Bageri må godt afvise at lave kage med homobudskab
Menneskeretsdomstolen har talt: Ligestillingsloven kan ikke tvinge folk til at udtale sig om noget imod deres vilje, fastslår domstolen i Strasbourg.
Den europæiske menneskeretsdomstol i Strasbourg har afvist LGBT-aktivisters appel af en britisk højesteretsdom fra 2018 med henvisning til frihedsrettighederne.
Ejerne af bageriet Ashers i Newtownabbey i Nordirland nægtede i 2014 at bage en kage med teksten ’Støt homofilt ægteskab’. Amy og Daniel McArthur er nemlig kristne og ville derfor ikke skrive en tekst, der modsiger deres overbevisning om, at kun det heteroseksuelle ægteskab er i overensstemmelse med Guds vilje.
Men afvisningen fik kunden, Gareth Lee, til at tage sagen i retten som ”diskrimination mod homofile”.
Bageriet blev herefter ved The Belfast County Court dømt for diskriminering og fik en bødestraf, og dommen blev stadfæstet ved en appelret i 2016. To år senere, i oktober 2018, fik bagerparret dog endelig medhold ved højesteret. Herefter klagede kunden så til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg (ECHR), hvor man nu har afvist den.
Diskriminering?
Det var Ligestillingskommissionen i Nord-Irland, som i første omgang vandt sagen mod bageriet.
– Vi er her for at hjælpe dem, som ikke kan hjælpe sig selv. I denne sag er det tydeligt, at Gareth Lee blev diskrimineret, sagde lederen af ligestillingskommissionen i Nord-Irland, Michael Wardlow.
Men bagerparret mente ikke, at virksomheden havde diskrimineret kunden på grund af hans seksuelle orientering.
– Vi har sagt fra begyndelsen, at problemet var budskabet på kagen, ikke kunden. Vi vidste ikke, hvilken orientering Mr. Lee havde, og det var heller ikke relevant, fastslog Daniel McArthur efter den første dom i sagen.
Fokus på troen
Nord-Irlands viceminister Martin McGuinness betegnede i 2014 den første dom som en sejr for ligestillingen.
– Dommen over Ashers bageri er god for ligestillingen. Homofile er blevet diskrimineret alt for længe. Vi og loven er på deres side, sagde han dengang til BBC ifølge KPK.
Bager Daniel McArthur kunne til trods for dommen alligevel se noget positivt i sagen:
– Tabet i denne sag og muligheden for en bøde er skuffende, men det er en lille byrde at bære, når vi ved, at sagen har givet os en mulighed for at snakke om vor tro, sagde Daniel McArthur.
Som mange andre ønsker vi bare at kunne leve og arbejde i overensstemmelse med vor religiøse tro. Vi kan ikke lade troen ligge hjemme, når vi går på arbejde, fastslog Daniel McArthur i et interview med Christianity Today.
Højesteretsdommen
Bagerparrets appelsag gav dem ikke medhold, idet Belfast County Court vurderede, at bageriet bare kunne lade være med at tilbyde nogen tekster med religiøst eller politisk budskab på deres varer overhovedet. Bageriet måtte ikke udelukkende fremme deres egne politiske eller religiøse meninger i relation til seksuel orientering, mente appelretten.
Men i oktober 2018 fastslog højesteret så, at “afvisningen gjaldt budskabet på kagen, ikke nogen personlige karakteristiska hos sendebudet eller nogen, som han var associeret med”.
Højesteretsdommer Lady Hale fastslog, at bagerparret ikke afslog ordren på grund af kundens seksuelle orientering.
”De ville have afslået at lave en sådan kage for enhver kunde, uanset deres seksuelle orientering. Deres afvisning handlede om budskabet på kagen, ikke mr. Lee’s orientering,” sagde dommeren.
Herefter havde Gareth Lee så taget sin sag med til Menneskerettighedsdomstolen med henvisning til, at den ikke havde fået ”passende opmærksomhed” i den britiske højesteret. Men her stoppede festen med afvisningen af den allerede syv år gamle sag.
Bedst for alle parter
Advokatfirmaet The Christian Institute, som har repræsenteret Amy and Daniel McArthur, glæder sig over afgørelsen i Strasbourg.
“UK’s højesteret brugte lang tid på at se på menneskerettigheds-argumenterne i denne sag, og de fastholdt McArthur-parrets ret til ytrings- og religionsfrihed. Det var skuffende at se endnu et forsøg på at underminere disse rettigheder, så det er en lettelse, at forsøget mislykkedes, udtalte Christian Institute’s talsmand, Simon Calvert.
– Afgørelsen beskytter homofile virksomhedsejere mod at blive tvunget til at fremme holdninger, de ikke deler, ligesom den også beskytter kristne virksomhedsejere, fastslog Simon Calvert.
– Det modsatte ville have betydet, at et muslimsk trykkeri kunne blive tvunget til at trykke Muhammed-tegninger, eller at et lesbisk ejet bageri kunne blive tvunget til at lave en kage, der kalder et homo-ægteskab en ”afskyelighed,” tilføjede han.
Efter Strasbourg-afgørelsen udtalte også Peter Lynas, der er leder af Evangelical Alliance og tidligere sagfører, at ”alle er bedst tjent med denne afgørelse, som beskytter os alle fra påtvungne udtalelser”. Dommen betyder, at ”hver enkelt persons menneskerettigheder er blevet bekræftet”.
”Denne sag handlede om samvittighedsfrihed, tale og tro, og hvorvidt nogen kunne blive tvunget til at formidle et budskab, de var totalt uenige i. Dagens afgørelse beskytter enhver mod påtvungne ytringer.
Højesteret fandt ingen diskriminering på grundlag af seksuel orientering, religiøs tro eller politiske holdninger.
Problemet har hele tiden været budskabet, ikke overbringeren af budskabet. Ved at afvise denne sag, har ECHR effektivt bakket op om højesteretsafgørelsen,” fastslog Peter Lynas.