Elizabeth kom ud af osteklokken

Elizabeth Funch Christensen var på vej hjem fra arbejde i sin bil. Bagfra kører en dame op i hende i et lyskryds. Damens bil bliver totalskadet, men Elizabeth tror ikke, at hun selv har taget skade…

– Jeg var forvirret og ville bare hjem. Damen ønskede ikke politiet involveret, og det var jeg også ligeglad med, når jeg bare havde navn og telefonnummer til forsikringen. Jeg har ondt i nakken, men da jeg ringer til vagtlægen, mener han, at jeg har det godt nok, når jeg kan fortælle så detaljeret. Han mener, jeg er i chok og foreslår, at jeg ringer til min egen læge dagen derpå. Det gør jeg så, og min læge mener, jeg har en forstuvet ryg. Derfor går der fire år, hvor jeg går til den ene undersøgelse efter den anden fra 2004-2008. De første halvandet år har jeg svært ved at sidde ned. Jeg skal have puder og en specialstol.

Det er nok psykisk…

– De fleste, jeg snakker med, mener ikke, det er så galt. De mener nok, at det er psykisk.
Der er dog enkelte læger, der mener, at jeg har fået et piskesmæld. De siger det mundtligt. Men da den første læge ikke har skrevet noget, skriver de det heller ikke i min journal.
Om natten sover jeg dårligt, fordi jeg har mareridt, så jeg benytter enhver anledning til at sove om dagen. Jeg har svært ved at klare de arbejdsprøvninger, jeg bliver sendt ud i. En læge mener, at jeg måske har fået posttraumatisk stress.

Mor er en zoombie

– Jeg havde det rigtig svært. Jeg købte dyre høreværn for at undgå lyd, jeg var arrig og vred og fuldstændig kørt op. Og jeg kunne ikke ret meget.
Min børn kunne mærke forandringen. De græd og var bange for, at jeg skulle dø. Min ene pige sagde, at det var, som om jeg var død indeni. Som om jeg var zoombie…
Jeg har fem børn, og jeg var på det tidspunkt i et dysfunktionelt ægteskab. Det hjalp jo heller ikke. Jeg blev skilt i 2016.

De lovede at ringe…

– Under arbejdsprøvningen var jeg gået i gang med at uddanne mig til familieterapeut gennem Systemisk Institut for Familieterapi (SIF). Men efter det første år blev jeg afvist. Det gjorde mig endnu mere vred og frustreret. Jeg havde tidligere arbejdet i psykiatrien og kunne ikke forstå, at jeg ikke kunne få lov at tage den uddannelse. Men jeg var dårligere, end jeg selv troede.
Jeg var plaget af selvmordstanker og forsøgte at tale med kommunen om det. Men da de fandt ud af, at jeg var førtidspensionist, kunne de ikke gøre mere for mig. De lovede at ringe tilbage – men gjorde det aldrig…

Nu hører du efter…

– Jeg kommer så til undersøgelse på ortopæd-kirurgisk afdeling i Viborg, men sygehuset har rod i papirerne. Som kompensation får de en neurokirurg specialist, som er på besøg fra Aalborg, til at kigge på mig.

– Det tager ham kun ti minutter at konstatere, at det er rigtigt slemt. Nogle koordinationsøvelser kan jeg slet ikke udføre. Jeg siger til ham, at det nok bare er psykisk, for jeg var bange for, at jeg var ved at blive skør. Men han svarer: ”Nu hører du efter, hvad jeg siger: Det er ret alvorligt, det her. Du har en lille hjerneskade, du har posttraumatisk stress, du har piskesmæld og du skal ikke arbejdsprøves mere.”

– Jeg havde ikke fortalt ham, at jeg havde mareridt og ofte så mærkelige ting, fx kryb i sengen. Men så siger han: ”Du ser ting, som andre ikke ser.” Han fortalte, at hjerneskaden kunne give kognitive og visuelle forstyrrelser.

Så skrev han fire linjer, og ret hurtigt derefter blev jeg indstillet til pension. Jeg fik pension fra 2008 til 2018.

Men Gud sagde….

– Men jeg havde det jo stadigvæk dårligt, selv om jeg fik pension. Jeg tog i pinsekirken i Holstebro og græd og fortalte en cellegruppeleder, at jeg ikke orkede mere. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Men det var jeg vant til. Folk vidste ikke, hvad de skulle stille op med mig.
Så jeg tog hjem og trak dynen godt over hovedet, mens jeg bad Gud om bare at tage mig hjem til sig.

– Så hørte jeg pludselig Gud sige: Elizabeth, hvis du vil vælge at leve, så vil jeg gøre for dig, hvad du ikke selv kan gøre.

– Så hørte jeg pludselig Gud sige: Elizabeth, hvis du vil vælge at leve, så vil jeg gøre for dig, hvad du ikke selv kan gøre.
Det var en indre stemme, men jeg var ikke i tvivl om, at det var Gud. Det var som en klar tanke midt mellem alle de underlige tanker, jeg havde haft i lang tid på grund af depression og den medicin, jeg fik.

– Jeg blev faktisk lidt sur, for jeg havde nok bare håbet, at nogen ville samle mig op og sige: Lille ven, nu skal du bare høre…
Men nu sagde Gud istedet, at jeg selv skulle vælge. At jeg skulle gøre det, jeg kunne.
Jeg havde jo ikke rigtig noget alternativ, så jeg sagde: Hvis det er dig Gud, der siger det her, så vil jeg gøre det.

Ud af osteklokken

– Og så var det, ligesom en osteklokke blev taget væk. Det var en underlig oplevelse. Men lige siden den dag i 2012 blev jeg ligesom ledt af Gud til, hvad jeg skulle gøre.
Jeg fik fx at vide, at jeg skulle begynde at gå. Dengang vejede jeg 40 kilo mere, end jeg gør i dag. Og jeg fik at vide, at jeg skal downloade en masse kristen musik. Så jeg har omkring 2000 sange på min mobil, som jeg hørte, mens jeg gik – først 2 km, så 4 km, 10 km, 20 km. Ja, jeg var helt oppe på at gå 36 km på en dag. Jeg gik fra Vinderup til Holstebro over Hjerm og tilbage igen.
Og imens jeg gik og hørte kristen musik og prædikener, blev de destruktive tanker i min hjerne erstattet med positive tanker.
Jeg var helt høj, når jeg kom hjem. Og kiloene raslede af.

– I 2013 føler jeg, at Gud siger, at jeg skal begynde at skrive. Og det er ikke så ligetil, for jeg har så mange kognitive forstyrrelser, at jeg næsten ikke kan læse og skrive. Men jeg begynder at skrive ned, hvad Bibelen siger om forskellige emner.

– Når jeg i dag ser de spiralhæfter, jeg skrev i dengang, så kan man næsten ikke læse det.
Men nu fik jeg nye ord til at udtrykke mig med. En dag i 2018 fik jeg en pakke af posten, som jeg skulle kvittere for. Det gjorde jeg uden problemer, og på den måde opdagede jeg, at jeg kunne skrive igen. Sådan kom det tilbage lidt efter lidt.

Adopteret af missionær

– Jeg følte nu, at jeg skulle dele mit vidnesbyrd på Facebook. Jeg begyndte at skrive korte tekster – på engelsk. For det er det sprog, jeg er vokset op med i Nigeria. Jeg havde en indisk lærer, som også talte engelsk. Jeg blev adopteret af en dansk missionær, Doris Funch, som var i Nigeria i 13 år som sygeplejerske og jordemoder. Hun arbejdede i Jimeta. Hun var med til min fødsel og kendte min mor, som dengang kun var 17 år og under uddannelse. Min far var alkoholiker og ikke interesseret i mig.

– Jeg fik derfor lov at bo hos Doris, indtil min mor blev gift med en libaneser og muslim. De fik deres egne børn. Og han forskelsbehandlede os. Jeg var jo mørk og ikke hans barn.

– Jeg fik derfor lov at bo hos Doris, indtil min mor blev gift med en libaneser og muslim. De fik deres egne børn. Og han forskelsbehandlede os. Jeg var jo mørk og ikke hans barn.
Det kunne min mor ikke holde ud at se på, så jeg kom tilbage til Doris. Hun havde i forvejen et plejebarn, Asabe, som var otte år ældre.

– Doris adopterede os og tog os med til Danmark, da jeg var fem år. Da jeg var 14 år var jeg på besøg i Nigeria i 1978 og igen i 1981 til min plejesøster Asabes bryllup med Elkana. De bor nu i Middelfart.

Jeg er jo ikke syg

– På grund af de kognitive udfordringer med at skrive, blev jeg istedet god til at tegne.
I 2018 tog jeg et kursus i business engelsk. Og det gik meget godt. Så jeg tænkte: Måske kan jeg mere end det.
Jeg var uddannet som soical- og sundhedsassistent. Så jeg prøvede at tage en vagt på 8 timer. Da det gik godt, begyndte jeg at arbejde i juni 2018.

– Da jeg havde fire sygedage, henvendte jeg mig til kommunen, og de blev meget forvirrede over, at jeg var begyndt at arbejde. De anbefalede mig på det kraftigste istedet at holde fast ved pensionen. ”Men jeg er jo ikke syg mere,” sagde jeg. Damen blev faktisk lidt sur. Men pensionen blev stillet i bero i to år. Og i 2020 blev den helt ophævet.

Terapeut

– I august 2018 meldte jeg mig på en fireårig terapeutuddannelse på Dansk NLP-institut. (NLP står for neurolinggvistisk programering.) Til februar er jeg færdig med det tredje år.
Det er noget af det bedste, jeg har gjort. Jeg ser det som en gave, at jeg kan få lov at gå i terapi. Jeg var jo en rodebutik efter alt det, der var sket, bla. min skilsmisse og min adoption. Det er jo et traume at blive givet væk. Men det er først gået op for mig på det sidste, at nogle af mine problemer ikke har noget med mig at gøre. At kroppen bare husker, hvad der er sket. Derfor skal det bearbejdes, så det ikke gør én syg.

– Jeg var tidligere meget destruktiv, men min selvsnak har ændret sig, og jeg forstår nu, hvem jeg er – i Kristus.

– Jeg var tidligere meget destruktiv, men min selvsnak har ændret sig, og jeg forstår nu, hvem jeg er – i Kristus.

Nu hjælper hun andre

Elizabeth Funch kommer i Herning Frikirke, og hun synger også solo i kirkens jazz-café. Hun har også sunget i kirkekor.
Sang har hjulpet hende meget, når hun ikke kunne koncentrere sig om at bede.

Hun tager nu også ud og holder foredrag. Hun vil gerne være med til at hjælpe mennesker til at få et håb.
I forbindelse med uddannelsen til terapeut skal hun ikke blot selv gå til terapi, men også øve sig på klienter i terapi.

– Ved at stille nogle enkle spørgsmål kan jeg hjælpe andre til at få det bedre. Det er jo fantastisk! slutter hun.