Håbet i ’De fire verdenshjørner’

Han sad og nippede til sin kaffe den mørke decembermorgen. Uden for vinduet i hans lille lejlighed defilerede skygger af folk forbi. Hvor mon de var på vej hen? Hvilke bekymringer optog dem? Var de lige så ensomme som ham selv i disse mærkelige tider med afstand mellem mennesker, mellem hjerter?

Instinktivt foldede han hænderne og bad en bøn om, at han ud af sin folkepension dog måtte blive i stand til at kunne give nogle her i provinsbyen noget værdifuldt. Da bønnen var slut, nippede han atter til den kolde kaffe, mens tankerne fløj hid og did. Hvis han nu købte en lottokupon, så kunne den gode Gud måske lade ham vinde en million, som han så kunne dele ud af. Han smilte.

Det måtte dog være Guds sag at besvare bønnen – på hans måde.

Det ringede på døren. Han lukkede op, men der var ingen at se. Neden for døren lå der en lille, hvid konvolut. Besværligt bøjede han sig ned og samlede den op. Der var ingen afsender på. Inden i konvolutten var der er et gammelt runkent blomsterløg. Ja, det var da vist ikke svaret på hans bøn. Han besluttede sig dog til at plante løget i en potte med god muld. Potten satte han over i vindueskarmen ud til gaden, og så glemte han ellers alt, både om sin bøn og om blomsterløget.

Men en dag, hvor lyset nådigt kastede en stråle ind i vindueskarmen, så han en grøn spire i potten. Utroligt, tænkte han. Det gamle udgåede løg! Men som dagene gik hen imod jul blev spiren større og til en hel plante.

Skæbnen ville, at der blev indbudt til et marked første nytårsdag. Folk kunne bringe noget med, som var sjovt, flot eller værdifuldt. Han besluttede sig for at tage planten med. Han havde intet at miste. Efter en ensom jul og nytårsaften indfandt han sig på markedspladsen kl. 14 nytårsdag.

Da han fik anbragt planten oppe på en piedestal, skete der noget mærkeligt. Den grønne stængel splittede sig op i fire smukke røde blomster for øjnene af de undrende tilskuere. Det ene kronblad, som var det kraftigste, mindede om Kristus, fordi der lige som var et lille kors aftegnet på det. De tre andre blomster var som tro, håb og kærlighed. Det vidste folk bare, hvor de så vidste det fra.

Alle på markedspladsen, i landet, ja i hele verden vendte øjnene mod planten, der nu stod og lyste i alle fire verdenshjørner. Men bedst af alt nåede dens stråler helt ind i hjertekamrene hos ensomme og skuffede mennesker overalt på jorden.

Det kan nok være, at folk fik travlt med at rydde op derinde for at gøre plads for den høje gæst: Kristus, der kommer med tro, håb og kærlighed. Den gamle stavrede hjemad. Gud havde svaret hans bøn. Verden var ikke helt forladt. Planten lod han blive. Den skulle få lov til at stå og lyse hele året. Det ville der sikkert blive brug for!