Konfirmanderne gjorde hende til salmedigter

Lisbeth Smedegaard Andersen tager imod i sit lyse og imødekommende hjem i Hellerup, hvor hun lever en aktiv pensionisttilværelse med sin mand. Der er nemlig stadig fuld gang i den nu 87-årige tidligere præst.

Mens parrets fire børn var små, gik hun hjemme, fortæller hun. Derfor var hun 37 år gammel, inden hun begyndte at studere.

Trods det har hun nået mere end de fleste. Først læste hun teologi og derefter kunsthistorie. Hun har været præst i sømandskirken, Risskov kirke, Holmens kirke og Den Danske Kirke i Paris.

Konfirmandernes behov blev startskuddet

Med det travle liv kan det undre, at der også er blevet tid til at skrive salmer.

– Jeg har altid været utrolig glad for salmer og begyndte så småt at skrive, da jeg gik på pastoralseminariet, siger hun.

– Da jeg blev præst i Risskov og fik konfirmander, opdagede jeg, at de ikke sang med på salmerne. Jeg syntes, at de i det mindste kunne synge med på tredje vers.
Men så var der én af dem, der sagde, at de ikke kunne nå at læse alle de svære ord så hurtigt, at de kunne synge dem.
Jeg tænkte ved mig selv, at det jo var rigtigt. De forstod faktisk ikke ret meget af, hvad der stod i salmerne.
Jeg begyndte derefter at skrive mere målbevidst. Og så har jeg egentlig skrevet lige siden.

Det er efterhånden blevet til mere end 150 salmer, hvoraf man kan finde 7 i Den Danske Salmebog.

Salmedigter blandt kæmper

Danmark er et land med en utrolig rig salmetradition. Jeg spørger hende derfor, om der er en salmedigter, der særlig har inspireret hende:

– Jeg holder utrolig meget af dem alle sammen. Jeg holder meget af den inderlige tone hos Brorson. Men på den anden side holder jeg jo også af Kingos barokke billedsprog. Jeg synes faktisk, han i nogle af sine morgensalmer er utrolig nutidig. Og Grundtvig er så uforlignelig på andre kanter, svarer Lisbeth Smedegaard.

Da Lisbeth Smedegaard Andersen for alvor begyndte at skrive salmer,
var det for at imødekomme et behov hos en generation,
som ikke forstod de gamle salmer.

Lidt salmebogsarkæologi

Da Lisbeth Smedegaard Andersen for alvor begyndte at skrive salmer, var det for at imødekomme et behov hos en generation, som ikke forstod de gamle salmer.

I den nuværende salmebog ser man lidt af den modsatte bevægelse i gengivelsen af de gamle salmer.

Mens bl.a. Kingos og Brorsons salmer i den tidligere salmebog var blevet afkortet og sproglig fornyet, er man i den nyeste udgave i mange tilfælde gået tilbage til de oprindelige udgaver.

Med andre ord har man foretaget lidt salmebogsarkæologi.

Til det siger Lisbeth Smedegaard Andersen:

– Umiddelbart synes jeg ikke, det har været nogen god idé at føre dem tilbage og tage flere vers med. Salmer er brugstekster. De bliver slidte, og vi har slidt dem til. På den måde har det, der kunne, overlevet.

Umistelige ord

Men, hvordan skriver man så en moderne salme, hvor man taler et nutidig sprog uden at sproget forfladiges og indholdet udvandes?

– Der er nogle umistelige ord, siger hun.

– Det gælder bl.a. ordet kald, som er gledet lidt ud af sproget. Men jeg synes ikke, vi kan undvære det. Derfor har jeg nogle gange helt bevidst brugt ordet i mine salmer. Det har jeg fx gjort i en morgensalme, som er kommet med i Højskolesangbogen.

– Vi er nogle salmedigtere, som mødes i Haslev en gang om året og diskuterer hinandens salmer. Her var der flere, der sagde: ´Det kan du ikke bruge. Det er for gammeldags´. Men jeg synes, der er ord og vendinger, der er for gode til at gå i glemmebogen. De skal holdes i live, bl.a. igennem salmerne”

Moderne ord

– Rent personligt har jeg det svært med de meget moderne ord. En gang imellem kan man godt få noget til at passe. Men man skal efter min mening være forsigtig med det. Jeg synes ikke, man må forfladige salmerne.

– Jeg har et par gange brugt en vending, hvor vi ikke havde noget tilsvarende på dansk. Fx har jeg brugt vendingen ”at sætte tingene på standby”.

– Jeg har også brugt ordet Skyline i en julesalme. Der har jeg kunnet få skyline til at passe med Det ny Jerusalem, der ligger ude i horisonten.Men ellers passer jeg på med at bruge de meget, meget moderne ord.

Salmer med ærefrygt

I sin bog ”Troen der gør verden større” fortæller Lisbeth Smedegaard Andersen om en samtale, hun engang havde med en kollega om moderne kirkekunst.

Kollegaen gav her en god rettesnor for, hvad der er plads til i kirken: Det skal kunne tåle at være i rum med en kiste! Det samme gælder for en salme, tilføjer Lisbeth Smedegaard Andersen:

– Jeg synes godt, der må være en ærefrygt. Også i forbindelse med gudstjenesten.

– Jeg mener ikke, at det skal være tungt – overhovedet ikke. Men der skal være et sted, hvor vi kan gå hen, hvor det er anderledes end i vores almindelige profane rum.

– Jeg tror også, der er mange mennesker, der søger det.

Der er ord og vendinger, der er for gode til at gå i glemmebogen.
De skal holdes i live, bl.a. igennem salmerne”

I den forbindelse pointerer hun:

– Evangeliet kommer til os udefra, fra noget, der er større og mere omfattende. Men det sætter os samtidig i gang i vores hverdag. Spillet mellem det evige og det timelige giver en kolossal berigelse. Vores hverdag er i evighedens lys.

Forkyndende kunst

Som teolog og kunsthistoriker oplever Lisbeth Smedegaard Andersen, at hendes to uddannelser mødes i salmedigtningen:

– Jeg har været meget glad for kunsthistorien, for jeg synes, den supplerer teologien vældig godt.

I salmedigtningen gælder det om at finde ligevægten mellem kunstnerisk kvalitet og forståelighed:

– Det kan være et problem. Men, hvis man kan finde en poetisk styrke ved hjælp af anskuelige, nutidige billeder, synes jeg, man har opnået en forbedring af gudstjenesten.

– Jeg synes på den anden side ikke, at alt nødvendigvis behøver at være så forståeligt. Hvis meningen bliver for indlysende, bliver man hurtigt færdig med den. Det er vigtigt, at man ikke bliver træt af salmerne. Derfor skal der være dybde i dem.

Når nutidige salmedigtere mødes

Vi er nået til ende med interviewet. Men bemærkningen om, at vore nutidige salmedigtere mødes en gang om året, har vakt min nysgerrighed.

Jeg ville personligt gerne have været med på en lytter, hvis Kingo, Brorson og Grundtvig havde kunnet overvinde tidsforskellen og udveksle meninger om hinandens salmer.

I stedet kan jeg nu høre lidt om, hvad der sker, når vore nye salmedigtere mødes:

– Det begyndte i forbindelse med den nye salmebog, fortæller Lisbeth Smedegaard Andersen:

– I forslaget, var der næsten ingen nye salmer. Holger Liss-ner satte sig så i bevægelse og ringede til os, som skriver salmer. Derefter mødtes vi, og det kom der en bog ud af. Det påvirkede også salmebogskommissionen, og der kom flere nye salmer med i den endelige salmebog.

– Vi syntes egentlig, det havde været spændende at mødes, så efter nogle år sås vi igen.

– Vi forelægger vore salmer for hinanden, og vi kan godt være lidt hårde i vores kritik. Men vi har meget tillid til hinanden.

– Holger Lissner og jeg er også enige om, at vi er blevet meget bedre, siger hun med et smil.
Ud af disse møder er der bl.a. udkommet en række salmer til de gammeltestamentlige læsninger og epistelteksterne i gudstjenesten.