Historien om Niels Johannes Holm

Niels Johannes Holm var egentlig skrædder ligesom sin fattige far i Sdr. Farup ved Ribe, men han havde alt for meget krudt i rumpen til at sidde i skrædderstilling.

Hans familie var optaget af brødremenighedens vækkelse, som havde ført til oprettelsen af fristaden Christiansfeld fem år før Niels Johannes blev født.

»Kom nogen hjem fra et besøg i Christiansfeld, så samledes man omkring ham, og han delte ud af den skat, han havde fået med hjem derfra,« fortæller han.
…thi hvilken dør de end åbnede (i Christiansfeld), så kom de, også som fuldstændig ubekendte, i en hjertesamtale med det første det bedste menneske, de traf på.

Der herskede uindskrænket åbenhed i menigheden,« skrev han begejstret.

I 1792 flyttede familien til Tyrstrup, hvor faderen slog sig ned som skrædder i et lille hus ved kirken. For at bo i byen, skulle man dengang optages i kirken.

Niels ville optages, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Men han blev afvist, formentlig fordi alt for mange ville bo i byen. Men Niels fik nogle venner til at skrive en anbefaling og søgte igen. Man trak lod, men den 16-årige fik nej igen.

Men Holm var ikke sådan at stoppe, så han prøvede i brødremenighedsbyerne Gnadau og Zeist, men fik også nej her. Først i Neuwied ved Rhinen fik han det blanke lod, der pegede på nærmere undersøgelse, og ved næste lodtrækning fik han ja.

Men på grund af revolutionen i Frankrig og kampe omkring Neuwied, flygtede han til Gnadau. Her blev hans optagelse dog udskudt til 1796. Hvad var der galt?
Da Holm blev syg, ville han tilbage til Neuwied. Men først måtte han betale sin gæld i Gnadau, og den var større end han kunne betale. Men brødrene i Neuwied skillingede venligt sammen og betalte hans gæld.

Holm havde åbenbart svært ved at underordne sig. F.eks. ville han ikke påtage sig et arbejde i bogtrykkeriet, som der var brug for. Da han også spillede til en ugentlig verdslig koncert i et ballokale, selv om han havde lovet ikke at gøre det, faldt hammeren. Ældsterådet var godt træt af den iltre og stædige unge sønderjyde. Han blev ekskluderet!

Han var vanskelig

Holm fortsatte som handskemager, men savnede fællesskabet. Endelig forstod han, at han selv var skyld i mange af sine problemer. Han kunne dog ikke overvinde sig selv til at sige undskyld, for han følte sig »trådt på foden af gejstligheden«.

Han søgte i 1804 igen om optagelse, men blev igen afvist. Til gengæld anbefalede Neuvied, at han blev optaget – i Christiansfeld. Farvel du!

Men her mente man heller ikke at kunne bruge den trodsige skrædder og handskemager.

Holms mor, som boede i Tyrstrup, var imidlertid dødssyg, så han rejste hjem i 1805 – men nåede det ikke før, hun døde.

Han søgte igen, og lodtrækningen viste en blank seddel. Man gik derfor i gang med en nærmere undersøgelse og fandt, at han havde meget rige »talenter og åndsevner«, at han havde interesseret sig meget for videnskab og var god til sprog. Men man fik ham behændigt ekspederet videre som sproglærer på Fyn.

Man får det indtryk, at Holm bare var for meget for de gode brødre og søstre. Klog og dygtig, ja – men irriterende og stædig. At han i en mindre afhandling påviste, at de tog fejl og at lodtrækningssystemet var kristeligt forkert – har nok ikke hjulpet ham.

Udover at være huslærer nogle år på Fyn og ved Kolding, tog han lærereksamen i Løjt ved Åbenrå. Men han fik ikke fast job.
I julen 1815 – efter i 23 år at have kæmpet for at komme med i menigheden i Christiansfeld – søgte han igen. Og nu bad han om optagelse – uanset hvilket job, han skulle udføre.

I England og Norge

Han blev optaget, men straks videresendt til en brødrekostskole i Fulneck i England som lærer i tysk, fransk og musik.
I England fik han en åndelig fornyelse, og hans liv fik en helt ny retning. Han blev nu en fængende prædikant.

Som 42-årig blev han i 1820 gift med Maria Augu­sta Gierling, som var svensk. Samme år blev parret udsendt til Oslo, hvor de i 14 år opbyggede en ny menighed. Holm rejste desuden Norge tyndt som prædikant.

I Oslo oprettede de et Brødresocietet og tiltrak mange – også kendte – til søndagsmøder. Holm fik et nært samarbejde med den norske salmedigter W. A. Wexels og flere norske biskopper.

Skrev en hel sangbog!

Holm brugte meget af sin rastløse energi på at skrive salmer. Da ledelsen i Herrnhut nægtede at finansiere udgivelsen af en sangbog, gjorde han det selv i 1823.
Fra 1827 udgav han et 14-dages missionsblad for lægfolk på norsk. Året efter udgav han bibelhistorie på vers til brug i skolerne.

I 1829 udgav han i Norge en bibel­historie på vers for børn. Og samme år fulgte den enorme sangbog, Harpen, med ikke færre end 366 numre! Det var både oversættelser, bearbejdelser og ikke mindst egne salmer. Ca. 200 sange var formentlig hans egne.

Flere kom med i Folkekirkens salmebog, bl.a. »Gør døren høj, gør porten vid« og julesalmen »Tak og ære være Gud«. Desuden kendes bl.a. »Hør, min sjæl, den gode hyrdes stemme!«, »Livsens krone«, »Hvor salig er den lille flok«, »Slip os arme ej« og »Min frelser mig af døde drog«,

Sangbøgerne viste sig at være en god forretning, så han selv kunne betale sine mange rejser.

Nyt mod efter skibsforlis

Den blomstrende menighed i Oslo løb pludselig ind i et uventet problem. Holm var dansk og Maria Augu­sta var svensk, og da den norske nationalisme blussede op imod »kolonimagterne«, måtte de i 1834 nærmest flygte.

Påvirkningen fra Holm var dog stærkt medvirkende til, at Det Norske Missionsselskab blev stiftet i 1842 og udsendte sine første missionærer allerede året efter til Zululand.
Udover nationalismen blev Holm slået ud af angreb på Brødremenigheden fra nogle lutheranere, som mente, den var en sekt.

Hans depression forsvandt imidlertid som dug for solen, da han var ude for et skibsforlis på Skagerak, hvor to medpassagerer omkom. Efter at have overlevet to dage i havsnød, betød andre problemer ikke så meget mere.

Hjem til Danmark

Niels Johannes Holm blev nu aftensangsprædikant i »den Guds stad«, som han kaldte Christiansfeld. Han holdt den danske gudstjeneste om aftenen, mens den store gudstjeneste om formiddagen var på tysk. Men flere kom til Holms danske gudstjenester. Alligevel ville han ikke ordineres som præst, for han følte sig trådt på af præsterne.

Den tyske pastor Roentgen holdt dog hånden over Holm, selv om hverken Ældsteråd eller menighed i starten var interesseret i ham. Roentgen ønskede, at Holm skulle oversætte sange og udgive tekster på dansk. De to solgte fikke færre end 12.848 danske bibler fra 1828-41.

Holm fulgte engageret med i alt, hvad der rørte sig i den store verden. Han kunne tale, læse og skrive på både dansk, norsk, tysk, engelsk og fransk. Han var redaktør for et tysk missionsblad fra 1834, og senere af Nordslesvigsk Missionstidende på dansk og et andet på engelsk. Selvom han bare var en skomager-prædikant i en sønderjysk flække.

Holm oprettede Nordslesvigsk Missionsforening i 1843. Det var en forening for de mange folkekirkemedlemmer, som ønskede at være med i det eksotiske missionsarbejde.
Foreningen voksede hurtigt og skiftede navn til Brødremenighedens Danske Mission. Selskabet har nu kontorer i Søstrehuset, og driver missionsarbejde i Tanzania, Congo og Albanien.

Holm døde den 26. maj 1845, kun 62 år gammel, og ligger begravet på Gudsageren i Christiansfeld. Hans svenske hustru Maria Augusta levede til 1866.

En enkel mindeplade på muren af Lindegade 14 fortæller, hvor han og Augusta boede de sidste aktive år fra 1834-1845.

Man finder også hans navn på Genforeningspladsen, hvor de evangeliske Maria-søstre har opsat en mindesten med et vers fra en af Holms mange sange. Den skrev han i 1823, da han var »forvist« til Norge – fra Christiansfeld.