeg var da 14 år.

Lovbunden konge

Hvordan det åndelige liv var på Blågård på prins Carls tid, kan jeg kun gisne om.

Jeg har læst mig til, at Prins Carl og hans søster Prinsesse Sophie Hedevig var grebet af den pietistiske bevægelse fra Halle i Tyskland, og deres nevø, den senere kong Christian VI, blev selv en pietistisk konge med en tilsyneladende lidt kedelig og lovbunden kristendom.

Det var i hans tid, at salmedigteren Brorson virkede og på en særlig måde blev julens salmedigter. Min morfar levede og åndede i øvrigt i Brorsons salmer, som på mine ældre dage sammen med Davids salmer i Bibelen har været en stor inspiration i min egen salmedigtning. Jeg har truffet andre troende i vor tid, som har det på samme måde.

Guds Ånd fulgte op

Men tilbage til morfars missionshus, som jeg husker så levende. På salens hvidkalkede vægge var der kunstfærdigt påmalet gode bibelord. De var alle på kun fem ord.

Min morfar samlede tilsyneladende på fem-ords skriftsteder med en lidt munter henvisning til Paulus´ ord om hellere at tale fem ord med sin forstand end ti tusinde ord i tunger (1. Kor. 14:19).

Et af skriftordene på højre væg nede bagved, hvor jeg satte mig, dvælede jeg meget ved.

De fem ord lød: ”Han førte ham til Jesus.” Jeg husker, jeg tænkte: ”Det er nok det, det hele går ud på, nemlig at føre mennesker til Jesus. Og det var jo også det, der skete gennem årene.

For mit vedkommende skete det gennem den nordjyske prædikants vidnesbyrd overfor mig personligt derude i garderoben efter et evangelisk aftenmøde.

Guds gode Ånd fulgte stille og nænsomt op på vor lille samtale og drog mig gennem Bibelens ord, som jeg indtil da havde været totalt fremmed overfor, til personlig tro.

Rom. 10:17 er for mig et nøgleord i den forbindelse: ”Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.”

Ja, forstå mig ret, det var troen, som kom til mig og ikke jeg, som kom hen til troen.

Morfars missionshus er for længst borte, og Wesselsgades baggårde er i dag hyggelige gårdhaver.

Men min barndoms Wesselsgade var mørk med spøgelsesagtig gadebelysning, som blafrede fra gasstandere, og dog blev det for mig det sted, der står lysest i min drengeerindring som en forgård til selve Himlen, og morfars indbudte prædikanter formidlede både smil, lys og evangelisk glæde.

Juletid var noget særligt.

I juletiden blev der blev dækket festligt op til kvarterets fattige mennesker, som fik dejlig oksekødssuppe tilberedt af en elskelig sygeplejerske, en af morfars åndelige børn, som vi kaldte ”tante Inger”, og der var naturligvis kaffe, kager og masser af julegodter.

Der blev læst op, en julehistorie, og der var også plads til et uskyldigt lotteri, og det var frydefuldt for os børn at se, hvor menneskelig og munter min ellers så ”aristokratiske” morfar kunne være i børnehøjde.

Der var som sagt mange fattige. En fattig kvinde kom med et stykke klæde viklet omkring sig.

Det var hendes eneste kjole. Men som barn så jeg selvsagt ikke på dem som fattige, men kun som søde og glade mennesker, der ikke gjorde sig kostbare overfor os børn, som fik lov at tegne på de hvide papirduge på kaffebordene.

En dag var en nabohund, som hed Bob, som var min morfars et og alt, fulgt med ham i toget ind til København fra Virum, hvor han havde et dejligt fritidshus.

Han kunne ikke få den til at gå hjem, og inden togdørene var smækket i, smuttede den hengivne bokserhund med. De lukkede den så inde i et tilstødende lokale på mødesalen.

Det blev brugt til bedeværelse, men Bob var ikke indstillet på at være from. Han peb højlydt og fortvivlet. Rummets foldedør blev da åbnet på klem, hvor Bob lige akkurat kunne stikke snuden frem, og den faldt artigt til ro, så snart den så min morfar og hørte hans stemme.

Men udenfor mødesalen på selve Wesselsgade så jeg lidt af hvert. Engang så jeg to berusede mænd i slåskamp. Den enes skjorte var i laser. Jeg husker, jeg tænkte: ”Hvor må de være fattige og ulykkelige!”, og begge dele var jo sandt.

En åndelig arv

Men Marinus Sørensens hjertevarme vidnesbyrd, hans ønske om at få lov at bede for mig, morfars myndige ledelse og hans hyppige solosang, som det pludselig kunne falde ham ind at synge nogle vers af, bedst som han ellers prædikede, min humoristiske tante ved orglet, de kærlige smil m.m. – alt sammen med udspring i Prins Carls gamle gartnerbolig – gav mig en åndelig arv og dimension i livet, som jeg ikke vil bytte med alverdens materielle rigdom.