Flykaptajnen overlod styrepinden til Jesus
Niels-Peter Hansen var flykaptajn i 26 år og har bl.a. fløjet for SAS. Godt og vel 40 gange har han været i Israel. Og han er ikke tilfreds med at svinge med palmegrene. Han vil gerne hjælpe til.
Niels-Peter Hansen er ofte på besøg i Judæa og Samaria i Israel. Der udsætter han sig dagligt for fare, når han hjælper de jødiske beboere både praktisk og økonomisk.
– Flere jøder var i begyndelsen skeptiske over for mig som kristen, men efterhånden har de stor tillid til mig, smiler han.
Foruden at være pilot og flyinstruktør, er han også hoteluddannet, professionel musiker, engelskcertificeret søkaptajn, dykker og prædikant.
Han fremhæver, at Gud kan og vil bruge den enkeltes forskellige gaver og forudsætninger, når de er villige til at give sig helt for Herren.
Fjernelse af jøder
Da Ariel Sharon i 2005 hentede jøderne ud fra Gaza og fire steder i Samaria (i forbindelse med en fredsaftale, red.), nåede Niels-Peter ned til et af disse steder, Sanur, før politiet og hæren afspærrede området.
Der stod han sammen med stedets jøder, da det israelske militær kom for med magt at fjerne egne landsmænd.
Før dette hjalp han til, hvor der var behov: Han vaskede toiletter, bad og fastede med indbyggerne i synagogen og snakkede med dem og trøstede dem. Selv om han er kristen, stod han også for kontakten til aviser, radio og TV.
Efter dette har Niels-Peter engageret sig stadig mere for at hjælpe de resterende jøder i Samaria, bl.a. med økonomisk støtte i form af rentefrie lån.
Svar til politikere
En israelsk politiker ville vide mere om denne troende mands arbejde på Vestbredden. Niels-Peter gav ham et kontant svar.
– Problemet i Israel i dag er ugudelighed i Knesset, regeringen og højesteret. Disse folk opfører sig som Israels værste fjender. I 2005 stod jeg ofte og græd i synagogen i Sanur, over at landets ledere deporterede jødiske landsmænd. Mens jeg læste, hvad Gud sagde i Jeremias 31,5: ”Du skal atter plante vingårde på Samarias bjerge og nyde frugten af dit arbejde…” citerer Niels-Peter og tilføjer:
– Jeg vil bruge mine kræfter, så de strategiske bjerge må fortsætte med at være på jødiske hænder.
Ofte i Norge
Niels-Peter Hansen traf sin norske kone, da han i sine yngre år spillede som musiker i Norge for at samle penge til sin flyuddannelse.
Da ægteparret i 1985 tilfældigt var med på et Israel-seminar, fik de en stor kærlighed til jøderne og en stor nød for landet Israel.
– Og dette er bare vokset med årene, smiler Niels-Peter og citerer Esajas 62:1: ”For Zions skyld vil jeg ikke tie. For Jerusalems skyld får jeg ikke ro, før retfærdigheden bryder igennem som morgenrøden, og frelsen som en flammende fakkel”.
20.000 jøder reddet
I 1990’erne var Niels-Peter med til at hjælpe russiske jøder til Israel.
Han rejste i regi af Operation Jabotinsky med hemmelige små grupper omkring i Rusland for at fremskynde exodus (udvandringen, red.), og for at undervise kristne menigheder om, hvordan de kunne hjælpe jøder med at blive rejseklare med dokumenter og andet.
– En gang skete det, mens der var krig i udbryderstaten Abkazien ved Sortehavet. Den jødiske finansminister blev myrdet i synagogen, og både grænserne og lufthavnen blev lukket. Omkring 30 jøder sad fast. I fuld fart blev det så ordnet sådan, at en ambassadør kom ned fra Moskva og gav jøderne israelske pas, husker Niels-Peter Hansen.
– I nattens mulm og mørke kom skibet ”Restauration” ind til Abkasien. Mørkelagt – uden lys sejlede skibet ind i havnen. Stigen blev rullet ned – og hurtigt kom alle jøderne ombord og blev reddet. Sammen med mange andre fra Odessa blev de sejlet over til Haifa, fortæller han og fortsætter:
– Efter flere sejladser fik Operation Jabotinsky fortrinsret til transporten, da Jewish Agency tog kontakt og ønskede et samarbejde. De ønskede også, at vi skulle tage til Sibirien og finde jøderne der. Vi solgte så båden – for en god pris – og brugte pengene til flybilletter i stedet. Via luftvejen blev det både billigere og mere effektivt at fragte jøder fra Sibirien til Syd-Rusland, og derfra direkte hjem til Israel.
Officielt kom over 20.000 russiske jøder dengang til at opleve opfyldelse af profetien i Esajas 60,8-9:
”Hvad er det, der kommer flyvende som skyer, som duer, der vender hjem til dueslaget?
Det er store skibe, der bringer dine sønner og døtre hjem fra fjerne lande.”
Tillid fra verdslige jøder
Niels-Peter Hansen blev efterhånden mødt med så stor tillid, at han flere gange kunne undervise om Judæa og Samaria ud fra Bibelens perspektiv og dagens politiske situation i en sekulær socialistisk skole. Og han lagde vægt på, at ikke en centimeter af ”Guds land” skal gives bort. En af studenterne opsøgte ham for at få forbøn og begyndte at gå med den jødiske kippa på hovedet.
En gang ringede en jødisk lærerkollega og spurgte, om Niels-Peter ville bede for Gil, en ung mand, der var blevet ramt af en bil og lå døende på sygehuset i Afula.
Lægerne havde åbnet hele brystkassen, og der var inflammation. Dengang var Niels-Peter Hansen flykaptajn og skulle på arbejde, så han lovede, at konen ville overbringe bønne-emnet til menigheden. Over 2000 kristne ville bede for Gil.
Et par dage senere ringede en glad lærer, som kunne fortælle, at Gud – mirakuløst – havde helbredt Gil.
En anden gang underviste Niels-Peter på en skole nær Ein Harod, kilden hvor Gideons mænd drak vand ifølge Dommerbogen. En dreng kom og ville have Niels-Peter til også at bede for sin cancersyge mor. Og bønnen til Gud, i Jesu navn, førte til, at denne mor også oplevede det mirakel at blive rask.
Hører hjemme på Vestbredden
– Vi har reddet liv ved at hjælpe med indkøb af nyt medicinsk udstyr til ambulancer, fortæller Niels-Peter.
Han har også skaffet overvågningsudstyr til hospitalet i Itamar.
– Dette stoppede infiltreringen af to terrorister, mener den lokale rabbi, Moshe Goldsmith.
Niels-Peter blev ven med landmanden Alon Zimmerman, som under en hård vinterstorm fik ødelagt alle sine drivhuse og sad tilbage med kun én ko. Ved Guds hjælp og et rentefrit lån, kunne de genopbygge solide bygninger for den hårdt prøvede landmand, som også fik tre køer billigt gennem Niels-Peter. Nu er disse tre køer blevet til 10.
– Og mine venner i Itamar producerer nu økologiske oste, yoghurt, tørret frugt og brød, smiler idealisten og tilføjer:
– De rejser rundt til alle småbyerne og sælger produkterne. Rige bliver de ikke, men alle som bor her ved, at der er en højere mening med at bo her: Samaria er strategisk vigtig for Israel. De ved, de hører hjemme i området, og med den hjælp, de får, kan de fortsætte med at være her.
Genopliver uddøde planter
En dag indbød en russisk forsker den kristne mand på kaffe i sit hjem.
Han var uden arbejde, men hans kone var deltidslærer på universiteterne i Jerusalem.
– Hun havde skrevet en bog for unge amerikanske jøder. Tanken var at vække deres jødiskhed, så de ville ønske at bosætte sig i Israel. Problemet var, at hun ikke havde råd til at udgive bogen, og de spurgte mig, om jeg kunne hjælpe. Jeg lovede at tage det op med min kone. Og to måneder senere, kunne vi ved Guds hjælp sende 25.000 NIS (ca. 75.000 kr) til trykkeriet.
På et genbesøg hos bonden i Itamar så Niels 15 solpaneler, som vennen havde fået billigt af en kvinde. På den måde kunne landmanden selv producere strøm til fremstilling af mejeriprodukter og til sit bageri.
Dagen efter ringede den samme kvinde og oplyste, at hun kunne skaffe endnu flere, og Niels-Peter hjalp med at administrere.
– Møderne og menneskene er så mange, og jeg føler mig så taknemlig for, at jeg har kunnet bidrage og være en hjælpende hånd blandt Guds ejendomsfolk, udtrykker Niels-Peter Hansen.
– Denne hjælpsomme ”solpanel-kvinde” viste sig at være en meget ekstraordinær person: Dr. Elaine Solowey er biolog og udfører et videnskabeligt arbejde med at genoplive DNA i ældgamle frø, fundet på Masada-udgravninger, fra planter som forsvant for 2000 år siden. Bl.a. en dadelpalme, som er et af de 12 røgelstræer, der ifølge Bibelen skulle anvendes i templet.
Projektet er blevet omtalt i bl.a. New York Times og National Geographic. Træerne blev tidligere også anvendt til medicinsk brug, og kan måske nu anvendes imod bl.a. cancer og andre sygdomme.